Efter en uge på langs (ja, jeg kunne jo åbenbart ikke klare
de fysiske strabadser ved at bestige et bjerg, så forrige uge stod på forstuvet
fod og maveproblemer, så jeg intet mad kunne spise i tre dage - man bliver meget afkræftet, kan jeg fortælle!) så er jeg klar
til start igen..
Forrige uge, imens jeg var syg, startede Rie og Trine vores
forskellige aktiviteter op. Vi holder ”Girls group-counselling” hver mandag. Tirsdag
og torsdag står vi for forskellige lege og sports-aktiviteter. Onsdag har vi
vores famøse fridag (hvilket virkelig bliver nydt!). Fredag laver vi et
narrativ tegneforløb - børnene tegner om deres liv på gaden og vi forsøger at
skabe samtaler med børnene omkring deres tegninger. Vi vil bl.a. have dem til
senere at tegne selvportrætter og portrætter af hinanden, så vi kan prøve at få
skabt en bevidsthed hos børnene, om hvem de er.
Hver anden fredag vil vi ydermere forsøge at få lavet et
legeforløb gennem metoden Joyful Play. Metoden kommer fra USA og bliver brugt
i arbejdet med traumatiserede børn. Hjemme i Danmark bruges metoden på de forskellige asylcentre. Jeg har skrevet to opgaver omkring metoden sammen med
Karen, og håber nu på også at få lov til at udføre den. Dem af jer, der kender
mig fra semi ved, at jeg er rigtig positiv overfor metoden.. :)
Sprogbarrieren hernede begynder at vise sine dårlige sider i
forhold til det pædagogiske arbejde. Forsøgene på at samle børnene og forklare
dem forskellige regler i aktiviteterne bliver besværliggjort af, at mange af
børnene (og de ansatte) ikke kan tale engelsk særlig godt (eller i det hele taget).. Meget af kommunikationen
på CAS foregår på twi på trods af, at der er en regel om, at sprogfordelingen
skal hedde 80-20% i engelsk favør. Det gør det svært at tage styringen i
aktiviteterne, når man skal bruge en ansat som tolk. Det gør, at man føler stor frustration og sommetider tvivler på, at man kan få udført noget imens man
er i praktik. Ens tanker om og forventninger til sig selv som pædagog bliver i
den grad sat på en prøve og det kan være yderst demotiverende i det hele taget
at føle sig så hjælpeløs (og til overs) det meste af tiden. Heldigvis er vi gode til at tale
ud om vores tanker og følelser indbyrdes og vi støtter hinanden det bedste, vi
har lært.
Nu skal det ikke lyde som om, at det hele er en stor
frustration at være på CAS, for det er det bestemt ikke. Børnene er stadig det
bedste ved arbejdet (og det er jo heldigvis sådan det skal være)..
Når jeg kommer hjem til DK igen, er jeg mester i bordtennis.
En af de skønne skønne drenge ”underviser” mig i bordtennis-sportens
fantastiske muligheder. Jeg spillede i en times tid med ham og fik skabt en
rigtig god relation igennem spillet. Nu gælder det så om at fastholde og
arbejde på relationen igennem andet end bordtennis – men et sted skal man
starte! :)
Vi havde et møde med vores superviser på CAS (Bridget) i
fredags. Vi fik snakket om den ghanesiske undervisningskultur og om CAS’ kultur
og institutionspolitik.
Vi har undret os meget over, at man på CAS har en regel om,
at man ikke må slå børnene, men at denne regel desværre ikke altid overholdes.
I Ghana har man åbenbart en lov i deres skole-lov (hvad der kan sammenlignes
lidt med vores folkeskolelov) som siger, at man gerne må true børnene med tæv
men at man ikke må tæve børnene. Kender i begrebet ”alt er relativt”? Det
kender ghaneserne i hvert fald for det er åbenbart meget relativt, hvad tæv er.
For at vende tilbage til CAS og regel om ikke at må slå børnene. Hjemmefra er
vi vant til, at arbejder du et sted, så har du gennem din ansættelse accepteret
institutionens politik, om du så er enig eller ej. Det er IKKE det samme i Ghana
(eller i hvert fald ikke på CAS). Her kører man stort set sit eget løb i
forhold til pædagogisk tankegang. Og dermed også i forhold til spørgsmålet om
man må slå børn!
Hvorfor der ikke bliver gjort noget ved det fra ledelsens
side, spørger i?? Ja, det spurgte vi også om. Svaret (vi fik) er simpelthen, at
ledelsen er svag. Bom! Og jeg er helt enig. (For lige at lave en grov
generalisering) Ghaneserne er et konfliktsky folk og det gør det unægtelig
svært at få startet en diskussion og højst sandsynligt en af årsagerne til der
intet bliver gjort.
Derudover ligger det åbenbart i den ghanesiske
undervisningskultur, at man truer børnene med en bambuspind til disciplin. Men
hvor meget respekterer et barn en underviser, som konstant truer med tæv?? Og
hvor længe kan man ”nøjes” med at true, indtil man bliver nødt til slå?? Og
hvor meget respekt til barnet har en underviser, når man føler behov for at
true?? Det er helt skævt, især når de faktisk har nedskrevet børns rettigheder,
som minder meget om vores. Fx at barnet har ret til at blive
behandlet med respekt.
Netop dette dilemma fortalte Bridget også om. Balancen
mellem på den ene side at være underviser, som skal behandle barnet med
respekt, i forhold til skoleloven, mens man på den anden side stadig hænger
fast i en ældgammel undervisningsform med tæv, som faktisk ikke er direkte ulovlig, men
som kan gradbøjes, så den passer til den enkelte undervisers behov!
Desværre virker det ikke som om tingene er i umiddelbar
forandring, på trods af, at mænd og kvinder som Anthony, taler stærkt for ikke
at slå børn..
- Trine
- Trine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar