Da jeg startede på seminaret for tre år siden, var jeg sikker på en ting - jeg skulle til Afrika i praktik! Jeg vidste ikke om man kunne, om der i det hele taget var mulighed for det, men af sted det ville jeg. Muligheden var der og nu sidder jeg med en uge til afrejse.
Da jeg startede på seminaret var mit ønske med praktikopholdet, at udvikle mig selv og at få en større referenceramme i forhold til min danske hverdag. Det vil jeg som sådan stadig, men med en større forståelse og viden om det pædagogiske arbejde, er ønsket om noget mere vokset frem. Nu er mit ønske, at udfordre mig selv som næsten færdiguddannet pædagog sådan, at når jeg kommer hjem, så føler jeg mig mere sikker i min rolle overfor både kommende kollegaer og børn. Men en grundlæggende forventinger til både det faglige og personlige element af opholdet vil helt klart være, at jeg får en kæmpe kæmpe oplevelse, som jeg efter hjemrejsen vil kunne trække på.
Den største faglige udfordring for mig, bliver nok at prøve at indfri forventningen fra praktikstedet om, at jeg skal lære fra mig af min viden og at jeg skal lære dem, hvordan vi gør i Danmark. Derudover tror jeg, at mit menneskesyn i forhold til det pædagogiske arbejde, nok skal skabe udfordringer i forhold til praktikstedets måde at anskue mennesket på.
En anden faglig bekymring som jeg sidder med inden afrejse, er den manglende vished om, at de pædagogiske ideer jeg har, kan lade sig gøre og om jeg kan omstille mig, hvis de i så fald ikke kan.
Jeg har ingen ide om, hvordan den ghanesiske pædagogik er, men praktikstedet jeg skal på, er ledet af en hollandsk katolsk mand. Jeg glæder mig derfor meget til at se, hvordan den pædagogiske praksis foregår. Er det styret af vestlige tankegange eller måske religiøse overbevisninger? Eller er tankegangen mere præget af den lokale kultur og tankegang?
Jeg har aldrig tidligere været i Ghana (eller Afrika i det hele taget) og glæder mig meget til at møde den ghanesiske kultur, som jeg har hørt, skulle være meget ligefrem. Jeg har en ide om, at alle er utrolig glade og danser hele dagen i stor-blomstrede kjoler imens de henter vand ved brønden. Alle børn løber rundt på gaden og leger med gamle cykelhjul. Hverdagen er på trods af det hårde liv fyldt med sang og dans. Alle KAN danse og VIL danse! Alt det har er selvfølgelig sat på spidsen, men alligevel næsten mit indre billed af den afrikanske verden. Det bliver derfor sjovt, at opleve og undres over kulturen, når vi ankommer til Ghana.
Samtidigt bliver det også sjovt at opleve det at være dansker i et så anderledes land end mit eget. Hvad betyder det at være dansker, i forhold til den fortid landet har, som gammel dansk koloni? Forventes det, at jeg har mange penge og giver penge ud til højre og venstre? Tror de forskellige sælgere,a t de kan få flere penge ud af en handlen med mig? Og ligger der en skjult ubevidst rollefordeling/status i at jeg kommer fra et vestligt land og de fra et uland?
Personligt er jeg en anelse autistisk omkring struktur og organisering, og elsker derfor vores ganske strukturerede/organiserede land. Jeg har nemlig hørt at tingene ikke altid er lige strukturerede/organiserede i Ghana (eller i Afrika for den sags skyld,) og jeg kan forestille mig, at jeg bliver udfordret yderst meget på min tålmodighed i forhold til tingenes tempo osv.
Tanken om hjemve og om jeg kan gennemføre de seks måneder nager mig selvfølgelig. Især så tæt på afrejse, synes jeg tanken om at skulle undvære min kæreste og mine forældre bliver værre og værre. Jeg er dog ikke i tvivl om, at når jeg først er kommet af sted, vil savnet til dem ikke blive mindre, men så alligevel blive en del af min hverdag, som kan holdes ud. Min opfattelse af mig selv, er at jeg er en psykisk stærk pige og jeg håber, at jeg har den samme opfattelse, når jeg kommer hjem igen. Tanken om de grusomheder og den daglige lidelse jeg kan møde hos meget små børn gør mig en anelse utryg, og det gør mig roligere at vi er fem piger, som er der til at støtte hinanden.
Jeg har hørt en masse om, at det kan være svært at komme hjem efter et praktikophold i udlandet. Det skulle være svært, fordi folk hjemme ikke ved og måske forstår, de ting man har oplevet. Men jeg er nu ikke så urolig for tiden efter hjemkomsten, da jeg har nogle få uger ferie til lige at finde mig selv igen, inden vi starter i skole og skal starte på en masse eksamner.
Da jeg startede på seminaret var mit ønske med praktikopholdet, at udvikle mig selv og at få en større referenceramme i forhold til min danske hverdag. Det vil jeg som sådan stadig, men med en større forståelse og viden om det pædagogiske arbejde, er ønsket om noget mere vokset frem. Nu er mit ønske, at udfordre mig selv som næsten færdiguddannet pædagog sådan, at når jeg kommer hjem, så føler jeg mig mere sikker i min rolle overfor både kommende kollegaer og børn. Men en grundlæggende forventinger til både det faglige og personlige element af opholdet vil helt klart være, at jeg får en kæmpe kæmpe oplevelse, som jeg efter hjemrejsen vil kunne trække på.
Den største faglige udfordring for mig, bliver nok at prøve at indfri forventningen fra praktikstedet om, at jeg skal lære fra mig af min viden og at jeg skal lære dem, hvordan vi gør i Danmark. Derudover tror jeg, at mit menneskesyn i forhold til det pædagogiske arbejde, nok skal skabe udfordringer i forhold til praktikstedets måde at anskue mennesket på.
En anden faglig bekymring som jeg sidder med inden afrejse, er den manglende vished om, at de pædagogiske ideer jeg har, kan lade sig gøre og om jeg kan omstille mig, hvis de i så fald ikke kan.
Jeg har ingen ide om, hvordan den ghanesiske pædagogik er, men praktikstedet jeg skal på, er ledet af en hollandsk katolsk mand. Jeg glæder mig derfor meget til at se, hvordan den pædagogiske praksis foregår. Er det styret af vestlige tankegange eller måske religiøse overbevisninger? Eller er tankegangen mere præget af den lokale kultur og tankegang?
Jeg har aldrig tidligere været i Ghana (eller Afrika i det hele taget) og glæder mig meget til at møde den ghanesiske kultur, som jeg har hørt, skulle være meget ligefrem. Jeg har en ide om, at alle er utrolig glade og danser hele dagen i stor-blomstrede kjoler imens de henter vand ved brønden. Alle børn løber rundt på gaden og leger med gamle cykelhjul. Hverdagen er på trods af det hårde liv fyldt med sang og dans. Alle KAN danse og VIL danse! Alt det har er selvfølgelig sat på spidsen, men alligevel næsten mit indre billed af den afrikanske verden. Det bliver derfor sjovt, at opleve og undres over kulturen, når vi ankommer til Ghana.
Samtidigt bliver det også sjovt at opleve det at være dansker i et så anderledes land end mit eget. Hvad betyder det at være dansker, i forhold til den fortid landet har, som gammel dansk koloni? Forventes det, at jeg har mange penge og giver penge ud til højre og venstre? Tror de forskellige sælgere,a t de kan få flere penge ud af en handlen med mig? Og ligger der en skjult ubevidst rollefordeling/status i at jeg kommer fra et vestligt land og de fra et uland?
Personligt er jeg en anelse autistisk omkring struktur og organisering, og elsker derfor vores ganske strukturerede/organiserede land. Jeg har nemlig hørt at tingene ikke altid er lige strukturerede/organiserede i Ghana (eller i Afrika for den sags skyld,) og jeg kan forestille mig, at jeg bliver udfordret yderst meget på min tålmodighed i forhold til tingenes tempo osv.
Tanken om hjemve og om jeg kan gennemføre de seks måneder nager mig selvfølgelig. Især så tæt på afrejse, synes jeg tanken om at skulle undvære min kæreste og mine forældre bliver værre og værre. Jeg er dog ikke i tvivl om, at når jeg først er kommet af sted, vil savnet til dem ikke blive mindre, men så alligevel blive en del af min hverdag, som kan holdes ud. Min opfattelse af mig selv, er at jeg er en psykisk stærk pige og jeg håber, at jeg har den samme opfattelse, når jeg kommer hjem igen. Tanken om de grusomheder og den daglige lidelse jeg kan møde hos meget små børn gør mig en anelse utryg, og det gør mig roligere at vi er fem piger, som er der til at støtte hinanden.
Jeg har hørt en masse om, at det kan være svært at komme hjem efter et praktikophold i udlandet. Det skulle være svært, fordi folk hjemme ikke ved og måske forstår, de ting man har oplevet. Men jeg er nu ikke så urolig for tiden efter hjemkomsten, da jeg har nogle få uger ferie til lige at finde mig selv igen, inden vi starter i skole og skal starte på en masse eksamner.
Hej Trine.
SvarSletFin blog med mange små overraskende indsigter. Den der med at det er nemmere at være pige end dreng på gade fordi de blot kan ernære sig som prostitueret satte sig virkelig fast! Hold da op så lære man noget om forskelligheder. Men alt i alt rigtig spænde læsning - selv om jeg godt kan mærke at det har været hårdt.
mvh Lars