Bare kald mig håndværker

I øjeblikket er jeg konstant indhyllet i savsmuld og plettet af maling.

Rie, Trine og jeg er gået i gang med at lave rammer til vores personale/børnevæg. Vi har taget billeder af al personale og af alle børnene på CAS. Billederne skal sammen med deres navne, hænge i rammerne. Som jeg tidligere har fortalt, laver Rie og jeg et tegneforløb om identitet, hvor vi vil gøre børnene bevidste om, hvem de er. Rammerne er et led i dette forløb. Personalet skal have deres billede i rammerne, så man nemmere, som ny, ved hvem folk er og hvilken funktion på CAS de har. Børnene skal have deres billede der, så de også føler, at de er en del af CAS – at de også har et sted, de hører til og som er deres. Derudover skal der være billeder af de studerende, som er på CAS.

Da der sommetider kommer nye børn på CAS, skal der kunne indsættes eller skiftes billeder i rammerne.

Rammerne er lavet på store plader af træ, som der efterfølgende er blevet sat ramme-lister rundt om. Derefter har vi slebet kanter og flader med sandpapir, for at give rammerne et mere ”blødt” udseende.

Rammerne er blevet malet i sort og hvid. Vi har malet baggrunden sort eller hvid. Listerne er blevet malet i tern skiftevis sort/hvid. Det ser rigtig godt ud og alle på CAS synes, det er helt fantastisk, det vi har gang i.

Endelig lidt anerkendelse for vores arbejde!

Jeg har dog tænkt meget over vores arbejdsmetode. I Danmark ville du normalt have inddraget børnene i dit projekt. Du ville havet guidet børnene i arbejdet og måske selv have stået for en af rammerne, mens resten blev lavet af børnene.

Men det er slet ikke sådan, vi har grebet det an i forhold til projektet. Vi er så lykkelige for endelig at få godkendt et projekt og faktisk endelig at komme i gang med det, at der er gået egoisme i det. Vi vil selv lave rammerne, vi vil selv male dem og vi vil selv tage billederne af personale og børn. Behovet for selv at lave tingene er simpelthen opstået, fordi vi ikke føler vi har opnået noget i forhold til vores arbejde på CAS indtil videre. Det har her, vi burde se tingene i et lidt større perspektiv, men alligevel bliver stædige og egoistiske, for vi vil for alt i verden bevise, at det nu engang er os, der har lavet de rammer!

(Det skal lige siges, at det for engang skyld har været rart at være beskæftiget hele dagen i forhold til normalt, hvor meget af tiden går med at vente.. Lige nu står den på overlevelses-mode!) 

- Trine

To uger gået – Mange oplevelser rigere!!

Vores tur op igennem Ghana har været fuld af nye indtryk og ny viden.. For mit vedkommende var udsigterne til turen ellers ikke de bedste. Torsdag aften (afrejse fredag morgen) blev jeg ramt af bræksyge og var derfor meget i tvivl, om jeg kunne blive klar til turen. Med en kæreste, som også håbede på at opleve en masse de to uger han var og besøge mig, var mit humør ikke i top. Heldigvis blev jeg klar (dog lidt afkræftet) til afrejse om morgenen.

Jeg glædede mig til ”at vise” Ghana til Jeppe og turen starter da også helt ”perfekt” med en to timers tur på en helt absurd hullet vej.. Velkommen til Ghana! ;)

Første stop på vejen var ved et Monkey sanctuary. Her gik vi en kort tur igennem skoven og se aberne hoppe rundt mellem træerne. Denne gang fik vi ikke lov til at fodre aberne (som ved abe-stedet i Hohoe) og vi gik videre til en landsby hvor aberne nærmest lever side om side med indbyggerne. Her sad aberne i træerne i udkanten af landsbyen, på hustagene og steder, hvor der ellers lige var lidt ro og fred til dem..

(Det er for resten sjovt, hvor mange abe-jokes man kan lave om hinanden!) ;)

Aberne, som lever i og omkring landsbyen..

Vi overnattede på et guest house ved abe-stedet. Stedet var dejligt billigt og faktisk fint til prisen (selvom jeg nu ikke tror Trine M og Nina er helt enige med mig, da der åbenbart var rigtig mange STORE edderkopper!).. Vi betalte 10 cedi for et værelse for to personer, hvilket svarer til 38,50 kr. Der var så heller ikke andet på værelset end senge og myggenet – men hvad andet skal man bruge?

Om morgenen løb aberne rundt tæt på vores morgenbord og man bliver hver gang lige begejstret for hver ny abe, man ser!

Andet stop på turen var et vandfald. Denne gang skulle vi ikke gå synderligt langt for at komme til vandfaldet, til gengæld skulle vi gå på en hulens masse trapper. (Mindre sjovt for Nina, som stadig ikke kan gå så godt på hendes fod – hun har desværre revet ledbåndene over)

Jeg havde (med tanke på sidste vandfalds-tur) taget bikini inden under tøjet, men da vi kom ned til vandfaldet er der en stor gruppe ekstremt overstadige ghanesere, som tog en masse af pladsen. Så snart de så alle os hvide mennesker skulle de have taget billeder med os. Der blev takket pænt men rimelig bestemt nej fra min side. Det blev til badning med tøj på for mit vedkommende men under vandfaldet kom jeg.. :) Jeppe, som ikke var vant til ghanesernes lydt til at få taget billeder med hvide, fik taget sin del af billede-kvoten..

Næste destination for vores tur var Mole National Park, som er Ghanas største dyrereservat med flest forskellige dyr. Men inden vi ankom til parken stod den på mekaniker-arbejde for Ben vores chauffør. Da Ghanas veje ikke altid er de bedste (en underdrivelse!) gav bilen lidt mærkelige lyde fra sig. Vi måtte derfor holde ind i en lillebitte landsby, for at Ben lige kunne se efter. Her hjalp Rie og Jeppe gevaldigt til, med lige at sparke til lidt dæk og ellers proklamere at det hele ellers så godt ud.. ;)

Da vi ankommer til hotellet, er det første vi bliver mødt af to vortesvin, som vandre rundt uden for vores dør. Velkommen! Den eftermiddag havde vi bare fri og de hotellet ligger på bakke med udsigt over hele reservatet (og desuden har en pool) gjorde det os ikke noget at have eftermiddagen fri. Dagen efter skulle vi først på hiking (safari til fods) om eftermiddagen. Da vi om morgenen ser en stor flok elefanter bade i en sø neden for bakken steg vores forventninger flere grader i vejret.

De små grå prikker er faktisk elefanter! 

Et billed siger mere end tusind ord.. ;)

Eftermiddags-safarien stod ikke på elefanter, da de pga. varmen søger ind i skoven kølige skygge, men vi så en masse andre dyr i stedet. Vi så forskellige typer antilopper, krokodiller, aber og forskellige racer fugle. Vi så bavianer og vortesvin, som boede side om side med beboerne i en landsby. Bavianer er store og har større tænder end man lige skal tro, og når en stor bavian-han går hen imod dig, så er man ikke meget værd! Tro mig! Been there, done that!

Bavian og vortesvin er fuldstændigt ligeglad med, 

at de lever side om side med menneskerne.. 

Det er til gengæld bare rart at kunne æde alt skraldet

Det var en stor oplevelse at gå rundt imellem dyrene i deres normale omgivelser og vores forventninger til vores store safari tur til Kenya og Tanzania blev også skruet op.

Dagen efter stod den på morgen-safari og vi håbede meget på at se elefanter, da det typisk er om morgenen de kommer frem for at køle sig ned i vandet. Men da der om aftenen og natten havde været et gevaldigt regnskyl, var luften stadig kølig og chancen for at elefanterne kom til vandhullet var meget lille. Vi vandrede derfor rundt i to timer på jagt efter elefanterne. Dog uden held.. indtil guiden bliver ringet op og får af vide, at elefanterne hele tiden havde opholdt sig oppe ved informationshytten (det sted vi var startet vores safari).. Lidt uheldig har man da lov til at være..

Vi begiver os derfor den vej og pludselig kommer en elefant gående! Det er en enlig han-elefant på over 40 år, som leder efter flokken. Vi følger lidt efter den og kommer hurtigt ret tæt på den. Guiden fortæller at vi står i den rute og vi derfor skal flyttes os lidt. Vi får åbenbart flyttes os mere ind i dens rute for den føler sig truet af os og begynder derfor at gå hen imod os for at skræmme os – hvilket virker! Da guiden siger, vi skal løbe, behøver han ikke sige det to gange! Vi løber derfor lidt væk og det virker til at være langt nok for elefanten.. Vi står derfor stadig og kigger på elefanten, som er gået længere ud på sletten. Men pludselig ombestemmer den og begynder at lunte hen imod os igen. Vores guide råber vi skal løbe. Så vi må løbe igen. Det er åbenbart ikke nok for der bliver råbt: ”RUUUN!! RUUUUN FASTER!!” imens guiden lidt hiver geværet ned fra skulderen.. Da vi har fået af vide at en elefant kan løbe omkring 53 km/t så prøver man altså bare at få et forspring! Det var en vild oplevelse og jeg indrømmer da gerne, at man måske lige blev en anelse bange, da der bliver råbt, at man skal løbe hurtigere. At blive trampet ned af en sur han-elefant er måske ikke lige den måde, man har lyst til at ende sit liv på.. ;) Vi er dog alle sammen enige om at det var en fandens sjov oplevelse!

Øjeblikket inden vi får af vide, at vi skal løbe og at vi skal løbe hurtigt!

Efter vores morgen safari, stod den på kano tur. Men eftersom vi er i slutningen af en tør-periode, var der begrænset med vand i floden og det blev kun til en lille tur. Vi så lidt forskellige fugle og snakkede en masse om det meget meget grønne vand, som man åbenbart godt kunne drikke (ellers tak!) Højdepunkterne ved kanoturen var da dem, der havde lyst fik lov ti at padle og så Ries store glæde ved endelig at prøve at sejle i kano!! ;)

Det grønne vand man åbenbart kan drikke.. Hmm..

Inden vi vendte sydpå og mod Kumasi, så vi den ældste moske i Vestafrika. Den er slet ikke så stor, som den ser ud på billeder, men ganske flot alligevel. Moskeen har fire døre, som er meget meget små. Det er de, for at man skal bukke sig for at komme ind. I det man bukker sig for at komme ind af døren, bukker man også for Allah og viser dermed sin ydmyghed og loyalitet.

Den ældste moske i Vestafrika

Trine M foran en af de meget små døre..

På vej hen til moskeen blev vi ført gennem den lokale landsby. Vores guide, som selv bor i landsbyen, viste os rundt. Vi var helt inde i folks huse og han fortalte om, hvordan folk boede. Han sagde vi skulle føle os hjemme og bare tage så mange billeder, som vi havde lyst til. Men det havde jeg slet ikke lyst til. Jeg følte mig meget malplaceret og bevidst om, at jeg som hvid og fra Danmark har ufattelig mange flere midler end dem. Hele deres livsform blev eksponeret på en måde, jeg ikke brød mig om. Når vi stod der med vores vandflasker og dyre kameraer (noget de på ingen måde har råd til, ikke engang vandflasken), blev jeg flov over, at man som turist åbenbart har behov for at se deres simple livsform. At man har behov for at skulle se nogen, som rent økonomisk er så dårligere stillet end en selv. Men behovet er der åbenbart, for ellers havde det vel ikke været en del af den guidede tur?

Kumasi er en stor by, som på mange måde minder om Accra, men som alligevel adskiller sig så voldsomt fra den alligevel. Byen er bygget i et meget bakket terræn, så byen er bygget meget i niveauer. Derudover er byen rigere end Accra og der er derfor mange flottere og større bygninger. Alle sammen bygget færdige.. i forhold til i Accra. I Kumasi fik vi en masse viden om Ashanti-stammen, som er en af de største stammer i Ghana. I tidligere tider (inden kolonitiden) regerede Ashanti-stammen over et område næsten på størrelse med Ghana. Vi besøgt forskellige museums og det var tiltrængt med lidt historie. Vi besøgte bl.a. deres militær-museum, som ligger i et gammelt fort, hvor der har været udkæmpet et utal af krige om. En sjov historie (som faktisk siger meget om ghaneserne) er, at da englænderne forlod fortet, da Ghana blev selvstændigt, efterlod de en dør låst hvor der stod DANGER på. Døren forblev låst helt frem til 1987, altså omkring 30år, hvor man brød døren op og fandt en masse Ashanti guld gemt i rummet bag døren. Guldet blev brugt (man ved ikke rigtig længere på hvad) men historien bliver stadig fortalt.. Men at man lader sig skræmme af et skilt med ordet DANGER på og lader døren stå urørt i 30 år.. Hmm..

Vores tur sluttede med en tur på restaurant i Kumasi. God mad og hyggelige omgivelser.. indtil en fuldfed rotte stille og rolig hoppede ned af en trappe og løb ind i køkkenet. Jep, vi er stadig i Afrika, hvis nu vi skulle have glemt det!! ;)

- Trine

Cirkus CAS

Tiden den går og går. Nu har vi været i Ghana i over to måneder og inden vi ser os om har vi sidste dag i praktikken og Kenya, Tanzania og Zanzibar kalder.

Det er lige før vi går hen og får stress med alle de ting, vi skal nå, inden vi tager herfra. Med to store opgaver fra vores danske uddannelsessted, et pres fra praktikstedet om, at vi laver noget, når nu vi ikke ville på Hopeland, vores egne forventninger til de ting, vi gerne vil lave i praktikken holdt op i mod, hvad vi faktisk har mulighed for.

For at starte der, hvor alle bekymringerne har grobund. På CAS har vi fået vores helt eget skema, så de kan følge med i, hvilke aktiviteter vi laver på hvilket tidspunkt. Så langt så godt. I torsdag forrige uge havde vi planlagt en undervisningstime, som skulle handle om Danmark. Så børnene (og de ansatte) kan se, hvor stor forskel der er på Danmark og Ghana. Vi havde fået lov til at låne projekter og computer fra Awerness gruppen (gruppe, som tager ud på skoler og fortæller om gadebørn og om CAS). Hvad der bare ikke lige blev fortalt os, var at gruppen skulle ud den dag og derfor selv skulle bruge udstyret. Okay, så aftalte vi, at vi skulle lave timen i tirsdags i stedet. Det bliver tirsdag og vi fortæller Steve (vores anden supervisor, vi er blevet tilknyttet) at vi skal bruge udstyret. Det lyder fint siger han, og der er ingen problemer ved det. Vi skal holde timen om eftermiddagen og vi skynder os derfor hurtigt tilbage efter pause. Hvad der ikke er blevet fortalt os er, at man den resterende uge, skal øve replikker til en film, som skal filmes ugen efter. Meget meget frustrerende når man har lavet et stykke arbejde, man meget gerne vil dele med børnene. Men det, som går os mest på er, at vi ingen information får og at tingene foregår over hovedet på os. Vi får lov til en masse ting, men når det kommer til stykket, kan det ikke lade sig gøre alligevel. Det er konstant et skridt frem og fire tilbage!

Fredag sørgede vi for at være på CAS i god tid, så vi kunne sikre os styringen i formiddagens tegnetime. Vi havde hjemmefra aftalt, at emnet for timen skulle være deres historie om, hvorfor børnene er endt på gaden. Til at starte får vi af vide, at det kan sagtens lade sig gøre. Da det kommer til stykket, kan det alligevel ikke lade sig gøre, for børnene kan ikke relatere til emnet, hvis de ikke har haft undervisning om det. Det er noget fis at få af vide. Børnene ville godt kunne forstå opgaven uden problemer. Vi har en gang haft et time, hvor de skulle tegne situationer fra deres liv på gaden og her var ingen problemer! Jeg tror hovedsageligt, at problemet ligger hos de ansatte. De er fastbesluttet på, at det er begrænset, hvad børnene kan og holder sig derfor kun til det de kender.

Det er svært at føle sig hørt, når man gang på gang bliver trumfet ned i forhold til beslutninger. Og det er ikke sådan, at vi har mulighed for at protestere, for beslutningerne bliver taget overhoved på os samtidigt med at det foregår på tvi.

Vi har dog fået lov til at stå for en stor ting. Fredag d. 13 april bliver der afhold stor aktivitetsdag, da det er international dag for gadebørn d. 12 april. Børnene skal spille et spil, hvor der skal udføres en masse aktiviteter. Vi har fået til opgave at udforme de forskellige aktiviteter og dermed også bestemme, hvor mange point de skal give. Det er dejligt endelig at få ansvaret for noget der er lidt større. Det har vi brugt en masse timer på og jeg tror det bliver en rigtig god dag.

I fredags kunne jeg hente min kæreste i lufthavnen.. Det er skønt at have ham hernede i lidt over to uger. To måneder har føltes som meget lang tid.

Det er dejligt, at han får mulighed for at opleve min hverdag hernede. Så er der i det mindste en der hjemme som ved, hvad jeg har oplevet hernede.

Her til aften har vi fejret Jeanets fødselsdag med en tur i italiensk cirkus. Det var noget af en oplevelse (på godt og ondt!).. Cirkus er nu engang cirkus for mit vedkommende og det er ikke så tit jeg bliver overrasket eller imponeret. Men når klovnene får Trine M til at klukke og næsten græde af grin eller når linedanseren får dem til at blive bange, så kan man vel ikke lade være med ikke at trække på smilebåndet. :)

 På fredag står programmet på en 6-7 dages tur til Nordghana, hvor vi bl.a. skal se den ældste moske i Vestafrika, vandfald, nationalpark (forhåbentligt med en masse eksotiske dyr!), en masse landsbyer og Kumasi (som er den næst største by i Ghana).. Det bliver dejligt at komme lidt væk fra arbejde og Accra igen.

Når vi kommer hjem har vi KUN 2½ måned tilbage af praktikken.. Tiden må siges at gå hurtigt.. Tænk at man har været her så længe! 

- Trine

En af gadepigernes skønne skønne dreng på ½ år, som vi alle er godt og grundigt forelskede i!! :)