Trine i Ghana: En SOS-børneby og en weekend fyldt med spøgelser fra fortiden

Sidste uge har været fuld af nye oplevelser..

Torsdag besøgte vi en SOS Børneby i Tema (område i Accra). Turen tog tre timer på grund af voldsom trafik gennem Accra (vi holdte stille det meste af tiden)..

En SOS børneby er som navnet indikerer en by for børn. Børnene er oftest forladte, forældreløse eller kommer fra familier, hvor forældrene ikke har ressourcerne til at beholde dem. Byen er et stort indhegnet område, hvor man har bygget en form for landsby. Landsbyen består af familiehuse, skole, klinik osv. Børnene bor i familiehuse, hvor der bor højest 10 børn. Hvert familiehus har deres egen ”mor”. For at blive ”mor” i en SOS børneby skal du enten være pebermø, enke eller have voksne børn, som ikke kræver din tid. Du skal altså give dig selv 100 % for at blive SOS-”mor”. Man bor fuldtid i husene og fungerer som rigtig mor for børnene i det pågældende hus og du skal som minimum kunne give 15 år af dit liv til arbejdet. Du kan ikke bare komme fra gaden og blive ”mor”. Man skal kunne skrive og læse, da man skal hjælpe husets børn med lektierne. Derudover skal man først igennem en prøve periode som aunt (tante).. Tanterne hjælper til i de forskellige familiehuse og de kender derfor som regel alle børnene i byen. Når et familiehus skal have ny ”mor” (pga. pension eller dødsfald) spørger man altid husets børn om, hvem de helst vil have som ny ”mor”. Går man på et tidspunkt på pension som ”mor”, betaler SOS for en resten af ens liv.

Familiehus opkaldt efter Danmark, da vi har sponsoreret huset

Som skrevet tidligere går børnene også i skole. I forhold til det vi fik fortalt, er man ret godt stillet som SOS-barn. Man får nemlig betalt skolegang til man er 23 år. Derudover sørger SOS ellers for, at barnet bliver integreret i verden uden for børnebyen. Skolen, som ligger i børnebyen, er ikke kun for børnene som bor i børnebyen. Udefrakommende børn kan også gå i skolen, og der skulle være stor prestige i at have sit barn i en SOS-skole, da SOS tiltrækker mange dygtige lærere. Derudover foregår tingene ikke helt som på andre skoler i Ghana. Det er f.eks. forbudt at slå børnene og man bliver fyret, hvis man bliver taget i det. I de mindre klasser (dem, vi ville betegne som børnehave-alder) kalder man ikke lærerne for teachers men for educators. Forskellen ligger i, at man ikke underviser på almindeligvis, ej heller i almindelige skoleemner (engelsk, matematik osv.) men i ting som vi også ville lave med børn i danske daginstitutioner.

Børnebyen i Tema er den største i Ghana med 50 familiehuse. Børnebyen har nogle fantastiske faciliteter. De har f.eks. boldbaner med græs (i Ghana er det oftest grus eller jord, man spiller på), de har en virkelig flot og velholdt legeplads og der er i det hele taget meget rent i byen.

Legepladsen - det er første gang vi har set en legeplads, hvor der faktisk er græs!

De runde hytter er klasse lokaler. Der er max 25 børn i hver klasse og altid to educators tilknyttet

Hvert klasse lokale var fint malet udenpå

Vi var alle meget imponerede over børnebyen og vi tog derfra med en rigtig god følelse i maven. Al den tid vi var været i Ghana, har vi kun sit rigtige dårlige forhold for efterladte børn. Det var derfor en virkelig god oplevelse at se børnebyen. At man ved, at flere steder i Ghana (og i hele verdenen) er der steder, som giver børnene rigtig gode muligheder, for at få et godt liv på trods af en meget dårlig start.

Denne weekend stod på arrangeret tur til Cape Coast.

Cape Coast er en kystby tre timers kørsel vest for Accra. Byen er især kendt for sin historie og for sine historiske bygninger bl.a. et slavefort bygget af hollænderne. Det var dette fort vi skulle se som det første. Rie og jeg havde allerede set et lille fort i Keta, som er bygget af danskerne. Det var dog et lilleput fort i forhold til Cape Coast Castle. Fortet er, som skrevet tidligere, bygget af hollænderne. Det er blevet brugt i forbindelse med slavehandlen tilbage i kolonitiden. Det var en meget surrealistisk følelse at stå under slottet i fangekældrene og fornemme fortidens pinsler. Kældrene var dengang fyldt til bristepunktet med sorte mennesker, som bare ventede på at blive sejlet til Amerika. Fangerne opholdte sig typisk to til fire måneder i kældrene og de havde ingen mulighed for at undslippe deres forfærdelige skæbne. Fangerne blev kun lige hold i live og forholdene var forfærdelige. Mange af fangerne døde inden de overhoved nåede ud af fangekældrene. Der var ingen mulighed for at gå på toilettet så man gjorde sit på gulvet. Derudover blev mange syge og man vadede derfor oftest rundt i opkast og lort. Samtidigt var luften utrolig dårlig, da man ikke har gjort stort ud af udluftningen. Det har været et rent helvede.

På vej ned i fangekælderen

Der var intet lys i fangekældrene dengang,

så fangerne blev oftest næsten blinde

inden de kom ud igen.

For de kvindelige slaver, kunne de også forvente at blive voldtaget. Nægtede de at lade sig seksuelt udnytte, blev de tortureret indtil de indvilgede i at blive voldtaget.

Ovenpå kældrene havde man bygget kirken. Her blev der prædiket om kærligehed til sin næste og om paradis i himlen. Ironisk når man tænker på alle de fortabte sjæle, man spærrede inde under jorden til den visse død. Paradis oppe, helvede lige nede under.

Udsigt fra Cape Coast Castle - paradis oppe, helvede nede!

Det er en meget stærk følelse, man står tilbage med. Og man kan ikke andet end at blive forfærdet over den ligegyldighed europæerne har haft over for afrikanerne. En ligegyldighed som også viser sig i barske tal. I kolonitiden fangede man 60 millioner sorte mennesker til slavehandlen. Kun 12 millioner sorte slaver nåede til Amerika. 48 millioner sorte mennesker mistede deres liv.. (Til sammenligning - i Ghana bor der omkring 22 millioner..)

Tallene taler for sig selv..

Udover Cape Coast Castle så vi Elmina Castle. Endnu en slavefort, bygget af portugiserne. Historien for slottet er det samme som Cape Coast Castle. Brugt som sidste opholdsted inden de blev sejlet til Amerika. Et sted familier blev splittet for evigt, et sted man håbede at dø inden man blev sejlet til en uvis skæbne.

Elmina Castle

Så blev vi låst inde, heldigvis blev vi ikke solgt som slaver ;)

Weekenden har dog ikke kun stået i skyggen af fortiden..

Ajoe og Torsten (medstuderende og dennes kæreste) havde læst om et hotel bygget ude midt i en sø fyldt med krokodiller. Der skulle vi da bo! Hans Cottage Botel hedder stedet og er helt sikkert et besøg hver. Man har bygget en kunstig sø, proppet søen med krokodiller og derefter bygget en restaurant ude i søen. Det var virkelig en sjov oplevelse at sidde og spise, mens store krokodiller svømmede rundt under os..

Farlig krokodille!!

Vi håber stolperne holder!

Søndag besøgte vi Kakum National Park, som består af regnskov. Inde midt i regnskoven har de bygget hængebroer mellem træerne. Det skal lige tilføjes at broerne hænger 40 meter over jorden og kun holdt oppe af (hvad der ligner gammelt) reb. Det var en lidt grænseoverskridende oplevelse, da man så, at broerne er bygget af stiger med træplanker ovenpå holdt oppe af en masse reb. Det knager og man er det meste af ruten ikke sikker på om broerne holder. (De påstår godt nok, at de aldrig har haft nogle uheld! Og det må man jo så klynge sig til, når man står midt på en knagende, svingene bro 40 meter over jorden.) Man kunne dog godt nå at nyde udsigten, da broerne er forbundet af platforme holdt oppe af træerne.