Indlæg i bloggen om: (Inden hjemrejsen) Hvordan
præger din danske baggrund dit pædagogiske arbejde på stedet? - Fx udfra hvilke
problemer, udfordringer og dilemmaer du har stået i? Hvad har du lært om dig
selv? Hvilke kompetencer har du udviklet? – Hvilke nye og anderledes måde at
agere på har du opdaget hos dig selv? – På hvilken måde ville du være
anderledes hvis du ikke havde været i udlandspraktik? - På hvilken måde har
opholdet i udlandet påvirket dig? - hvorledes reagerer du i fremmede forhold -
Er der noget i dit menneskesyn og barnesyn der evt. har ændret sig – andet
Efter fem maeneder i Ghana, er man klar til at vende snuden hjemad..
Det har paa mange maeder vaeret en god oplevelse, baede personligt men nok isaer som paedagogisk oplevelse.. Det har dog vaeret rigtig haardt psykisk, da man goer rigtig mange ting anderledes her end i Danmark i forhold til det paedagogiske omraade.
I Danmark har vi en bestemt maade at taenke paa i forhold til det paedagogiske arbejde. Alle er f.eks. enige om at boern ikke maa slaas og at du som paedagog skal vaere der for boernene. Derfor er det en stor omvaeltning at komme i praktik et sted, som er saa anderledes end hvis man havde vaeret i praktik i Danmark. Du bliver virkelig tvunget til at tage stilling til en masse problemmatikker som du ikke paa samme maade bliver konfronteret med derhjemme og du bliver i den grad tvunget til at tage stilling til din rolle som paedagog - hvad er dine vaerdier, hvor gaar din graense osv..
Man skal ikke tage i udlandspraktik (isaer ikke til et ikke-vestligt lang) og tro man skal ned og redde alle fra deres "forfaerdelige" liv eller at man skal ned og "laere" dem alle sammen hvordan man skal arbejde med boern. Det er laaaangt fra det man kan og i det hele taget boer.
I Ghana er det som saadan ikke ulovligt at slaa boern og man bliver derfor konfronteret med at boern bliver slaat og nogen gange direkte taesket. Her finder man rigtig ud af hvordan man reagerer i saadan en situation. Og det er gennem konfrontationer og svaere udfordringer at vi foerst rigtig faar mulighed for virkelig at tage stilling til og finde vores vaerdier og graenser.. Det er foerst der man rigtig faar set indad..
Man skal tage i udlandspraktik for at faa en af de stoerste oplevelser i sit liv, paa godt og ondt og man skal tage afsted for at faa sin rolle som paedagog slaet helt fast.. Inden jeg tog herned foelte jeg mig nogenlunde sikker i min rolle som paedagog men efter det her halve aar foeler jeg mig 100% sikker i min rolle og jeg foeler mig mere sikker i mine vaerdier. Det her halve aar har virkelig vaeret en oejenaabner paa alle mulige maader baade fagligt og personligt.
Rent personligt tager jeg ogsaa en masse ting med hjem. Ghana har en MEGET afslappet holdning til tingene og selvom jeg maaske ikke helt tager den afslappede holdning fuldstaendigt med hjem, har jeg nok laert at traekke lidt paa skulderen, hvis det ikke altid gaar helt som jeg gerne vil have det. Men ogsaa i forhold til det paedagogiske arbejde har jeg laert at slappe lidt mere af og bare se hvordan tingene udarter sig. Tingene skal ikke altid gaa som man har planlagt det. Jeg er nok blevet bedre til at foelge boerne og se hvor de foere projektet hen og ikke holde fast i, at min plan skal foelges 100%.
I det at vi har vaeret hernede i saa lang tid, har man virkelig faet set kulturen paa en helt andet maade end hvis vi "bare" havde leget turister paa 2 ugers ferie. Og det kan derfor godt vaere rigtig svaert at forklare for andre, hvordan tingene helt praecist fungerer her i Ghana. Men det har varet vildt at blive en del af en kultur, som er saa anderledes en den danske. Vi er som regel ret lukkede og snakker sjaeldent med fremmede mennesker medmindre vi har en ordentligt skid paa. I Ghana snakker man meget med hinanden.. Det kan godt vaere en stor udfordring (og stort irritationsmoment) naar man ikke lige er vant til det.
Derudover er jeg virkelig imponeret over den livglaede man oplever hos stort set alle i Ghana. Isaer er jeg imponeret over gadeboernenes gaa paa mod. De har ingenting her i livet men alligevel har de alt, hvad de har brug for virker det som om. Det er sjaeldent jeg har oplevet et surt barn i praktikken paa trods af manglende mad og soevn. Jeg skal hele tiden minde mig selv om, at de ikke er vant til de samme ting som jeg, og derfor ikke har noget at sammenligne med. Og hvordan kan man savne noget, man ikke kender til?
Efter fem maeneder i Ghana, er man klar til at vende snuden hjemad..
Det har paa mange maeder vaeret en god oplevelse, baede personligt men nok isaer som paedagogisk oplevelse.. Det har dog vaeret rigtig haardt psykisk, da man goer rigtig mange ting anderledes her end i Danmark i forhold til det paedagogiske omraade.
I Danmark har vi en bestemt maade at taenke paa i forhold til det paedagogiske arbejde. Alle er f.eks. enige om at boern ikke maa slaas og at du som paedagog skal vaere der for boernene. Derfor er det en stor omvaeltning at komme i praktik et sted, som er saa anderledes end hvis man havde vaeret i praktik i Danmark. Du bliver virkelig tvunget til at tage stilling til en masse problemmatikker som du ikke paa samme maade bliver konfronteret med derhjemme og du bliver i den grad tvunget til at tage stilling til din rolle som paedagog - hvad er dine vaerdier, hvor gaar din graense osv..
Man skal ikke tage i udlandspraktik (isaer ikke til et ikke-vestligt lang) og tro man skal ned og redde alle fra deres "forfaerdelige" liv eller at man skal ned og "laere" dem alle sammen hvordan man skal arbejde med boern. Det er laaaangt fra det man kan og i det hele taget boer.
I Ghana er det som saadan ikke ulovligt at slaa boern og man bliver derfor konfronteret med at boern bliver slaat og nogen gange direkte taesket. Her finder man rigtig ud af hvordan man reagerer i saadan en situation. Og det er gennem konfrontationer og svaere udfordringer at vi foerst rigtig faar mulighed for virkelig at tage stilling til og finde vores vaerdier og graenser.. Det er foerst der man rigtig faar set indad..
Man skal tage i udlandspraktik for at faa en af de stoerste oplevelser i sit liv, paa godt og ondt og man skal tage afsted for at faa sin rolle som paedagog slaet helt fast.. Inden jeg tog herned foelte jeg mig nogenlunde sikker i min rolle som paedagog men efter det her halve aar foeler jeg mig 100% sikker i min rolle og jeg foeler mig mere sikker i mine vaerdier. Det her halve aar har virkelig vaeret en oejenaabner paa alle mulige maader baade fagligt og personligt.
Rent personligt tager jeg ogsaa en masse ting med hjem. Ghana har en MEGET afslappet holdning til tingene og selvom jeg maaske ikke helt tager den afslappede holdning fuldstaendigt med hjem, har jeg nok laert at traekke lidt paa skulderen, hvis det ikke altid gaar helt som jeg gerne vil have det. Men ogsaa i forhold til det paedagogiske arbejde har jeg laert at slappe lidt mere af og bare se hvordan tingene udarter sig. Tingene skal ikke altid gaa som man har planlagt det. Jeg er nok blevet bedre til at foelge boerne og se hvor de foere projektet hen og ikke holde fast i, at min plan skal foelges 100%.
I det at vi har vaeret hernede i saa lang tid, har man virkelig faet set kulturen paa en helt andet maade end hvis vi "bare" havde leget turister paa 2 ugers ferie. Og det kan derfor godt vaere rigtig svaert at forklare for andre, hvordan tingene helt praecist fungerer her i Ghana. Men det har varet vildt at blive en del af en kultur, som er saa anderledes en den danske. Vi er som regel ret lukkede og snakker sjaeldent med fremmede mennesker medmindre vi har en ordentligt skid paa. I Ghana snakker man meget med hinanden.. Det kan godt vaere en stor udfordring (og stort irritationsmoment) naar man ikke lige er vant til det.
Derudover er jeg virkelig imponeret over den livglaede man oplever hos stort set alle i Ghana. Isaer er jeg imponeret over gadeboernenes gaa paa mod. De har ingenting her i livet men alligevel har de alt, hvad de har brug for virker det som om. Det er sjaeldent jeg har oplevet et surt barn i praktikken paa trods af manglende mad og soevn. Jeg skal hele tiden minde mig selv om, at de ikke er vant til de samme ting som jeg, og derfor ikke har noget at sammenligne med. Og hvordan kan man savne noget, man ikke kender til?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar