Vores tur op igennem Ghana har været fuld af nye indtryk og
ny viden.. For mit vedkommende var udsigterne til turen ellers ikke de bedste.
Torsdag aften (afrejse fredag morgen) blev jeg ramt af bræksyge og var derfor
meget i tvivl, om jeg kunne blive klar til turen. Med en kæreste, som også
håbede på at opleve en masse de to uger han var og besøge mig, var mit humør
ikke i top. Heldigvis blev jeg klar (dog lidt afkræftet) til afrejse om
morgenen.
Jeg glædede mig til ”at vise” Ghana til Jeppe og turen
starter da også helt ”perfekt” med en to timers tur på en helt absurd hullet
vej.. Velkommen til Ghana! ;)
Første stop på vejen var ved et Monkey sanctuary. Her gik vi
en kort tur igennem skoven og se aberne hoppe rundt mellem træerne. Denne gang
fik vi ikke lov til at fodre aberne (som ved abe-stedet i Hohoe) og vi gik
videre til en landsby hvor aberne nærmest lever side om side med indbyggerne.
Her sad aberne i træerne i udkanten af landsbyen, på hustagene og steder, hvor
der ellers lige var lidt ro og fred til dem..
(Det er for resten sjovt, hvor mange abe-jokes man kan lave
om hinanden!) ;)
Aberne, som lever i og omkring landsbyen..
Vi overnattede på et guest house ved abe-stedet. Stedet var
dejligt billigt og faktisk fint til prisen (selvom jeg nu ikke tror Trine M og
Nina er helt enige med mig, da der åbenbart var rigtig mange STORE edderkopper!)..
Vi betalte 10 cedi for et værelse for to personer, hvilket svarer til 38,50 kr.
Der var så heller ikke andet på værelset end senge og myggenet – men hvad andet
skal man bruge?
Om morgenen løb aberne rundt tæt på vores morgenbord og man
bliver hver gang lige begejstret for hver ny abe, man ser!
Andet stop på turen var et vandfald. Denne gang skulle vi
ikke gå synderligt langt for at komme til vandfaldet, til gengæld skulle vi gå
på en hulens masse trapper. (Mindre sjovt for Nina, som stadig ikke kan gå så
godt på hendes fod – hun har desværre revet ledbåndene over)
Jeg havde (med tanke på sidste vandfalds-tur) taget bikini
inden under tøjet, men da vi kom ned til vandfaldet er der en stor gruppe ekstremt
overstadige ghanesere, som tog en masse af pladsen. Så snart de så alle os
hvide mennesker skulle de have taget billeder med os. Der blev takket pænt men
rimelig bestemt nej fra min side. Det blev til badning med tøj på for mit
vedkommende men under vandfaldet kom jeg.. :) Jeppe, som ikke var vant til
ghanesernes lydt til at få taget billeder med hvide, fik taget sin del af
billede-kvoten..
Næste destination for vores tur var Mole National Park, som
er Ghanas største dyrereservat med flest forskellige dyr. Men inden vi ankom
til parken stod den på mekaniker-arbejde for Ben vores chauffør. Da Ghanas veje
ikke altid er de bedste (en underdrivelse!) gav bilen lidt mærkelige lyde fra
sig. Vi måtte derfor holde ind i en lillebitte landsby, for at Ben lige kunne
se efter. Her hjalp Rie og Jeppe gevaldigt til, med lige at sparke til lidt dæk
og ellers proklamere at det hele ellers så godt ud.. ;)
Da vi ankommer til hotellet, er det første vi bliver mødt af
to vortesvin, som vandre rundt uden for vores dør. Velkommen! Den eftermiddag
havde vi bare fri og de hotellet ligger på bakke med udsigt over hele
reservatet (og desuden har en pool) gjorde det os ikke noget at have
eftermiddagen fri. Dagen efter skulle vi først på hiking (safari til fods) om
eftermiddagen. Da vi om morgenen ser en stor flok elefanter bade i en sø neden
for bakken steg vores forventninger flere grader i vejret.
De små grå prikker er faktisk elefanter!
Et billed siger mere end tusind ord.. ;)
Eftermiddags-safarien stod ikke på elefanter, da de pga.
varmen søger ind i skoven kølige skygge, men vi så en masse andre dyr i stedet.
Vi så forskellige typer antilopper, krokodiller, aber og forskellige racer
fugle. Vi så bavianer og vortesvin, som boede side om side med beboerne i en
landsby. Bavianer er store og har større tænder end man lige skal tro, og når en
stor bavian-han går hen imod dig, så er man ikke meget værd! Tro mig! Been
there, done that!
Bavian og vortesvin er fuldstændigt ligeglad med,
at de lever side om side med menneskerne..
Det er til gengæld bare rart at kunne æde alt skraldet
Det var en stor oplevelse at gå rundt imellem dyrene i deres
normale omgivelser og vores forventninger til vores store safari tur til Kenya
og Tanzania blev også skruet op.
Dagen efter stod den på morgen-safari og vi håbede meget på
at se elefanter, da det typisk er om morgenen de kommer frem for at køle sig
ned i vandet. Men da der om aftenen og natten havde været et gevaldigt
regnskyl, var luften stadig kølig og chancen for at elefanterne kom til
vandhullet var meget lille. Vi vandrede derfor rundt i to timer på jagt efter
elefanterne. Dog uden held.. indtil guiden bliver ringet op og får af vide, at
elefanterne hele tiden havde opholdt sig oppe ved informationshytten (det sted
vi var startet vores safari).. Lidt uheldig har man da lov til at være..
Vi begiver os derfor den vej og pludselig kommer en elefant
gående! Det er en enlig han-elefant på over 40 år, som leder efter flokken. Vi
følger lidt efter den og kommer hurtigt ret tæt på den. Guiden fortæller at vi
står i den rute og vi derfor skal flyttes os lidt. Vi får åbenbart flyttes os
mere ind i dens rute for den føler sig truet af os og begynder derfor at gå hen
imod os for at skræmme os – hvilket virker! Da guiden siger, vi skal løbe,
behøver han ikke sige det to gange! Vi løber derfor lidt væk og det virker til
at være langt nok for elefanten.. Vi står derfor stadig og kigger på elefanten,
som er gået længere ud på sletten. Men pludselig ombestemmer den og begynder at
lunte hen imod os igen. Vores guide råber vi skal løbe. Så vi må løbe igen. Det
er åbenbart ikke nok for der bliver råbt: ”RUUUN!! RUUUUN FASTER!!” imens
guiden lidt hiver geværet ned fra skulderen.. Da vi har fået af vide at en elefant
kan løbe omkring 53 km/t
så prøver man altså bare at få et forspring! Det var en vild oplevelse og jeg
indrømmer da gerne, at man måske lige blev en anelse bange, da der bliver råbt,
at man skal løbe hurtigere. At blive trampet ned af en sur han-elefant er måske
ikke lige den måde, man har lyst til at ende sit liv på.. ;) Vi er dog alle
sammen enige om at det var en fandens sjov oplevelse!
Øjeblikket inden vi får af vide, at vi skal løbe og at vi skal løbe hurtigt!
Efter vores morgen safari, stod den på kano tur. Men
eftersom vi er i slutningen af en tør-periode, var der begrænset med vand i
floden og det blev kun til en lille tur. Vi så lidt forskellige fugle og
snakkede en masse om det meget meget grønne vand, som man åbenbart godt kunne
drikke (ellers tak!) Højdepunkterne ved kanoturen var da dem, der havde lyst
fik lov ti at padle og så Ries store glæde ved endelig at prøve at sejle i
kano!! ;)
Det grønne vand man åbenbart kan drikke.. Hmm..
Inden vi vendte sydpå og mod Kumasi, så vi den ældste moske
i Vestafrika. Den er slet ikke så stor, som den ser ud på billeder, men ganske
flot alligevel. Moskeen har fire døre, som er meget meget små. Det er de, for
at man skal bukke sig for at komme ind. I det man bukker sig for at komme ind
af døren, bukker man også for Allah og viser dermed sin ydmyghed og loyalitet.
Den ældste moske i Vestafrika
Trine M foran en af de meget små døre..
På vej hen til moskeen blev vi ført gennem den lokale
landsby. Vores guide, som selv bor i landsbyen, viste os rundt. Vi var helt
inde i folks huse og han fortalte om, hvordan folk boede. Han sagde vi skulle
føle os hjemme og bare tage så mange billeder, som vi havde lyst til. Men det
havde jeg slet ikke lyst til. Jeg følte mig meget malplaceret og bevidst om, at
jeg som hvid og fra Danmark har ufattelig mange flere midler end dem. Hele
deres livsform blev eksponeret på en måde, jeg ikke brød mig om. Når vi stod
der med vores vandflasker og dyre kameraer (noget de på ingen måde har råd til,
ikke engang vandflasken), blev jeg flov over, at man som turist åbenbart har
behov for at se deres simple livsform. At man har behov for at skulle se nogen,
som rent økonomisk er så dårligere stillet end en selv. Men behovet er der åbenbart,
for ellers havde det vel ikke været en del af den guidede tur?
Kumasi er en stor by, som på mange måde minder om Accra, men
som alligevel adskiller sig så voldsomt fra den alligevel. Byen er bygget i et
meget bakket terræn, så byen er bygget meget i niveauer. Derudover er byen
rigere end Accra og der er derfor mange flottere og større bygninger. Alle
sammen bygget færdige.. i forhold til i Accra. I Kumasi fik vi en masse viden
om Ashanti-stammen, som er en af de største stammer i Ghana. I tidligere tider
(inden kolonitiden) regerede Ashanti-stammen over et område næsten på størrelse
med Ghana. Vi besøgt forskellige museums og det var tiltrængt med lidt
historie. Vi besøgte bl.a. deres militær-museum, som ligger i et gammelt fort,
hvor der har været udkæmpet et utal af krige om. En sjov historie (som faktisk
siger meget om ghaneserne) er, at da englænderne forlod fortet, da Ghana blev
selvstændigt, efterlod de en dør låst hvor der stod DANGER på. Døren forblev
låst helt frem til 1987, altså omkring 30år, hvor man brød døren op og fandt en
masse Ashanti guld gemt i rummet bag døren. Guldet blev brugt (man ved ikke
rigtig længere på hvad) men historien bliver stadig fortalt.. Men at man lader
sig skræmme af et skilt med ordet DANGER på og lader døren stå urørt i 30 år..
Hmm..
Vores tur sluttede med en tur på restaurant i Kumasi. God
mad og hyggelige omgivelser.. indtil en fuldfed rotte stille og rolig hoppede
ned af en trappe og løb ind i køkkenet. Jep, vi er stadig i Afrika, hvis nu vi
skulle have glemt det!! ;)
- Trine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar