Godbye Ghana..

Om tre dage forlader vi Ghana og drager mod Kenya og Tanzania. Et halvt aar i Afrika er ved at vaere slut og jeg vender hjem med en masse oplevelser i baggagen. 


Fredag havde vi vores sidste dag paa CAS. Vi havde planlagt at afholde en fodbold turnering med praemier og det hele. Turneringen gik rigtig fint paa trods af alt det saedvanlige kaos. (Tror faktisk ikke det er muligt at undgaa kaos paa CAS..)  
Vi ville ogsaa give boerne lidt forskelligt godt saa vi havde snakket med det lokale supermarked i Osu og faet den til at sponsorere juice, kiks og drikke youghurt. Derudover havde vi selv koebt chokolade og yam (kan sammenlignes med kartofler).. En chef fra Koala kom ud og tog en masse billeder da vi gav tingene til boerne og de fik oplevet hvordan man ikke kun kan tag nogle faa billeder, men konstant kan tage billeder af boernene i forskellige poses. :) 
Det var underligt at skulle sige farvel til boernene, men samtidigt havde jeg nok mentalt indstillet mig paa det for det foregik helt uden taarer.


Fredag aften ville vi alle sammen ud og sige farvel til Osu's byliv. Trine M og jeg tog ud og spiste og ville senere moedes med de andre. Paa restautanten moedte vi Sydafrikas udgave af Gustav og Amalie (Justin og Anzelle).. Justin er boesse med stort b og Anzelle spejl blank blondine. Aldrig har jeg haft det saa sjovt og grint saa meget af andre mennesker. Vi tog med dem i byen udelukkende for at kunne grine mere af dem. 
Ja, man ved aldrig hvad man finder i Ghana.. Haha.. 


Nu er der kun 23 dage til vi er hjemme i Danmark og jeg glaeder mig virkelig til at komme hjem til kaereste, familie og venner. 
Deudover glaeder jeg mig virkelig til dansk mad, en ordentlig seng og et varmt bad!! Det er helt vildt som man kan savne noget saa basalt men naar man ikke har nogen af delene i et halvt aar, saa er det altsaa det, som staar oeverst paa oenskelisten. 


23 dage Danmark!!


- Trine

Ugen, hvor vi tog sagen i egen hånd

Den foregående uge har på CAS stået i de studerendes tegn.

Vi skulle overtage ugens undervisning og sådan gik det også.. Næsten! Mandag morgen møder vi op på CAS klar til at overtage og bare i det hele taget været 100 % på. Lærerne havde fuldstændig glemt, at de om torsdagen havde godkendt vores detaljerede (som i dato med klokkeslæt og beskrivelse af hver undervisningstime) plan for ugen. Så der stod vi rimelig modløse og godt gale i skralden, for endnu en gang var vi blevet ”glemt”.. Det er (som jeg har skrevet tidligere) ufatteligt demotiverende at rende panden mod muren hver gang man viser initiativ.

Vi fik presset lidt på, og vi kunne starte vores projekt op i drama-timen i stedet for. Første del af vores tema om børnenes liv på gaden skulle starte med en brainstorming. Vi ville rigtig gerne samle en masse viden og ord ind fra børnene, som senere skulle bruges til et digt. Det startede ret kaotisk men med hjælp fra madam Pat (lærerinde) fik vi en masse ting af vide fra børnene. De er utrolig åbne om deres liv på gaden og fik bl.a. en spændende ”diskussion” op og køre, om hvorvidt det er drengene eller pigerne, som har det hårdest på gaden. Her kom bl.a. den her kommentar: ”Drengene har det hårdest, for det er sværest for dem at få job. Pigerne kan bare blive prostitueret..” Bom!!

Tirsdag skrev vi en masse nøgleord op på tavlen, nøgleord fra brainstormingen. Vi delte børnene op i tre grupper og bad dem om at samarbejde om at skrive sætninger med ordene. Børnene tog fuldstændig røven på os. De var så dygtige til at samarbejde og vi har ikke set dem så stille og koncentreret.. Ja nogensinde!! De sad fuldstændigt opslugt af arbejdet i godt tre kvarter.. Vi fik en masse rigtig gode sætninger ud af det, og et godt indblik i hvordan det er at være gadebarn.

Onsdag legede vi en masse lege med dem. Her var Trine M tovholder da hun har UMD (udtryk, musik og drama) som linjefag.. Legene skulle bruges som opvarmningslege inden vi ville have børnene til at udfører små improviserede teaterstykke for hinanden. Børnene var dog så opslugt af de nye lege, så vi udskød de små improviserede teaterstykker. Vi nåede dog at præsentere dem for noget lignende. En gruppe skulle vise en situation for de andre. De måtte ikke bevæge sig eller tale. De andre skulle så gætte situationen ud fra den positur gruppen havde valgt. Det var de overraskende dygtige til. Vi havde dog også valgt situationer, de selv havde skrevet om tirsdagen.

Torsdag havde de været på stranden hele formiddagen for at øve til olympiske lege (aktivitetsdag de skal have i juli eller august). Så da det blev vores tid til at have dem om eftermiddagen, var de meget trætte og svære at få til at holde koncentrationen. Men det lykkedes da at ”underholde” dem i en time..

Fredag havde vi valgt temaet for tegnetimen, som fredagen altid starter med.. Her fik vi en masse fine tegninger med hjem til samlingen. Rie og jeg vil bruge dem som ”bevis” til VNT-eksamen, som venter på os, når vi kommer hjem.

Alt i alt har det været en virkelig vellykket temauge. Vi har (efter vi kom over den første forhindring) fået støtte af personalet. Madam Pat har synes det har været virkelig godt og har kunne se meningen med galskaben. Det betyder alt for os, at vi har fået muligheden (og at vi har presset voldsomt på for at få den.) Men det gør det, det mere mærkeligt, at man som studerende bliver ”modarbejdet” når man viser initiativ, når de jo faktisk synes det er godt, det man kommer med..

Vi har to arbejdsuger tilbage (plus minus helligdage og institutionsbesøg) så tiden er ved at rinde ud. Vi går dog og sysler med tanken om en fodboldturnering for børnene. Vi håber det kan lade sig gøre, for det kunne være en god måde at afslutte på. Men som sagt er tiden kort og de er ikke kendt for at være hurtige hernede. Så lad os se, hvad der sker..

Det bliver dog mærkeligt at skulle slutte på CAS. Arbejdet med børnene har på godt og ondt krøbet under huden på en og det bliver svært at skulle ”efterlade” dem. Vi har dog fået lov til at få alle babyerne med hjem.. J

Det hårdeste er at vide, at man selv bare kan rejse hjem til et rigtig godt liv mens de søde søde børn skal så grueligt meget igennem.. F.eks. blev en af pigerne voldtaget fredag formiddag i den bydel, hun sover. Hun kom hen på CAS bagefter, men det blev bare ikke taget hånd om hende. Hun kom kort ind til sygeplejersken men ingen kærlig omsorg. Jeg sad derfor med hende i over en time. Hun sov med hoved i mit skød mens jeg nussede hende på ryggen. Det er forfærdeligt at tænke på, hun bare skulle tilbage til gaden, tilbage hvor sandsynligheden for, at hun render ind i voldtægtsmanden er stor. Det må være så svært psykisk. Ingen hjælp, ingen omsorg, ingen kære mor, der fortæller dig alting nok skal blive godt igen, intet system som pågriber voldtægtsmanden. Hvad er det for et liv, vi lader disse børn leve?! For de er ikke kun pigerne det går ud over, for også drengene er udsatte. Tæsk og voldtægt skal bare ikke være en del af børns liv, om man så bor trygt hos sin familie eller alene på gaden!

Jeg håber meget pigen kommer på CAS i morgen mandag. Jeg håber, at få lov til at vise hende, at vi ikke er ligeglade.. At der findes mennesker, som vil hende det godt..  

Snart snip snap snude.. Men ikke helt endnu!

Med så kort tid tilbage i Ghana (ca. 3 uger) går der længere tid imellem de fortælle-værdige historier.. Det meste af vores tid går efterhånden med opgaveskrivning, arbejde og at nyde det efterhånden lidt køligere vejr (regntiden er for alvor ved at sætte ind..)

Der er dog sket lidt forskellige siden sidste blog indlæg som jo alligevel er en hel måned siden (ser man tilbage går tiden overraskende hurtig på trods af at den føles meget langsom).

For to uger siden sagde vi farvel til de tre norske studerende på CAS. De havde været her i tre måneder. De tog hjem en lørdag, var helt hjemme søndag og tog så i skole mandag. Bom, det er vidst hvad man kalder et hurtigt skift i kontraster.. Jeg er rigtig glad for vi trods alt har to uger, når vi kommer hjem inden skolen så småt begynder. Men så stor den ellers også på ekstrem eksamens skrivning de næste 6 måneder..

Aafke, den hollandske studerende havde også sidste dag samme dag som de norske studerende.. Vi er nu heeeelt alene på CAS og det var da lidt mærkeligt de første par dage.

Vi har færdiggjort vores projekt med rammerne og det er rent ud sagt blevet skide godt! Vi har fået rigtig god feedback fra alle ansatte på CAS og det betyder virkelig meget for os, da vi jo så kan håbe på, at det betyder at de faktisk husker os som nogle, der lavede noget..

Anden del af vores overordnede projekt med børnenes identitet bliver sat i gang i næste uge. Her overtager Rie, Trine M og jeg undervisningen. Vi vil rigtig gerne lære om børnenes liv på gaden. Vi starter på mandag med en brainstorming sammen med børnene. Her skal børnene bare komme med alle de ord, de forbinder med deres liv på gaden. Derefter vil vi forsøge at få skrevet et digt sammen med børnene – et digt som skal være helt deres eget og som fortæller deres historie.

Tirsdag fortsætter vi med digtningen eftersom vi ikke tror, vi bliver færdig mandag (vi har trods alt kun halv anden time). Onsdag og torsdag vil vi sammen med børnene spille små teaterstykker for hinanden. Teaterstykkerne skal omhandle situationer fra børnene liv på gaden og efter hvert stykke snakker vi alle sammen om situationen – om der er nogen som også har oplevet en lignende situation osv. Vi starter timerne med forskellige opvarmningslege. Ikke opvarmningslege som til sport men lege som putter en i godt humør.

Fredag udnytter vi tegnetimen til at få børnene til at tegne noget fra ugens løb. Noget de synes, de har tænkt ekstra over osv.

Vi håber meget på at det lykkedes for os. Vores største frygt er børnenes ligegyldighed overfor ting man sætter i gang. Vi har før prøvet at hele deres attitude udstråler: Fuck jer.. Det kan hurtigt tage modet fra en, men vi krydser fingre og håber på det bedste.. Vi har heldigvis støtte fra lærerne, som synes det er et super initiativ og de vil gerne stå som assistenter gennem ugen..

I dag har vi været på institutionsbesøg hos Sunny International School. Det er en privat skole med børn fra 0-18 år. Her bliver selv de helt små undervist som i almindelig skole. Der er ingen legeplads og megen plads til leg i det hele taget. Bevidstheden om legs vigtighed hos børn er der ellers hos nogle af lærerne, men forstanderinden nægter det blankt..

Børnene bruger meget tid på at vente, da der kun er en lærer til hver klasse. Og når der kun er en lærer til over 20 børn, så er det dømt til at gå bare lidt galt.. De fleste af lærerne slår heldigvis ikke børnene (særlig tit) og det er så det, man kan holde sig oppe på, når nu der ikke er plads til leg. Skolen er bygget i beton og i hestesko-formation og akustikken i gården er absurd dårlig. Man skal stå og råbe til hinanden, når man står i gården. Alle klasseværelser vender ud mod gården og I kan sikkert forestille jer den larm, der er i klasselokalerne fra gården. Ikke særlig gode arbejdsforhold, hverken for elever eller lærer.

EM er jo skudt i gang og tv-signalet rækker sørme også helt til Ghana. Første kamp der blev spillet mod Holland så vi var selvfølgelig på hollandsk bar. Så er sejren lige pludselig ekstra sød. Vi sad omkring 30 danskere samlet mod ca. 10 hollændere. Hollænderne tog det nu pænt.

Anden kamp mod Portugal blev set på den irske stambar. Her gik det jo, som I sikkert ved, ikke synderligt godt. Så er det godt Anders og Asger (to medstuderende) bruger den irske som deres andet hjem. De havde skaffet lidt gode aftaler med ejerne, så sorgerne kunne blive druknet til en forholdsvis billige pris.

Det er som om man bliver utrolig patriotisk, når man er så langt fra lille Danmark og jeg har da både heppet og fået farvet Dannebrogs flag i hovedet.. (Dem af jer som kender mig, ved at fodbold landskampe ikke normalt er det jeg bruget mit krudt på..)

 Nu er tiden hvor jeg sætter mig på et fly med næsen mod Danmark også ved at nærme sig med hastige skridt. Det bliver alt for skønt at komme hjem til sin kæreste og sin familie igen. Men det jeg glæder mig næsten mere til at den danske mad! Planen er også foreløbig, at vi alle sammen skal forbi pølseboden i Københavnslufthavn mens vi venter på vores bagage..

Længe leve ristede hotdogs og kolde Cocio’er!!

-Trine  

En SOS-børneby og en weekend fyldt med spøgelser fra fortiden

Sidste uge har været fuld af nye oplevelser..

Torsdag besøgte vi en SOS Børneby i Tema (område i Accra). Turen tog tre timer på grund af voldsom trafik gennem Accra (vi holdte stille det meste af tiden)..

En SOS børneby er som navnet indikerer en by for børn. Børnene er oftest forladte, forældreløse eller kommer fra familier, hvor forældrene ikke har ressourcerne til at beholde dem. Byen er et stort indhegnet område, hvor man har bygget en form for landsby. Landsbyen består af familiehuse, skole, klinik osv. Børnene bor i familiehuse, hvor der bor højest 10 børn. Hvert familiehus har deres egen ”mor”. For at blive ”mor” i en SOS børneby skal du enten være pebermø, enke eller have voksne børn, som ikke kræver din tid. Du skal altså give dig selv 100 % for at blive SOS-”mor”. Man bor fuldtid i husene og fungerer som rigtig mor for børnene i det pågældende hus og du skal som minimum kunne give 15 år af dit liv til arbejdet. Du kan ikke bare komme fra gaden og blive ”mor”. Man skal kunne skrive og læse, da man skal hjælpe husets børn med lektierne. Derudover skal man først igennem en prøve periode som aunt (tante).. Tanterne hjælper til i de forskellige familiehuse og de kender derfor som regel alle børnene i byen. Når et familiehus skal have ny ”mor” (pga. pension eller dødsfald) spørger man altid husets børn om, hvem de helst vil have som ny ”mor”. Går man på et tidspunkt på pension som ”mor”, betaler SOS for en resten af ens liv.

Familiehus opkaldt efter Danmark, da vi har sponsoreret huset

Som skrevet tidligere går børnene også i skole. I forhold til det vi fik fortalt, er man ret godt stillet som SOS-barn. Man får nemlig betalt skolegang til man er 23 år. Derudover sørger SOS ellers for, at barnet bliver integreret i verden uden for børnebyen. Skolen, som ligger i børnebyen, er ikke kun for børnene som bor i børnebyen. Udefrakommende børn kan også gå i skolen, og der skulle være stor prestige i at have sit barn i en SOS-skole, da SOS tiltrækker mange dygtige lærere. Derudover foregår tingene ikke helt som på andre skoler i Ghana. Det er f.eks. forbudt at slå børnene og man bliver fyret, hvis man bliver taget i det. I de mindre klasser (dem, vi ville betegne som børnehave-alder) kalder man ikke lærerne for teachers men for educators. Forskellen ligger i, at man ikke underviser på almindeligvis, ej heller i almindelige skoleemner (engelsk, matematik osv.) men i ting som vi også ville lave med børn i danske daginstitutioner. 

Børnebyen i Tema er den største i Ghana med 50 familiehuse. Børnebyen har nogle fantastiske faciliteter. De har f.eks. boldbaner med græs (i Ghana er det oftest grus eller jord, man spiller på), de har en virkelig flot og velholdt legeplads og der er i det hele taget meget rent i byen.

Legepladsen - det er første gang vi har set en legeplads, hvor der faktisk er græs! 

De runde hytter er klasse lokaler. Der er max 25 børn i hver klasse og altid to educators tilknyttet

Hvert klasse lokale var fint malet udenpå

Vi var alle meget imponerede over børnebyen og vi tog derfra med en rigtig god følelse i maven. Al den tid vi var været i Ghana, har vi kun sit rigtige dårlige forhold for efterladte børn. Det var derfor en virkelig god oplevelse at se børnebyen. At man ved, at flere steder i Ghana (og i hele verdenen) er der steder, som giver børnene rigtig gode muligheder, for at få et godt liv på trods af en meget dårlig start.

Denne weekend stod på arrangeret tur til Cape Coast.

Cape Coast er en kystby tre timers kørsel vest for Accra. Byen er især kendt for sin historie og for sine historiske bygninger bl.a. et slavefort bygget af hollænderne. Det var dette fort vi skulle se som det første. Rie og jeg havde allerede set et lille fort i Keta, som er bygget af danskerne. Det var dog et lilleput fort i forhold til Cape Coast Castle. Fortet er, som skrevet tidligere, bygget af hollænderne. Det er blevet brugt i forbindelse med slavehandlen tilbage i kolonitiden. Det var en meget surrealistisk følelse at stå under slottet i fangekældrene og fornemme fortidens pinsler. Kældrene var dengang fyldt til bristepunktet med sorte mennesker, som bare ventede på at blive sejlet til Amerika. Fangerne opholdte sig typisk to til fire måneder i kældrene og de havde ingen mulighed for at undslippe deres forfærdelige skæbne. Fangerne blev kun lige hold i live og forholdene var forfærdelige. Mange af fangerne døde inden de overhoved nåede ud af fangekældrene. Der var ingen mulighed for at gå på toilettet så man gjorde sit på gulvet. Derudover blev mange syge og man vadede derfor oftest rundt i opkast og lort. Samtidigt var luften utrolig dårlig, da man ikke har gjort stort ud af udluftningen. Det har været et rent helvede.

På vej ned i fangekælderen

Der var intet lys i fangekældrene dengang,

så fangerne blev oftest næsten blinde

inden de kom ud igen.

For de kvindelige slaver, kunne de også forvente at blive voldtaget. Nægtede de at lade sig seksuelt udnytte, blev de tortureret indtil de indvilgede i at blive voldtaget.

Ovenpå kældrene havde man bygget kirken. Her blev der prædiket om kærligehed til sin næste og om paradis i himlen. Ironisk når man tænker på alle de fortabte sjæle, man spærrede inde under jorden til den visse død. Paradis oppe, helvede lige nede under.

Udsigt fra Cape Coast Castle - paradis oppe, helvede nede!

Det er en meget stærk følelse, man står tilbage med. Og man kan ikke andet end at blive forfærdet over den ligegyldighed europæerne har haft over for afrikanerne. En ligegyldighed som også viser sig i barske tal. I kolonitiden fangede man 60 millioner sorte mennesker til slavehandlen. Kun 12 millioner sorte slaver nåede til Amerika. 48 millioner sorte mennesker mistede deres liv.. (Til sammenligning - i Ghana bor der omkring 22 millioner..)

Tallene taler for sig selv..

Udover Cape Coast Castle så vi Elmina Castle. Endnu en slavefort, bygget af portugiserne. Historien for slottet er det samme som Cape Coast Castle. Brugt som sidste opholdsted inden de blev sejlet til Amerika. Et sted familier blev splittet for evigt, et sted man håbede at dø inden man blev sejlet til en uvis skæbne.

Elmina Castle

Så blev vi låst inde, heldigvis blev vi ikke solgt som slaver ;)

Weekenden har dog ikke kun stået i skyggen af fortiden..

Ajoe og Torsten (medstuderende og dennes kæreste) havde læst om et hotel bygget ude midt i en sø fyldt med krokodiller. Der skulle vi da bo! Hans Cottage Botel hedder stedet og er helt sikkert et besøg hver. Man har bygget en kunstig sø, proppet søen med krokodiller og derefter bygget en restaurant ude i søen. Det var virkelig en sjov oplevelse at sidde og spise, mens store krokodiller svømmede rundt under os..

Farlig krokodille!!

Vi håber stolperne holder!

Søndag besøgte vi Kakum National Park, som består af regnskov. Inde midt i regnskoven har de bygget hængebroer mellem træerne. Det skal lige tilføjes at broerne hænger 40 meter over jorden og kun holdt oppe af (hvad der ligner gammelt) reb. Det var en lidt grænseoverskridende oplevelse, da man så, at broerne er bygget af stiger med træplanker ovenpå holdt oppe af en masse reb. Det knager og man er det meste af ruten ikke sikker på om broerne holder. (De påstår godt nok, at de aldrig har haft nogle uheld! Og det må man jo så klynge sig til, når man står midt på en knagende, svingene bro 40 meter over jorden.) Man kunne dog godt nå at nyde udsigten, da broerne er forbundet af platforme holdt oppe af træerne.

På vej op - stadig rimelig selvsikre.. ;)

Det knager!

Stiger, med træplanker holdt oppe af reb!!

En rigtig fed weekend og det er da nok ikke sidst gang Cape Coast og Elmina bliver besøgt, da strandene er ekstrem flotte..

- Trine

En weekend på en paradis stand

Arbejdet med rammerne går stødt fremad. Det tager dog sin tid, da malingen ikke ligefrem er af bedste kvalitet.. 

Derudover har vi besluttet os for at holde et to ugers tema-forløb om identitet. Vi vil smadder gerne lære mere om børnenes liv og hvad det vil sige at bo på gaden. Vi hat planlagt at starte med et powerpoint om vores eget liv - altså hvad det vil sige at være os i Danmark. Vi håber på at kunne få gang i tema-ugerne så snart rammerne er færdige. Udsigterne til det, ser i hvert fald ganske gode ud, da lærerne synes det er en rigtig god ide. Lad os håbe de husker det, når vi kommer og siger vi gerne vil igang med det.. 

I weekenden tog Rie og jeg på en improviseret weekendtur til en lille bitte by, ved navn Keta. Byen ligger tre timers kørsel øst for Accra. Byen ligger på en lille strimmel land, som deler havet fra Keta Lagoon. I Keta ligger der et gammelt dansk fort, som vi gerne ville se. Danmark har haft en masse handelsposter i Ghana (hovedsageligt slavehandel) og det kunne være rart at få lidt af den slags historie med inden vi rejser hjem. 

Fort Prinzenstein - bygget af danskerne og solgt til englænderne

Fange-kælderen, hvor der stadig er nogle af de gamle lænker

Vores guide fortalte os en masse om fortet og hvordan det var blevet brugt i forbindelse med slavehandel. Vi har godt vidst at danskerne har handlet med slaver, men lige pludselig at stå i et gammelt slavefort, var alligevel meget mærkeligt. Jeg stod i hvert fald med en form for flovhed over, at mine forfædre har solgt andre mennesker og derudover bare har opført sig som verdensmænd. Da vore guide hørte, at vi var danskere, skyndte han sig ellers at fortælle, at danskerne faktisk havde været nogle af de første til at stoppe med slavehandel og at vi efterfølgende, gennem bl.a. Danida, er nogen af dem som hjælper mest rent økonomisk med at få landet på rette fod igen. Det var som om han næsten ville undskylde, at han kunne fortælle sådan nogen ting om vores forfædre - men egentlig burde det jo næsten være Rie og jeg som undskyldte! Så undskyld Ghana fordi mine landsmænd engang ikke vidste bedre!! ;)

Derudover fortalte vores guide, at fordi danskerne havde været i området i mange år, så var der ord på deres lokalsprog, som er de samme som vores danske. De bruger f.eks. det samme ord om gaffel, saks og palmetræ som vi gør. Selvfølgelig med en anelse forskelligheder men både Rie og jeg kunne genkende ordene. Det er da sjovt! At de i Keta bruger danske ord.. :)

Det aller bedste ved vores tur til Keta var dog stranden!! De ghanesiske strande er næsten ikke til at bade på, da strømmen i vandet er for kraftig. Men derfor kan man godt sobbe! :)

Derudover boede vi på et hotel, som lå bogstaveligt lige på stranden.. Meget bedre kunne det altså bare ikke blive!!  

Udsigt fra morgenbordet

Ja tak!

Alt i alt en rigtig lækker weekend væk fra Accra's larm. Det var ligefør vi valgte ikke at tage hjem igen, men i stedet for blive på Keta's skønne skønne strand! 

- Trine

Bare kald mig håndværker

I øjeblikket er jeg konstant indhyllet i savsmuld og plettet af maling.

Rie, Trine og jeg er gået i gang med at lave rammer til vores personale/børnevæg. Vi har taget billeder af al personale og af alle børnene på CAS. Billederne skal sammen med deres navne, hænge i rammerne. Som jeg tidligere har fortalt, laver Rie og jeg et tegneforløb om identitet, hvor vi vil gøre børnene bevidste om, hvem de er. Rammerne er et led i dette forløb. Personalet skal have deres billede i rammerne, så man nemmere, som ny, ved hvem folk er og hvilken funktion på CAS de har. Børnene skal have deres billede der, så de også føler, at de er en del af CAS – at de også har et sted, de hører til og som er deres. Derudover skal der være billeder af de studerende, som er på CAS.

Da der sommetider kommer nye børn på CAS, skal der kunne indsættes eller skiftes billeder i rammerne.

Rammerne er lavet på store plader af træ, som der efterfølgende er blevet sat ramme-lister rundt om. Derefter har vi slebet kanter og flader med sandpapir, for at give rammerne et mere ”blødt” udseende.

Rammerne er blevet malet i sort og hvid. Vi har malet baggrunden sort eller hvid. Listerne er blevet malet i tern skiftevis sort/hvid. Det ser rigtig godt ud og alle på CAS synes, det er helt fantastisk, det vi har gang i.

Endelig lidt anerkendelse for vores arbejde!

Jeg har dog tænkt meget over vores arbejdsmetode. I Danmark ville du normalt have inddraget børnene i dit projekt. Du ville havet guidet børnene i arbejdet og måske selv have stået for en af rammerne, mens resten blev lavet af børnene.

Men det er slet ikke sådan, vi har grebet det an i forhold til projektet. Vi er så lykkelige for endelig at få godkendt et projekt og faktisk endelig at komme i gang med det, at der er gået egoisme i det. Vi vil selv lave rammerne, vi vil selv male dem og vi vil selv tage billederne af personale og børn. Behovet for selv at lave tingene er simpelthen opstået, fordi vi ikke føler vi har opnået noget i forhold til vores arbejde på CAS indtil videre. Det har her, vi burde se tingene i et lidt større perspektiv, men alligevel bliver stædige og egoistiske, for vi vil for alt i verden bevise, at det nu engang er os, der har lavet de rammer!

(Det skal lige siges, at det for engang skyld har været rart at være beskæftiget hele dagen i forhold til normalt, hvor meget af tiden går med at vente.. Lige nu står den på overlevelses-mode!) 

- Trine

To uger gået – Mange oplevelser rigere!!

Vores tur op igennem Ghana har været fuld af nye indtryk og ny viden.. For mit vedkommende var udsigterne til turen ellers ikke de bedste. Torsdag aften (afrejse fredag morgen) blev jeg ramt af bræksyge og var derfor meget i tvivl, om jeg kunne blive klar til turen. Med en kæreste, som også håbede på at opleve en masse de to uger han var og besøge mig, var mit humør ikke i top. Heldigvis blev jeg klar (dog lidt afkræftet) til afrejse om morgenen.

Jeg glædede mig til ”at vise” Ghana til Jeppe og turen starter da også helt ”perfekt” med en to timers tur på en helt absurd hullet vej.. Velkommen til Ghana! ;)

Første stop på vejen var ved et Monkey sanctuary. Her gik vi en kort tur igennem skoven og se aberne hoppe rundt mellem træerne. Denne gang fik vi ikke lov til at fodre aberne (som ved abe-stedet i Hohoe) og vi gik videre til en landsby hvor aberne nærmest lever side om side med indbyggerne. Her sad aberne i træerne i udkanten af landsbyen, på hustagene og steder, hvor der ellers lige var lidt ro og fred til dem..

(Det er for resten sjovt, hvor mange abe-jokes man kan lave om hinanden!) ;)

Aberne, som lever i og omkring landsbyen..

Vi overnattede på et guest house ved abe-stedet. Stedet var dejligt billigt og faktisk fint til prisen (selvom jeg nu ikke tror Trine M og Nina er helt enige med mig, da der åbenbart var rigtig mange STORE edderkopper!).. Vi betalte 10 cedi for et værelse for to personer, hvilket svarer til 38,50 kr. Der var så heller ikke andet på værelset end senge og myggenet – men hvad andet skal man bruge?

Om morgenen løb aberne rundt tæt på vores morgenbord og man bliver hver gang lige begejstret for hver ny abe, man ser!

Andet stop på turen var et vandfald. Denne gang skulle vi ikke gå synderligt langt for at komme til vandfaldet, til gengæld skulle vi gå på en hulens masse trapper. (Mindre sjovt for Nina, som stadig ikke kan gå så godt på hendes fod – hun har desværre revet ledbåndene over)

Jeg havde (med tanke på sidste vandfalds-tur) taget bikini inden under tøjet, men da vi kom ned til vandfaldet er der en stor gruppe ekstremt overstadige ghanesere, som tog en masse af pladsen. Så snart de så alle os hvide mennesker skulle de have taget billeder med os. Der blev takket pænt men rimelig bestemt nej fra min side. Det blev til badning med tøj på for mit vedkommende men under vandfaldet kom jeg.. :) Jeppe, som ikke var vant til ghanesernes lydt til at få taget billeder med hvide, fik taget sin del af billede-kvoten..

Næste destination for vores tur var Mole National Park, som er Ghanas største dyrereservat med flest forskellige dyr. Men inden vi ankom til parken stod den på mekaniker-arbejde for Ben vores chauffør. Da Ghanas veje ikke altid er de bedste (en underdrivelse!) gav bilen lidt mærkelige lyde fra sig. Vi måtte derfor holde ind i en lillebitte landsby, for at Ben lige kunne se efter. Her hjalp Rie og Jeppe gevaldigt til, med lige at sparke til lidt dæk og ellers proklamere at det hele ellers så godt ud.. ;)

Da vi ankommer til hotellet, er det første vi bliver mødt af to vortesvin, som vandre rundt uden for vores dør. Velkommen! Den eftermiddag havde vi bare fri og de hotellet ligger på bakke med udsigt over hele reservatet (og desuden har en pool) gjorde det os ikke noget at have eftermiddagen fri. Dagen efter skulle vi først på hiking (safari til fods) om eftermiddagen. Da vi om morgenen ser en stor flok elefanter bade i en sø neden for bakken steg vores forventninger flere grader i vejret.

De små grå prikker er faktisk elefanter! 

Et billed siger mere end tusind ord.. ;)

Eftermiddags-safarien stod ikke på elefanter, da de pga. varmen søger ind i skoven kølige skygge, men vi så en masse andre dyr i stedet. Vi så forskellige typer antilopper, krokodiller, aber og forskellige racer fugle. Vi så bavianer og vortesvin, som boede side om side med beboerne i en landsby. Bavianer er store og har større tænder end man lige skal tro, og når en stor bavian-han går hen imod dig, så er man ikke meget værd! Tro mig! Been there, done that!

Bavian og vortesvin er fuldstændigt ligeglad med, 

at de lever side om side med menneskerne.. 

Det er til gengæld bare rart at kunne æde alt skraldet

Det var en stor oplevelse at gå rundt imellem dyrene i deres normale omgivelser og vores forventninger til vores store safari tur til Kenya og Tanzania blev også skruet op.

Dagen efter stod den på morgen-safari og vi håbede meget på at se elefanter, da det typisk er om morgenen de kommer frem for at køle sig ned i vandet. Men da der om aftenen og natten havde været et gevaldigt regnskyl, var luften stadig kølig og chancen for at elefanterne kom til vandhullet var meget lille. Vi vandrede derfor rundt i to timer på jagt efter elefanterne. Dog uden held.. indtil guiden bliver ringet op og får af vide, at elefanterne hele tiden havde opholdt sig oppe ved informationshytten (det sted vi var startet vores safari).. Lidt uheldig har man da lov til at være..

Vi begiver os derfor den vej og pludselig kommer en elefant gående! Det er en enlig han-elefant på over 40 år, som leder efter flokken. Vi følger lidt efter den og kommer hurtigt ret tæt på den. Guiden fortæller at vi står i den rute og vi derfor skal flyttes os lidt. Vi får åbenbart flyttes os mere ind i dens rute for den føler sig truet af os og begynder derfor at gå hen imod os for at skræmme os – hvilket virker! Da guiden siger, vi skal løbe, behøver han ikke sige det to gange! Vi løber derfor lidt væk og det virker til at være langt nok for elefanten.. Vi står derfor stadig og kigger på elefanten, som er gået længere ud på sletten. Men pludselig ombestemmer den og begynder at lunte hen imod os igen. Vores guide råber vi skal løbe. Så vi må løbe igen. Det er åbenbart ikke nok for der bliver råbt: ”RUUUN!! RUUUUN FASTER!!” imens guiden lidt hiver geværet ned fra skulderen.. Da vi har fået af vide at en elefant kan løbe omkring 53 km/t så prøver man altså bare at få et forspring! Det var en vild oplevelse og jeg indrømmer da gerne, at man måske lige blev en anelse bange, da der bliver råbt, at man skal løbe hurtigere. At blive trampet ned af en sur han-elefant er måske ikke lige den måde, man har lyst til at ende sit liv på.. ;) Vi er dog alle sammen enige om at det var en fandens sjov oplevelse!

Øjeblikket inden vi får af vide, at vi skal løbe og at vi skal løbe hurtigt!

Efter vores morgen safari, stod den på kano tur. Men eftersom vi er i slutningen af en tør-periode, var der begrænset med vand i floden og det blev kun til en lille tur. Vi så lidt forskellige fugle og snakkede en masse om det meget meget grønne vand, som man åbenbart godt kunne drikke (ellers tak!) Højdepunkterne ved kanoturen var da dem, der havde lyst fik lov ti at padle og så Ries store glæde ved endelig at prøve at sejle i kano!! ;)

Det grønne vand man åbenbart kan drikke.. Hmm..

Inden vi vendte sydpå og mod Kumasi, så vi den ældste moske i Vestafrika. Den er slet ikke så stor, som den ser ud på billeder, men ganske flot alligevel. Moskeen har fire døre, som er meget meget små. Det er de, for at man skal bukke sig for at komme ind. I det man bukker sig for at komme ind af døren, bukker man også for Allah og viser dermed sin ydmyghed og loyalitet.

Den ældste moske i Vestafrika

Trine M foran en af de meget små døre..

På vej hen til moskeen blev vi ført gennem den lokale landsby. Vores guide, som selv bor i landsbyen, viste os rundt. Vi var helt inde i folks huse og han fortalte om, hvordan folk boede. Han sagde vi skulle føle os hjemme og bare tage så mange billeder, som vi havde lyst til. Men det havde jeg slet ikke lyst til. Jeg følte mig meget malplaceret og bevidst om, at jeg som hvid og fra Danmark har ufattelig mange flere midler end dem. Hele deres livsform blev eksponeret på en måde, jeg ikke brød mig om. Når vi stod der med vores vandflasker og dyre kameraer (noget de på ingen måde har råd til, ikke engang vandflasken), blev jeg flov over, at man som turist åbenbart har behov for at se deres simple livsform. At man har behov for at skulle se nogen, som rent økonomisk er så dårligere stillet end en selv. Men behovet er der åbenbart, for ellers havde det vel ikke været en del af den guidede tur?

Kumasi er en stor by, som på mange måde minder om Accra, men som alligevel adskiller sig så voldsomt fra den alligevel. Byen er bygget i et meget bakket terræn, så byen er bygget meget i niveauer. Derudover er byen rigere end Accra og der er derfor mange flottere og større bygninger. Alle sammen bygget færdige.. i forhold til i Accra. I Kumasi fik vi en masse viden om Ashanti-stammen, som er en af de største stammer i Ghana. I tidligere tider (inden kolonitiden) regerede Ashanti-stammen over et område næsten på størrelse med Ghana. Vi besøgt forskellige museums og det var tiltrængt med lidt historie. Vi besøgte bl.a. deres militær-museum, som ligger i et gammelt fort, hvor der har været udkæmpet et utal af krige om. En sjov historie (som faktisk siger meget om ghaneserne) er, at da englænderne forlod fortet, da Ghana blev selvstændigt, efterlod de en dør låst hvor der stod DANGER på. Døren forblev låst helt frem til 1987, altså omkring 30år, hvor man brød døren op og fandt en masse Ashanti guld gemt i rummet bag døren. Guldet blev brugt (man ved ikke rigtig længere på hvad) men historien bliver stadig fortalt.. Men at man lader sig skræmme af et skilt med ordet DANGER på og lader døren stå urørt i 30 år.. Hmm..

Vores tur sluttede med en tur på restaurant i Kumasi. God mad og hyggelige omgivelser.. indtil en fuldfed rotte stille og rolig hoppede ned af en trappe og løb ind i køkkenet. Jep, vi er stadig i Afrika, hvis nu vi skulle have glemt det!! ;)

- Trine

Cirkus CAS

Tiden den går og går. Nu har vi været i Ghana i over to måneder og inden vi ser os om har vi sidste dag i praktikken og Kenya, Tanzania og Zanzibar kalder.

Det er lige før vi går hen og får stress med alle de ting, vi skal nå, inden vi tager herfra. Med to store opgaver fra vores danske uddannelsessted, et pres fra praktikstedet om, at vi laver noget, når nu vi ikke ville på Hopeland, vores egne forventninger til de ting, vi gerne vil lave i praktikken holdt op i mod, hvad vi faktisk har mulighed for.

For at starte der, hvor alle bekymringerne har grobund. På CAS har vi fået vores helt eget skema, så de kan følge med i, hvilke aktiviteter vi laver på hvilket tidspunkt. Så langt så godt. I torsdag forrige uge havde vi planlagt en undervisningstime, som skulle handle om Danmark. Så børnene (og de ansatte) kan se, hvor stor forskel der er på Danmark og Ghana. Vi havde fået lov til at låne projekter og computer fra Awerness gruppen (gruppe, som tager ud på skoler og fortæller om gadebørn og om CAS). Hvad der bare ikke lige blev fortalt os, var at gruppen skulle ud den dag og derfor selv skulle bruge udstyret. Okay, så aftalte vi, at vi skulle lave timen i tirsdags i stedet. Det bliver tirsdag og vi fortæller Steve (vores anden supervisor, vi er blevet tilknyttet) at vi skal bruge udstyret. Det lyder fint siger han, og der er ingen problemer ved det. Vi skal holde timen om eftermiddagen og vi skynder os derfor hurtigt tilbage efter pause. Hvad der ikke er blevet fortalt os er, at man den resterende uge, skal øve replikker til en film, som skal filmes ugen efter. Meget meget frustrerende når man har lavet et stykke arbejde, man meget gerne vil dele med børnene. Men det, som går os mest på er, at vi ingen information får og at tingene foregår over hovedet på os. Vi får lov til en masse ting, men når det kommer til stykket, kan det ikke lade sig gøre alligevel. Det er konstant et skridt frem og fire tilbage!

Fredag sørgede vi for at være på CAS i god tid, så vi kunne sikre os styringen i formiddagens tegnetime. Vi havde hjemmefra aftalt, at emnet for timen skulle være deres historie om, hvorfor børnene er endt på gaden. Til at starte får vi af vide, at det kan sagtens lade sig gøre. Da det kommer til stykket, kan det alligevel ikke lade sig gøre, for børnene kan ikke relatere til emnet, hvis de ikke har haft undervisning om det. Det er noget fis at få af vide. Børnene ville godt kunne forstå opgaven uden problemer. Vi har en gang haft et time, hvor de skulle tegne situationer fra deres liv på gaden og her var ingen problemer! Jeg tror hovedsageligt, at problemet ligger hos de ansatte. De er fastbesluttet på, at det er begrænset, hvad børnene kan og holder sig derfor kun til det de kender.

Det er svært at føle sig hørt, når man gang på gang bliver trumfet ned i forhold til beslutninger. Og det er ikke sådan, at vi har mulighed for at protestere, for beslutningerne bliver taget overhoved på os samtidigt med at det foregår på tvi.

Vi har dog fået lov til at stå for en stor ting. Fredag d. 13 april bliver der afhold stor aktivitetsdag, da det er international dag for gadebørn d. 12 april. Børnene skal spille et spil, hvor der skal udføres en masse aktiviteter. Vi har fået til opgave at udforme de forskellige aktiviteter og dermed også bestemme, hvor mange point de skal give. Det er dejligt endelig at få ansvaret for noget der er lidt større. Det har vi brugt en masse timer på og jeg tror det bliver en rigtig god dag.

I fredags kunne jeg hente min kæreste i lufthavnen.. Det er skønt at have ham hernede i lidt over to uger. To måneder har føltes som meget lang tid.

Det er dejligt, at han får mulighed for at opleve min hverdag hernede. Så er der i det mindste en der hjemme som ved, hvad jeg har oplevet hernede.

Her til aften har vi fejret Jeanets fødselsdag med en tur i italiensk cirkus. Det var noget af en oplevelse (på godt og ondt!).. Cirkus er nu engang cirkus for mit vedkommende og det er ikke så tit jeg bliver overrasket eller imponeret. Men når klovnene får Trine M til at klukke og næsten græde af grin eller når linedanseren får dem til at blive bange, så kan man vel ikke lade være med ikke at trække på smilebåndet. :)

 På fredag står programmet på en 6-7 dages tur til Nordghana, hvor vi bl.a. skal se den ældste moske i Vestafrika, vandfald, nationalpark (forhåbentligt med en masse eksotiske dyr!), en masse landsbyer og Kumasi (som er den næst største by i Ghana).. Det bliver dejligt at komme lidt væk fra arbejde og Accra igen.

Når vi kommer hjem har vi KUN 2½ måned tilbage af praktikken.. Tiden må siges at gå hurtigt.. Tænk at man har været her så længe! 

- Trine

En af gadepigernes skønne skønne dreng på ½ år, som vi alle er godt og grundigt forelskede i!! :)

Fornuften (og sommetider også medmenneskeligheden) er forsvundet!!

Efter en uge på langs (ja, jeg kunne jo åbenbart ikke klare de fysiske strabadser ved at bestige et bjerg, så forrige uge stod på forstuvet fod og maveproblemer, så jeg intet mad kunne spise i tre dage - man bliver meget afkræftet, kan jeg fortælle!) så er jeg klar til start igen..

Forrige uge, imens jeg var syg, startede Rie og Trine vores forskellige aktiviteter op. Vi holder ”Girls group-counselling” hver mandag. Tirsdag og torsdag står vi for forskellige lege og sports-aktiviteter. Onsdag har vi vores famøse fridag (hvilket virkelig bliver nydt!). Fredag laver vi et narrativ tegneforløb - børnene tegner om deres liv på gaden og vi forsøger at skabe samtaler med børnene omkring deres tegninger. Vi vil bl.a. have dem til senere at tegne selvportrætter og portrætter af hinanden, så vi kan prøve at få skabt en bevidsthed hos børnene, om hvem de er.

Hver anden fredag vil vi ydermere forsøge at få lavet et legeforløb gennem metoden Joyful Play. Metoden kommer fra USA og bliver brugt i arbejdet med traumatiserede børn. Hjemme i Danmark bruges metoden på de forskellige asylcentre. Jeg har skrevet to opgaver omkring metoden sammen med Karen, og håber nu på også at få lov til at udføre den. Dem af jer, der kender mig fra semi ved, at jeg er rigtig positiv overfor metoden.. :)

Sprogbarrieren hernede begynder at vise sine dårlige sider i forhold til det pædagogiske arbejde. Forsøgene på at samle børnene og forklare dem forskellige regler i aktiviteterne bliver besværliggjort af, at mange af børnene (og de ansatte) ikke kan tale engelsk særlig godt (eller i det hele taget).. Meget af kommunikationen på CAS foregår på twi på trods af, at der er en regel om, at sprogfordelingen skal hedde 80-20% i engelsk favør. Det gør det svært at tage styringen i aktiviteterne, når man skal bruge en ansat som tolk. Det gør, at man føler stor frustration og sommetider tvivler på, at man kan få udført noget imens man er i praktik. Ens tanker om og forventninger til sig selv som pædagog bliver i den grad sat på en prøve og det kan være yderst demotiverende i det hele taget at føle sig så hjælpeløs (og til overs) det meste af tiden. Heldigvis er vi gode til at tale ud om vores tanker og følelser indbyrdes og vi støtter hinanden det bedste, vi har lært.

Nu skal det ikke lyde som om, at det hele er en stor frustration at være på CAS, for det er det bestemt ikke. Børnene er stadig det bedste ved arbejdet (og det er jo heldigvis sådan det skal være)..

Når jeg kommer hjem til DK igen, er jeg mester i bordtennis. En af de skønne skønne drenge ”underviser” mig i bordtennis-sportens fantastiske muligheder. Jeg spillede i en times tid med ham og fik skabt en rigtig god relation igennem spillet. Nu gælder det så om at fastholde og arbejde på relationen igennem andet end bordtennis – men et sted skal man starte! :)

Vi havde et møde med vores superviser  på CAS (Bridget) i fredags. Vi fik snakket om den ghanesiske undervisningskultur og om CAS’ kultur og institutionspolitik.

Vi har undret os meget over, at man på CAS har en regel om, at man ikke må slå børnene, men at denne regel desværre ikke altid overholdes. I Ghana har man åbenbart en lov i deres skole-lov (hvad der kan sammenlignes lidt med vores folkeskolelov) som siger, at man gerne må true børnene med tæv men at man ikke må tæve børnene. Kender i begrebet ”alt er relativt”? Det kender ghaneserne i hvert fald for det er åbenbart meget relativt, hvad tæv er. For at vende tilbage til CAS og regel om ikke at må slå børnene. Hjemmefra er vi vant til, at arbejder du et sted, så har du gennem din ansættelse accepteret institutionens politik, om du så er enig eller ej. Det er IKKE det samme i Ghana (eller i hvert fald ikke på CAS). Her kører man stort set sit eget løb i forhold til pædagogisk tankegang. Og dermed også i forhold til spørgsmålet om man må slå børn!

Hvorfor der ikke bliver gjort noget ved det fra ledelsens side, spørger i?? Ja, det spurgte vi også om. Svaret (vi fik) er simpelthen, at ledelsen er svag. Bom! Og jeg er helt enig. (For lige at lave en grov generalisering) Ghaneserne er et konfliktsky folk og det gør det unægtelig svært at få startet en diskussion og højst sandsynligt en af årsagerne til der intet bliver gjort.

Derudover ligger det åbenbart i den ghanesiske undervisningskultur, at man truer børnene med en bambuspind til disciplin. Men hvor meget respekterer et barn en underviser, som konstant truer med tæv?? Og hvor længe kan man ”nøjes” med at true, indtil man bliver nødt til slå?? Og hvor meget respekt til barnet har en underviser, når man føler behov for at true?? Det er helt skævt, især når de faktisk har nedskrevet børns rettigheder, som minder meget om vores. Fx at barnet har ret til at blive behandlet med respekt.

Netop dette dilemma fortalte Bridget også om. Balancen mellem på den ene side at være underviser, som skal behandle barnet med respekt, i forhold til skoleloven, mens man på den anden side stadig hænger fast i en ældgammel undervisningsform med tæv, som faktisk ikke er direkte ulovlig, men som kan gradbøjes, så den passer til den enkelte undervisers behov!

Desværre virker det ikke som om tingene er i umiddelbar forandring, på trods af, at mænd og kvinder som Anthony, taler stærkt for ikke at slå børn.. 


- Trine

Ny profession: Abehvisker og bjergbestiger

Sidste weekend bød på første arrangerede tur fra Anthonys side. Vi skulle se abe-landsby, vandfald og bestige et bjerg.

Vi blev hentet kl. 6.30 om morgenen af Afrikas udgave af Stig! (Som i Stig fra Top Gear)..

Af sted i en fyldt bil mod Hohoe (by i, tæt på grænsen til Togo). Første stop på turen var abe-landsbyen, som ligger i en lille bitte flække inde midt i junglen. Aberne lever inde i junglen og er altså vilde aber, men da det er en meget fredelig aberace, så lever aberne og menneskerne fredeligt sammen i al fordragelighed (som vores guide fortalte det)..

Vi skulle betale 8cedi (27kr) for at komme ind til aberne. For de penge har landsbyen fået elektricitet, rindende vand og en skole. Det må ellers kaldes at få fuld valuta for pengene?? ;)

At komme fra Accras larmende trafik og røde halv-golde sletter til dette grønne paradis, var fantastisk. Vi skulle et godt stykke ind i junglen for at nå ind til et af abernes opholdsteder. Vi har nok alle taget et hav af billeder af grøn jungle. J

At komme ind til aberne var helt vildt. Vores guide have taget en klase bananer med og spurgte om vi ville prøve at fodre dem. Øøøøh ja da!! Vi skulle holde på midten af bananen og så stikke armen op mod grenene. Så kastede aberne selv deres lille overkrop ud fra grenene og tog fat om bananen. De skrællede bananen og tog enten bider af bananen imens den stadig var i ens hånd eller brækkede et lille stykke banan af som de kravlede op i træet med. Det var en rigtig sjov fornemmelse at være så tæt på sådan en lille sød abe. Jeg var så heldig, at få muligheden for at få en abe på armen. Det var en helt fantastisk og sjov følelse!

Efterfølgende blev vi kørt til vores hotel, hvor der desværre ikke var noget vand (hvilket er ret frustrerende, når man kommer fra sit ghanesiske hjem, hvor der heller ikke er vand, og det eneste man faktisk har lyst til er et bad!)

Dagen efter kørte vi til Wli Waterfalls, som vidst nok er Ghana’s højeste vandfald. Der er ingen som rigtig ved, hvor højt vandfaldet er, men ghaneserne mener selv, at det er mellem 20 meter og 2km (men så er man da også sikker på, at man er helgarderet). Igen skulle vi gå et godt stykke tid inde i junglen, før vi kom ind til vandfaldet. Jeg havde desværre ikke mit badetøj med, men det skulle i hvert fald ikke holde mig tilbage. Så af med kjolen og ud under vandfaldet. Skøøønt!!

Tredje og sidste stop på vores tur, var ved bjerget Afadjato, som er 885meter højt og dermed Vest Afrikas højeste bjerg (ikke sammenlignet med højeste punkt, da det her bjerg er enkeltstående og ikke støtter sig op af andre bjerge).

Jeg tror ikke, at nogle af os havde nogen anelse om, hvor hårdt den tur skulle blive. Jeg kan starte med at sige, at jeg ikke i lang tid (sikkert aldrig) har svedt så meget!! Stien op var fyldt med sten og rødder og det var meget meget stejlt. Nogle steder skulle man næsten kravle på alle fire for at komme frem og der blev holdt en del pauser.

Følelsen da vi nåede toppen, var næsten det bedste ved hele bjergstigningen. Man havde det i hvert fald godt med sig selv!

Turen ned var nærmest lige så hård som turen op. Lårene syrede i hvert fald lidt til og det har da nok været derfor, jeg endte med en forstuvet fod, da jeg mistede fodfæstet på et tidspunkt. 

Det var en rigtig rigtig fed tur og virkelig godt at se noget andet af Ghana. Endelig så vi det Ghana man kan forelske sig i. Det grønne paradis.. 

- Trine