I sidste uge havde vi fornøjelsen at opleve ”Religious and
moral education”-class på vores praktiksted CAS. Her lagde læreren op til en lille
debat omkring kristendom og om man tror på Gud eller ej. Det var noget af en
prøvelse ikke at komme op og skændes med læreren, men med udtalelser som, at vi
i Europa ikke kendte til religion, Gud bestemmer alt, dinosaurerne blev tilintetgjort
af Gud, fordi de spiste hinanden og at de sorte snart skal overtage
verdensmagten, så er det unægtelig lidt svært ikke at komme med kritiske
kommentarer..
Vidste I forresten at Gud gav ideen til TV’ets opfindelse?
(Mennesket kan ikke selv tænke for alle tanker og ideer er tanker givet af Gud, har vi fået fortalt..)
Det skal lige indskydes, at jeg intet har imod troende
mennesker, men vi synes nu alle, at den undervisning time var lige i
overkanten.
En anden ting vi havde ”fornøjelsen” at opleve var
bambuspinden. Til en time, kom læreren ind med en bambuspind i hånden. Den blev
svirpet hårdt gennem luften, banket et par gange i bordene og så blev der
ellers sagt, at hvis nogle af børnene kom for sent, sov eller snakkede i
timerne ville de få slag. Rie, Trine og jeg kiggede bare på hinanden og vi blev
alle sammen ret nervøse.. Heldigvis blev bambuspinden ikke brugt, på trods af
truslerne, men vi sad med hjertebanken og svedige hænder gennem hele timen.
Efterfølgende spurgte vi lærerinden, hvorfor den anden lærer
havde haft pinden med ind og om det var normalt. Hun sagde, at det var det ikke,
for på CAS må man ikke slå, så det gjorde de ikke så ofte!!! Desuden har det
åbenbart heller ikke nogen virkning at slå på gadebørn, da de i forvejen er vant til det..
Trist trist verden :(
I weekenden har vi været til bryllup, hos en bekendt af
Anthony.
Vi havde alle fået syet kjoler i afrikansk-mønstre. Nogen
kjoler pænere end andre (læs: min kjole bliver ikke luftet i Danmark!! Men de
andres var rigtig flotte..)
Brylluppet foregik nogenlunde som i Danmark. Der var bare
skruet fuldstændigt op for marengsen i udsmykning, kjole og blomster. Præsten
var en del mere opfriskende end de fleste danske sognepræster og der blev også
danset og sunget vildt og voldsomt i kirken, hvilket man jo heller ikke lige er
vant til i Danmark.
I dag har Rie, Trine og jeg været på besøg på Street Girls
Aid’s børneafdeling (søster organisation til CAS), som er et overdimensioneret integreret børnehus.
Normeringen er helt hen i vejret og det eneste vi har lavet i dag, har været at
trøste børn. Børnene bliver kun skiftet en gang om dagen og kun hvis de har
skidt i bleen. Børnene bliver på ingen måde stimuleret og de dasker bare
hvileløst rundt. Som I nok kan forestille jer, er der en masse konflikter
børnene imellem. De voksne slår børnene flere gange om dagen, fordi børnene
ikke lige gør det, de voksne forventer af dem eller simpelthen bare fordi de
lige står i vejen. En del af børnene kan ikke opretholde øjenkontakt i længere
tid af gangen og jeg sad i tre kvarter med en dreng på skødet, som var helt
apatisk. Omsorgssvigt af værste skuffe, vil jeg næsten snige mig til at sige.
Så er der frokost..
På trods af de lidt hårde oplevelser en gang imellem, så er
jeg begyndt at vænne mig til min nye hverdag hernede.. Tiden går lige pludselig
lidt hurtigere..
- Trine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar