Første måned i Afrika er veloverstået.

Vi får oplevet en masse og samtidigt får vi udfordret vores forskellige synspunkter og livsanskuelser.

I sidste uge havde vi fornøjelsen at opleve ”Religious and moral education”-class på vores praktiksted CAS. Her lagde læreren op til en lille debat omkring kristendom og om man tror på Gud eller ej. Det var noget af en prøvelse ikke at komme op og skændes med læreren, men med udtalelser som, at vi i Europa ikke kendte til religion, Gud bestemmer alt, dinosaurerne blev tilintetgjort af Gud, fordi de spiste hinanden og at de sorte snart skal overtage verdensmagten, så er det unægtelig lidt svært ikke at komme med kritiske kommentarer..

Vidste I forresten at Gud gav ideen til TV’ets opfindelse? (Mennesket kan ikke selv tænke for alle tanker og ideer er tanker givet af Gud, har vi fået fortalt..)

Det skal lige indskydes, at jeg intet har imod troende mennesker, men vi synes nu alle, at den undervisning time var lige i overkanten.

En anden ting vi havde ”fornøjelsen” at opleve var bambuspinden. Til en time, kom læreren ind med en bambuspind i hånden. Den blev svirpet hårdt gennem luften, banket et par gange i bordene og så blev der ellers sagt, at hvis nogle af børnene kom for sent, sov eller snakkede i timerne ville de få slag. Rie, Trine og jeg kiggede bare på hinanden og vi blev alle sammen ret nervøse.. Heldigvis blev bambuspinden ikke brugt, på trods af truslerne, men vi sad med hjertebanken og svedige hænder gennem hele timen.

Efterfølgende spurgte vi lærerinden, hvorfor den anden lærer havde haft pinden med ind og om det var normalt. Hun sagde, at det var det ikke, for på CAS må man ikke slå, så det gjorde de ikke så ofte!!! Desuden har det åbenbart heller ikke nogen virkning at slå på gadebørn, da de i forvejen er vant til det.. Trist trist verden :(

I weekenden har vi været til bryllup, hos en bekendt af Anthony.

Vi havde alle fået syet kjoler i afrikansk-mønstre. Nogen kjoler pænere end andre (læs: min kjole bliver ikke luftet i Danmark!! Men de andres var rigtig flotte..)

Brylluppet foregik nogenlunde som i Danmark. Der var bare skruet fuldstændigt op for marengsen i udsmykning, kjole og blomster. Præsten var en del mere opfriskende end de fleste danske sognepræster og der blev også danset og sunget vildt og voldsomt i kirken, hvilket man jo heller ikke lige er vant til i Danmark.

I dag har Rie, Trine og jeg været på besøg på Street Girls Aid’s børneafdeling (søster organisation til CAS), som er et overdimensioneret integreret børnehus. Normeringen er helt hen i vejret og det eneste vi har lavet i dag, har været at trøste børn. Børnene bliver kun skiftet en gang om dagen og kun hvis de har skidt i bleen. Børnene bliver på ingen måde stimuleret og de dasker bare hvileløst rundt. Som I nok kan forestille jer, er der en masse konflikter børnene imellem. De voksne slår børnene flere gange om dagen, fordi børnene ikke lige gør det, de voksne forventer af dem eller simpelthen bare fordi de lige står i vejen. En del af børnene kan ikke opretholde øjenkontakt i længere tid af gangen og jeg sad i tre kvarter med en dreng på skødet, som var helt apatisk. Omsorgssvigt af værste skuffe, vil jeg næsten snige mig til at sige.

Så er der frokost..

På trods af de lidt hårde oplevelser en gang imellem, så er jeg begyndt at vænne mig til min nye hverdag hernede.. Tiden går lige pludselig lidt hurtigere..

- Trine

You will make me happy!

Endnu en uge er gået og lige om lidt har vi været her en hel måned! Vildt!

Folk hernede er generelt rigtig åbne og meget imødekommende.. Og sommetider bliver folk også lige imødekommende nok. For det meste er det ikke ubehageligt, da vi lidt har vænnet os til det (selvom vi da ikke altid synes det er lige sjovt).. Men en af morgenerne i den her uge slår alligevel alt hvad vi ellers har oplevet. Vi sidder og venter på vores taxi, som skal kører os på arbejde, da en mand kommer hen til os. Han spørger os, om vi sælger noget og om hvad det er. Vi siger, at vi ingenting sælger men gør opmærksom på butikken vi sidder foran. Manden sætter sig derefter på hug ret tæt ind til mig. Kigger op mig og siger: "Come on, we go. You will make me happy". Jeg siger, at nu skal han gå, hvortil han gudhjælpemig siger: "You fuck me for a banana!" Derefter går han heldigvis, men vi sad bare helt mundlamme tilbage. Vi kunne bare ikke andet end grine af det, for det var simpelthen så mærkelig en situation, der pludselig opstod. 

Ugen har ellers været stille og rolig. Vi er begyndt at komme lidt mere ind i rutinerne på CAS (ikke fordi der er mange) og vi er begyndt at få nogle gode ideer til, hvordan vi kan komme med pædagogiske input. Det er dejligt, da vi ellers har været rådvilde i forhold til, hvad der var muligt og lignende. 

Vi skal stadig selv tage alt ansvar, men vi har observeret lærerinden en del og fundet ud af, at hun er virkelig dygtig til sit job. Usædvanligt tålmodig og formår virkelig at fange børnene, hvor de er. Hun kan være skrap men er altid retfærdig. Hende håber vi på at kunne fange til nogle snakke omkring pædagogikken på CAS..

Idag har vi været ude og se Hopeland, som er en anden afdeling af CAS.. Det har nok været en af de værste dage hernede. Ikke fordi Hopeland var noget dårligt sted. Men fordi måden man kommer ud til Hopeland på, grænser til tortur. Det tager over to timer, i tre forskellige busser, som er designet til dværge. Sæt dig to timer med knæene oppe under hagen på et bulet underlag, helst med et jernrør i ryggen som eneste rygstøtte og hop så på stedet imens du sidder i et 30 grader varmt rum uden aircon . Hold en lille pause og start så forfra med to timer. En tur gennem helvede!!! Og vi skal gøre det igen mandag. Er der ingen lyd fra os den efterfølgende uge, er det fordi vi ikke har overlevet turen. 

Vi er omsider flyttet for det dyre Guest House, hvor vi hver især betalte 2200kr for at bo om måneden. Der hvor vi er flyttet hen, betaler vi kun 600kr om måneden hver især. Så vi prøver at få et værelse hver, så vi ikke skal dele halvanden mand seng i 5 måneder. Vi vil helst gerne kunne holde hinanden ud til den bitre ende ;)

Håber alle derhjemme har det dejligt. Alle er i hvert fald savnet!

- Trine

T.I.A – This is Africa

Første uge i praktikken er vel overstået. Vi har hjemmefra formået at vælge den institution, som ligger længst væk i forhold til der, hvor vi bor. Så vi skal hver morgen krydse Accra sammen med resten af Accra’s indbyggere – det tager sin tid! Men Anthony har lavet en aftale med en taxi-chauffør, som kører os til arbejde om morgenen. Det er lidt luksus, men så står den også på 2 x Tro Tro om eftermiddagen, når vi skal hjem. Det er meget interessant og der opstår oftest sjove og underlige situationer.

Kommer jeg hjem og min *øv er blevet større og fladere er her forklaringen – vi sidder ned og laver absolut ingenting hele dagen og deres stole og bænke på CAS (praktiksted) er absurd hårde at sidde på.

Vi har ingen studievejleder men en superviser, som vi kan komme til, hvis vi har nogle spørgsmål. Jeg ved, at jeg skal se positivt på tingene, men i øjeblikket virker vores halve år på CAS, som en umulig stor mundfuld og udfordring.

Deres fieldwork (hvor de tager ud i gaderne for at opsøge gadebørnene) er stoppet, fordi man vil presse regeringen til at overtage den del. Det er derfor de samme 20 børn, som kommer ind hver dag. Det skal lige siges at vi måske er 12-15 voksne, der arbejder på stedet, så man må sige, at vi i Danmark kan lære noget af den form for normering. Der, hvor den gode normering, går i vasken, er at ingen (udover en enkelt, som sidder i administrationen) har en uddannelse inden for et pædagogisk fag. Folk, har fx. uddannelse inden for syning, frisør og træ-værksted. Så mange af dem sidder kun på deres respektive værksteder, også selvom det ikke er deres værksted, som er den gældende times aktivitet (hver dag følger man et fastlagt skema med aktiviteter). Der sidder altså en masse voksne, som ikke har en hujende fis at lave. Oftest bliver aktiviteterne heller ikke sat i gang, ”for børnene gider jo alligevel ikke”. (Vi har direkte spurgt og det var det svar vi fik!!!)

Det eneste som faktisk ser ud til at virke, er når der er undervisning fordi det er obligatorisk for børnene. Vi har derfor også leget lærere og fået tildelt hver vores barn, vi har skulle undervise. Det er overhovedet ikke sjovt, når man skal undervise i matematik og man selv nærmest er på samme niveau, som børnene (plus, minus, gange og divisionstykker). Det er lige med at få støvet de grå hjerneceller af og så prøve at huske, det man lærte i folkeskolen samtidigt med, at man skal forklare det på engelsk!! :/

Vi (Rie, Trine og jeg) har altså besluttet at prøve at ”overtage” aktiviteterne og så bare sætte dem i gang og så derefter spille dumme, hvis vi får af vide, det må vi ikke.

På CAS er der også en hollandsk studerende, som har været der i fem måneder. Hun har fortalt os om hendes forsøg på at sætte ting i gang og hun opgav efter to måneder. Så kryds fingrer for, at vi har bedre held med det.

Derudover virker det ikke som om der er nogle synderligt større pædagogiske tanker bag handlingerne (eller manglende på samme og det sikkert et resultat af de manglende uddannelser), så det bliver et interessant halvt år, hvor AL ny faglig viden, kun kommer på vores initiativ. 

Vi har som sagt kun været der en enkelt uge, så vi holder stadig vores sind åbne, men nu må vi se om de kan overraske os positivt.

Ellers går alt godt hernede. Vi bor stadig på det samme Guest House, men vi bor nu alle danskerne sammen under et tag og det er rigtig hyggeligt. Vi glæder os nu alligevel alle sammen til at Jeanet slår sig til vores gruppe. Vi skal hente hende i lufthavnen d. 20 :)

Anthony har arrangeret en masse turer for os, som for det meste foregår i en forlængede weekender. Der er dog en længere tur op igennem Ghana, som kommer til at vare 6-7 dage. Det er i april og vi ser meget frem til det. Turen tager os op nordpå igennem Ghana og undervejs skal vi igennem regnskov, savanne og en masse små landsbyer. Derudover kommer vi i gennem Kumasi, som er Ghana’s anden største by.

Tilbage til Tro Tro’erne (busser), jeg fortalte om tidligere, kommer her en lidt sjovt episode. Vi er på vej hjem og er nået til Accra centrum, hvor Tro Tro’en kører på nogle meget meget smalle veje. Den holder lidt en til siden lige efter at have drejet til højre i et kryds og skal sætte nogle folk af. Bag os kommer en stor Tro Tro, som skal udenom os. Chaufføren i den tror, han kan komme forbi os og  prøver at snegle sig forbi os. Der er så ikke lige plads alligevel og han skraber siden af vores Tro Tro. Der er måske kommet lidt ridser i lakken, men ellers ingen skade sket. Men jeg har aldrig oplevet så vrede mænd stå og råbe helt sindssygt af hinanden. Det hele foregår på twi (sprog hernede), så vi fatter hat af hvad der sker. Derudover holder vi og spærre hele vejen og stopper derfor trafikken fuldstændigt. Det resulterer jo bare i, at flere blander sig i konflikten og det bliver vildere og vildere. Vi ender med at kigge på hinanden, hvorefter vi i stiltiende enighed vælger at gå resten af vejen, hen til næste Tro tro-holdeplads, hvor vi skal med en anden Tro Tro. Det var så surrealistisk at opleve og alligevel også ret sjovt for ghaneserne er normalt meget meget rolige mennesker og det går for det meste alt for langsomt for os andre, men kommer det til trafikken er de sindssyge!!

I går skulle vi have været til forlovelsesfest hos noget af Anthonys familie. Men da Nina faldt og forstuvede foden fredag aften, blev Nina og jeg nødt til at blive hjemme og tage på hospitalet i stedet for. Det var også noget af en oplevelse, som kan beskrives som ekstremt tragikomisk. (Så tragikomisk at jeg faktisk ikke engang kunne græde over det, men kun grine fordi det er så absurd, den måde de gør tingene på!) Der er kontant betaling ved kasse 1, hver gang du skal hen til en ny afdeling eller tilbage til en du allerede har været på. Nina kom af med næsten 400kr i går for registrering, konsultation, bandage, smertestillende, røgten og så rapportskrivning.

Det ghanesiske sygehussystem er tosset for har du ikke nok penge er det bare ærgerligt, også selvom du er i gang med en behandling.

Vi klør på med en ny uge i praktikken, hvor vi fredag skal besøge det, der hedder Hopeland uden for Accra. Det er en del af CAS, hvor børn bliver sendt ud, når de har bevist, de gerne vil væk fra gaden og på den måde har kvalificeret sig til at komme videre i systemet.

- Trine

Nu er det os, der er de kloge!

Fra at være fire studerende fra Roskilde, har vi i løbet af de sidste par dage rundet 16 studerende fra Danmark. Og der er flere på vej. 
Jyderne er i overtal, men de virker nu alligevel søde nok ;)


Igår mødtes vi alle sammen og vi fra Roskilde viste de andre rundt i Osu (den bydel vi bor i).. Vi kunne for en gang skyld virke som om, det var os, der havde styr på det hele.. 
Vi er indtil videre kommet godt ud af det med hinanden og det virker som om der er en god kemi i hele gruppen. Det er dejligt, når man nu er så mange unge samlet under samme tag. Desuden er det bare skønt med endnu flere sparingspartnere, når vores praktikker går i gang. 


Vi har i dag været ude og se to af praktik-stederne. De to steder virkede meget lovende og viser mit praktiksted sig at være bare halvt så godt, så er jeg mere end tilfreds. (Så bliver et halvt år væk fra Danmark lige pludselig mere tåleligt..)


Vi starter alle i praktik på mandag og det ser vi meget frem til. Vi har nu været her en uge og er begyndt at være en anelse rastløse. Vi fire fra Roskilde har heldigvis en virkelig god kemi sammen så vi hygger os virkelig i hinandens selskab. Vi glæder os dog alligevel rigtig meget til at Jeanet kommer ned til os og fuldender vores gruppe. 


- Trine