Tiden den går og går. Nu har vi været i Ghana i over to
måneder og inden vi ser os om har vi sidste dag i praktikken og Kenya, Tanzania
og Zanzibar kalder.
Det er lige før vi går hen og får stress med alle de ting,
vi skal nå, inden vi tager herfra. Med to store opgaver fra vores danske
uddannelsessted, et pres fra praktikstedet om, at vi laver noget, når nu vi
ikke ville på Hopeland, vores egne forventninger til de ting, vi gerne vil lave
i praktikken holdt op i mod, hvad vi faktisk har mulighed for.
For at starte der, hvor alle bekymringerne har grobund. På
CAS har vi fået vores helt eget skema, så de kan følge med i, hvilke
aktiviteter vi laver på hvilket tidspunkt. Så langt så godt. I torsdag forrige
uge havde vi planlagt en undervisningstime, som skulle handle om Danmark. Så
børnene (og de ansatte) kan se, hvor stor forskel der er på Danmark og Ghana.
Vi havde fået lov til at låne projekter og computer fra Awerness gruppen
(gruppe, som tager ud på skoler og fortæller om gadebørn og om CAS). Hvad der bare
ikke lige blev fortalt os, var at gruppen skulle ud den dag og derfor selv
skulle bruge udstyret. Okay, så aftalte vi, at vi skulle lave timen i tirsdags
i stedet. Det bliver tirsdag og vi fortæller Steve (vores anden supervisor, vi
er blevet tilknyttet) at vi skal bruge udstyret. Det lyder fint siger han, og
der er ingen problemer ved det. Vi skal holde timen om eftermiddagen og vi
skynder os derfor hurtigt tilbage efter pause. Hvad der ikke er blevet fortalt
os er, at man den resterende uge, skal øve replikker til en film, som skal
filmes ugen efter. Meget meget frustrerende når man har lavet et stykke
arbejde, man meget gerne vil dele med børnene. Men det, som går os mest på er,
at vi ingen information får og at tingene foregår over hovedet på os. Vi får
lov til en masse ting, men når det kommer til stykket, kan det ikke lade sig
gøre alligevel. Det er konstant et skridt frem og fire tilbage!
Fredag sørgede vi for at være på CAS i god tid, så vi kunne
sikre os styringen i formiddagens tegnetime. Vi havde hjemmefra aftalt, at
emnet for timen skulle være deres historie om, hvorfor børnene er endt på
gaden. Til at starte får vi af vide, at det kan sagtens lade sig gøre. Da det
kommer til stykket, kan det alligevel ikke lade sig gøre, for børnene kan ikke relatere
til emnet, hvis de ikke har haft undervisning om det. Det er noget fis at få af
vide. Børnene ville godt kunne forstå opgaven uden problemer. Vi har en gang
haft et time, hvor de skulle tegne situationer fra deres liv på gaden og her
var ingen problemer! Jeg tror hovedsageligt, at problemet ligger hos de
ansatte. De er fastbesluttet på, at det er begrænset, hvad børnene kan og
holder sig derfor kun til det de kender.
Det er svært at føle sig hørt, når man gang på gang bliver
trumfet ned i forhold til beslutninger. Og det er ikke sådan, at vi har
mulighed for at protestere, for beslutningerne bliver taget overhoved på os
samtidigt med at det foregår på tvi.
Vi har dog fået lov til at stå for en stor ting. Fredag d.
13 april bliver der afhold stor aktivitetsdag, da det er international dag for
gadebørn d. 12 april. Børnene skal spille et spil, hvor der skal udføres en
masse aktiviteter. Vi har fået til opgave at udforme de forskellige aktiviteter
og dermed også bestemme, hvor mange point de skal give. Det er dejligt endelig
at få ansvaret for noget der er lidt større. Det har vi brugt en masse timer på
og jeg tror det bliver en rigtig god dag.
I fredags kunne jeg hente min kæreste i lufthavnen.. Det er
skønt at have ham hernede i lidt over to uger. To måneder har føltes som meget lang tid.
Det er dejligt, at han får mulighed for at opleve min
hverdag hernede. Så er der i det mindste en der hjemme som ved, hvad jeg har
oplevet hernede.
Her til aften har vi fejret Jeanets fødselsdag med en tur i
italiensk cirkus. Det var noget af en oplevelse (på godt og ondt!).. Cirkus er
nu engang cirkus for mit vedkommende og det er ikke så tit jeg bliver
overrasket eller imponeret. Men når klovnene får Trine M til at klukke og
næsten græde af grin eller når linedanseren får dem til at blive bange, så kan man vel ikke lade være med ikke at trække på
smilebåndet. :)
Når vi kommer hjem har vi KUN 2½ måned tilbage af
praktikken.. Tiden må siges at gå hurtigt.. Tænk at man har været her så længe!
- Trine
En af gadepigernes skønne skønne dreng på ½ år, som vi alle er godt og grundigt forelskede i!! :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar