Bare kald mig håndværker

I øjeblikket er jeg konstant indhyllet i savsmuld og plettet af maling.

Rie, Trine og jeg er gået i gang med at lave rammer til vores personale/børnevæg. Vi har taget billeder af al personale og af alle børnene på CAS. Billederne skal sammen med deres navne, hænge i rammerne. Som jeg tidligere har fortalt, laver Rie og jeg et tegneforløb om identitet, hvor vi vil gøre børnene bevidste om, hvem de er. Rammerne er et led i dette forløb. Personalet skal have deres billede i rammerne, så man nemmere, som ny, ved hvem folk er og hvilken funktion på CAS de har. Børnene skal have deres billede der, så de også føler, at de er en del af CAS – at de også har et sted, de hører til og som er deres. Derudover skal der være billeder af de studerende, som er på CAS.

Da der sommetider kommer nye børn på CAS, skal der kunne indsættes eller skiftes billeder i rammerne.

Rammerne er lavet på store plader af træ, som der efterfølgende er blevet sat ramme-lister rundt om. Derefter har vi slebet kanter og flader med sandpapir, for at give rammerne et mere ”blødt” udseende.

Rammerne er blevet malet i sort og hvid. Vi har malet baggrunden sort eller hvid. Listerne er blevet malet i tern skiftevis sort/hvid. Det ser rigtig godt ud og alle på CAS synes, det er helt fantastisk, det vi har gang i.

Endelig lidt anerkendelse for vores arbejde!

Jeg har dog tænkt meget over vores arbejdsmetode. I Danmark ville du normalt have inddraget børnene i dit projekt. Du ville havet guidet børnene i arbejdet og måske selv have stået for en af rammerne, mens resten blev lavet af børnene.

Men det er slet ikke sådan, vi har grebet det an i forhold til projektet. Vi er så lykkelige for endelig at få godkendt et projekt og faktisk endelig at komme i gang med det, at der er gået egoisme i det. Vi vil selv lave rammerne, vi vil selv male dem og vi vil selv tage billederne af personale og børn. Behovet for selv at lave tingene er simpelthen opstået, fordi vi ikke føler vi har opnået noget i forhold til vores arbejde på CAS indtil videre. Det har her, vi burde se tingene i et lidt større perspektiv, men alligevel bliver stædige og egoistiske, for vi vil for alt i verden bevise, at det nu engang er os, der har lavet de rammer!

(Det skal lige siges, at det for engang skyld har været rart at være beskæftiget hele dagen i forhold til normalt, hvor meget af tiden går med at vente.. Lige nu står den på overlevelses-mode!) 

- Trine