I Ghana findes der ikke en uddannelse, der som sådan kan sidestilles med vores pædagoguddannelse. I Ghana uddanner man sig til socialworkes eller til teacher. Man kan blive ansat som caregiver nogle steder, men det er min opfattelse, at der ikke ligger en uddannelse bag det job.
På CAS har personalet mange forskellige uddannelser.
Der er ansat socialworkes, som tidligere også varetog det opsøgende arbejde i gaderne. Den funktion er desværre blevet nedlagt pga. manglende penge. Socialworkernes arbejde på CAS går ud på at rådgive børnene individuelt. Derudover er det typisk også socialworkerne, som vurdere om et barn er klar til at blive sendt videre i systemet. Socialworkerne på CAS er ikke særlig fremtrædende i hverdagsbilledet, da meget af deres tid foregår bag en computer.
Der er to-tre teachers ansat på CAS. Deres hovedopgave er selvfølgelig at undervise børnene. PÅ CAS bliver der undervist i engelsk, matematik og Religious and morals education. I sidstnævnte fag undervises der i forskellige emner såsom: religion, hvordan man spare penge op, hvordan man opfører sig overfor andre, geografi (hvilke byer ligger i hvilke regioner) osv. Det er lidt et alt muligt fag.
Undervisningen foregår delt op i klasse-niveau, i forhold til hvor gode de unge er. Men da størstedelen af de unge næsten ikke har gået i skole før, er meget af undervisningen på begynder niveau. Det er her studerende og frivillige hjælper mest til, da man så kan undervise en til en.
Matematikken bliver undervist, som i Danmark. Det at lære bogstaver og at læse er derimod en helt anden sag. Meget af undervisningen i det hele taget bygget på udenadslære. Typisk skal de unge lære forskellige sætninger eller ligefrem hele tekststykker udenad. Der bliver ikke snakket om hvad teksten handler om, men fokus ligger på, at de unge kan recitere dem. Det er det samme der gør sig gældende, når de unge skal lære at læse. Her får de besked på kun at holde sig til en bog, og de er først færdige med den, når de kan "læse" den fejlfrit fra start til slut. Spørg man de unge om de kan genfortælle historien til en eller om de har forstået, hvad historien handlede om, bliver der som regel svaret nej - men de kan læse ordene fejlfrit.
De andre ansatte (udover folk i administrationen) har som sådan ikke en boglig uddannelse. Mange af dem er udlært i et håndværksfag såsom syning og træværksted. De har hver deres funktion på CAS og står for forskellige værksteder.
Fire-fem af de ansatte har derudover også et kursus i metoden Right To Play. Metoden bliver brugt i forbindelse med fredagsunderholdningen. Metoden ligger stor vægt på leg og på samtale omkring koblingen mellem det, man har lært gennem legen og
situationer i ens liv.
På CAS er det kun undervisningen, der er obligatorisk. Det er den, fordi CAS ligger stor vægt på at de unge lærer at læse og skrive. Alle andre ting på CAS er frivilligt, medmindre du er i sponsorship (betalt uddannelse inden for et værkstedsfag).
På CAS går man meget op i ikke at tvinge de unge til noget. De unge skal selv opsøge de forskellige aktiviteter, da man ellers mener, man skræmmer de unge væk.
Efter min mening er forventninger til de unges kompetencer meget lave og der hersker næsten en udskreven regel om at gadebørn ikke kan holde fokus på noget i længere tid af gangen. Derfor bliver der heller ikke som sådan krævet det store af børnene og meget af tiden går med, at mange af de unge "bare" sidder og hænger.
Ugen er styret af et allerede fastlagt skema, som er det samme uge for uge. Oftest kan man dog ikke holde sig til skemaet, da aktiviteterne ikke bliver sat i gang, hvis børnene ikke gider alligevel.
På CAS er der en regel om, at man ikke må slå de unge. Forklaringen på denne regel er, at de unge alligevel er gadebørn, og at de derfor i forvejen er vant til det, så det vil ingen virkning have. Det holder dog ikke de fleste ansatte tilbage for at true med slag. I undervisningen bruges sommetider en bambuspind, som svinges tæt på de unge eller som bliver banket hårdt ned i bordet lige for an dem. De ansattes forklaring på deres behov for at true de unge er, at ellers respektere de unge dem ikke og at de ikke kan få de unge til at tie stille. CAS er "heldigvis" ikke et af de steder, hvor børnene bliver slået mest. Vi har desværre hørt rædsels historier fra vores medstuderende hernede, hvor børnene er bliver banket så voldsomt at pinden til sidst er flækket.
Desværre opretholdes den opfattelse hos voksne, at det er deres ret at slå børnene, og at det er den bedste måde at vise styring og til at få børnenes respekt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar