Første uge i praktikken er vel overstået. Vi har hjemmefra
formået at vælge den institution, som ligger længst væk i forhold til der, hvor
vi bor. Så vi skal hver morgen krydse Accra sammen med resten af Accra’s
indbyggere – det tager sin tid! Men Anthony har lavet en aftale med en
taxi-chauffør, som kører os til arbejde om morgenen. Det er lidt luksus, men så
står den også på 2 x Tro Tro om eftermiddagen, når vi skal hjem. Det er meget
interessant og der opstår oftest sjove og underlige situationer.
Kommer jeg hjem og min *øv er blevet større og fladere er
her forklaringen – vi sidder ned og laver absolut ingenting hele dagen og deres
stole og bænke på CAS (praktiksted) er absurd hårde at sidde på.
Vi har ingen studievejleder men en superviser, som vi kan
komme til, hvis vi har nogle spørgsmål. Jeg ved, at jeg skal se positivt på
tingene, men i øjeblikket virker vores halve år på CAS, som en umulig stor
mundfuld og udfordring.
Deres fieldwork (hvor de tager ud i gaderne for at opsøge
gadebørnene) er stoppet, fordi man vil presse regeringen til at overtage den
del. Det er derfor de samme 20 børn, som kommer ind hver dag. Det skal lige
siges at vi måske er 12-15 voksne, der arbejder på stedet, så man må sige, at
vi i Danmark kan lære noget af den form for normering. Der, hvor den gode
normering, går i vasken, er at ingen (udover en enkelt, som sidder i
administrationen) har en uddannelse inden for et pædagogisk fag. Folk, har fx. uddannelse inden for syning, frisør og træ-værksted. Så mange af dem sidder kun
på deres respektive værksteder, også selvom det ikke er deres værksted, som er
den gældende times aktivitet (hver dag følger man et fastlagt skema med
aktiviteter). Der sidder altså en masse voksne, som ikke har en hujende fis at
lave. Oftest bliver aktiviteterne heller ikke sat i gang, ”for børnene gider jo
alligevel ikke”. (Vi har direkte spurgt og det var det svar vi fik!!!)
Det eneste som faktisk ser ud til at virke, er når der er
undervisning fordi det er obligatorisk for børnene. Vi har derfor også leget
lærere og fået tildelt hver vores barn, vi har skulle undervise. Det er
overhovedet ikke sjovt, når man skal undervise i matematik og man selv nærmest
er på samme niveau, som børnene (plus, minus, gange og divisionstykker). Det er
lige med at få støvet de grå hjerneceller af og så prøve at huske, det man
lærte i folkeskolen samtidigt med, at man skal forklare det på engelsk!! :/
Vi (Rie, Trine og jeg) har altså besluttet at prøve at
”overtage” aktiviteterne og så bare sætte dem i gang og så derefter spille
dumme, hvis vi får af vide, det må vi ikke.
På CAS er der også en hollandsk studerende, som har været
der i fem måneder. Hun har fortalt os om hendes forsøg på at sætte ting i gang
og hun opgav efter to måneder. Så kryds fingrer for, at vi har bedre held med
det.
Derudover virker det ikke som om der er nogle synderligt
større pædagogiske tanker bag handlingerne (eller manglende på samme og det sikkert
et resultat af de manglende uddannelser), så det bliver et interessant halvt
år, hvor AL ny faglig viden, kun kommer på vores initiativ.
Vi har som sagt kun været der en enkelt uge, så vi holder
stadig vores sind åbne, men nu må vi se om de kan overraske os positivt.
Ellers går alt godt hernede. Vi bor stadig på det samme
Guest House, men vi bor nu alle danskerne sammen under et tag og det er rigtig
hyggeligt. Vi glæder os nu alligevel alle sammen til at Jeanet slår sig til
vores gruppe. Vi skal hente hende i lufthavnen d. 20 :)
Anthony har arrangeret en masse turer for os, som for det
meste foregår i en forlængede weekender. Der er dog en længere tur op igennem
Ghana, som kommer til at vare 6-7 dage. Det er i april og vi ser meget frem til
det. Turen tager os op nordpå igennem Ghana og undervejs skal vi igennem
regnskov, savanne og en masse små landsbyer. Derudover kommer vi i gennem
Kumasi, som er Ghana’s anden største by.
Tilbage til Tro Tro’erne (busser), jeg fortalte om tidligere, kommer her en lidt sjovt episode. Vi er på vej hjem og er nået til Accra
centrum, hvor Tro Tro’en kører på nogle meget meget smalle veje. Den holder
lidt en til siden lige efter at have drejet til højre i et kryds og skal sætte nogle folk af. Bag os
kommer en stor Tro Tro, som skal udenom os. Chaufføren i den tror, han kan komme
forbi os og prøver at snegle sig forbi os. Der er så ikke lige plads alligevel og han
skraber siden af vores Tro Tro. Der er måske kommet lidt ridser i lakken, men
ellers ingen skade sket. Men jeg har aldrig oplevet så vrede mænd stå og råbe
helt sindssygt af hinanden. Det hele foregår på twi (sprog hernede), så vi
fatter hat af hvad der sker. Derudover holder vi og spærre hele vejen og
stopper derfor trafikken fuldstændigt. Det resulterer jo bare i, at flere
blander sig i konflikten og det bliver vildere og vildere. Vi ender med at
kigge på hinanden, hvorefter vi i stiltiende enighed vælger at gå resten af
vejen, hen til næste Tro tro-holdeplads, hvor vi skal med en anden Tro Tro. Det var så surrealistisk at opleve og alligevel
også ret sjovt for ghaneserne er normalt meget meget rolige mennesker og det går for
det meste alt for langsomt for os andre, men kommer det til trafikken er de
sindssyge!!
I går skulle vi have været til forlovelsesfest hos noget af
Anthonys familie. Men da Nina faldt og forstuvede foden fredag aften, blev Nina
og jeg nødt til at blive hjemme og tage på hospitalet i stedet for. Det var
også noget af en oplevelse, som kan beskrives som ekstremt tragikomisk. (Så
tragikomisk at jeg faktisk ikke engang kunne græde over det, men kun grine
fordi det er så absurd, den måde de gør tingene på!) Der er kontant betaling ved kasse
1, hver gang du skal hen til en ny afdeling eller tilbage til en du allerede
har været på. Nina kom af med næsten 400kr i går for registrering,
konsultation, bandage, smertestillende, røgten og så rapportskrivning.
Det ghanesiske sygehussystem er tosset for har du ikke nok
penge er det bare ærgerligt, også selvom du er i gang med en behandling.
Vi klør på med en ny uge i praktikken, hvor vi fredag skal
besøge det, der hedder Hopeland uden for Accra. Det er en del af CAS, hvor børn
bliver sendt ud, når de har bevist, de gerne vil væk fra gaden og på den måde har
kvalificeret sig til at komme videre i systemet.
- Trine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar