Fornuften (og sommetider også medmenneskeligheden) er forsvundet!!

Efter en uge på langs (ja, jeg kunne jo åbenbart ikke klare de fysiske strabadser ved at bestige et bjerg, så forrige uge stod på forstuvet fod og maveproblemer, så jeg intet mad kunne spise i tre dage - man bliver meget afkræftet, kan jeg fortælle!) så er jeg klar til start igen..

Forrige uge, imens jeg var syg, startede Rie og Trine vores forskellige aktiviteter op. Vi holder ”Girls group-counselling” hver mandag. Tirsdag og torsdag står vi for forskellige lege og sports-aktiviteter. Onsdag har vi vores famøse fridag (hvilket virkelig bliver nydt!). Fredag laver vi et narrativ tegneforløb - børnene tegner om deres liv på gaden og vi forsøger at skabe samtaler med børnene omkring deres tegninger. Vi vil bl.a. have dem til senere at tegne selvportrætter og portrætter af hinanden, så vi kan prøve at få skabt en bevidsthed hos børnene, om hvem de er.

Hver anden fredag vil vi ydermere forsøge at få lavet et legeforløb gennem metoden Joyful Play. Metoden kommer fra USA og bliver brugt i arbejdet med traumatiserede børn. Hjemme i Danmark bruges metoden på de forskellige asylcentre. Jeg har skrevet to opgaver omkring metoden sammen med Karen, og håber nu på også at få lov til at udføre den. Dem af jer, der kender mig fra semi ved, at jeg er rigtig positiv overfor metoden.. :)

Sprogbarrieren hernede begynder at vise sine dårlige sider i forhold til det pædagogiske arbejde. Forsøgene på at samle børnene og forklare dem forskellige regler i aktiviteterne bliver besværliggjort af, at mange af børnene (og de ansatte) ikke kan tale engelsk særlig godt (eller i det hele taget).. Meget af kommunikationen på CAS foregår på twi på trods af, at der er en regel om, at sprogfordelingen skal hedde 80-20% i engelsk favør. Det gør det svært at tage styringen i aktiviteterne, når man skal bruge en ansat som tolk. Det gør, at man føler stor frustration og sommetider tvivler på, at man kan få udført noget imens man er i praktik. Ens tanker om og forventninger til sig selv som pædagog bliver i den grad sat på en prøve og det kan være yderst demotiverende i det hele taget at føle sig så hjælpeløs (og til overs) det meste af tiden. Heldigvis er vi gode til at tale ud om vores tanker og følelser indbyrdes og vi støtter hinanden det bedste, vi har lært.

Nu skal det ikke lyde som om, at det hele er en stor frustration at være på CAS, for det er det bestemt ikke. Børnene er stadig det bedste ved arbejdet (og det er jo heldigvis sådan det skal være)..

Når jeg kommer hjem til DK igen, er jeg mester i bordtennis. En af de skønne skønne drenge ”underviser” mig i bordtennis-sportens fantastiske muligheder. Jeg spillede i en times tid med ham og fik skabt en rigtig god relation igennem spillet. Nu gælder det så om at fastholde og arbejde på relationen igennem andet end bordtennis – men et sted skal man starte! :)

Vi havde et møde med vores superviser  på CAS (Bridget) i fredags. Vi fik snakket om den ghanesiske undervisningskultur og om CAS’ kultur og institutionspolitik.

Vi har undret os meget over, at man på CAS har en regel om, at man ikke må slå børnene, men at denne regel desværre ikke altid overholdes. I Ghana har man åbenbart en lov i deres skole-lov (hvad der kan sammenlignes lidt med vores folkeskolelov) som siger, at man gerne må true børnene med tæv men at man ikke må tæve børnene. Kender i begrebet ”alt er relativt”? Det kender ghaneserne i hvert fald for det er åbenbart meget relativt, hvad tæv er. For at vende tilbage til CAS og regel om ikke at må slå børnene. Hjemmefra er vi vant til, at arbejder du et sted, så har du gennem din ansættelse accepteret institutionens politik, om du så er enig eller ej. Det er IKKE det samme i Ghana (eller i hvert fald ikke på CAS). Her kører man stort set sit eget løb i forhold til pædagogisk tankegang. Og dermed også i forhold til spørgsmålet om man må slå børn!

Hvorfor der ikke bliver gjort noget ved det fra ledelsens side, spørger i?? Ja, det spurgte vi også om. Svaret (vi fik) er simpelthen, at ledelsen er svag. Bom! Og jeg er helt enig. (For lige at lave en grov generalisering) Ghaneserne er et konfliktsky folk og det gør det unægtelig svært at få startet en diskussion og højst sandsynligt en af årsagerne til der intet bliver gjort.

Derudover ligger det åbenbart i den ghanesiske undervisningskultur, at man truer børnene med en bambuspind til disciplin. Men hvor meget respekterer et barn en underviser, som konstant truer med tæv?? Og hvor længe kan man ”nøjes” med at true, indtil man bliver nødt til slå?? Og hvor meget respekt til barnet har en underviser, når man føler behov for at true?? Det er helt skævt, især når de faktisk har nedskrevet børns rettigheder, som minder meget om vores. Fx at barnet har ret til at blive behandlet med respekt.

Netop dette dilemma fortalte Bridget også om. Balancen mellem på den ene side at være underviser, som skal behandle barnet med respekt, i forhold til skoleloven, mens man på den anden side stadig hænger fast i en ældgammel undervisningsform med tæv, som faktisk ikke er direkte ulovlig, men som kan gradbøjes, så den passer til den enkelte undervisers behov!

Desværre virker det ikke som om tingene er i umiddelbar forandring, på trods af, at mænd og kvinder som Anthony, taler stærkt for ikke at slå børn.. 


- Trine

Ny profession: Abehvisker og bjergbestiger

Sidste weekend bød på første arrangerede tur fra Anthonys side. Vi skulle se abe-landsby, vandfald og bestige et bjerg.

Vi blev hentet kl. 6.30 om morgenen af Afrikas udgave af Stig! (Som i Stig fra Top Gear)..

Af sted i en fyldt bil mod Hohoe (by i, tæt på grænsen til Togo). Første stop på turen var abe-landsbyen, som ligger i en lille bitte flække inde midt i junglen. Aberne lever inde i junglen og er altså vilde aber, men da det er en meget fredelig aberace, så lever aberne og menneskerne fredeligt sammen i al fordragelighed (som vores guide fortalte det)..

Vi skulle betale 8cedi (27kr) for at komme ind til aberne. For de penge har landsbyen fået elektricitet, rindende vand og en skole. Det må ellers kaldes at få fuld valuta for pengene?? ;)

At komme fra Accras larmende trafik og røde halv-golde sletter til dette grønne paradis, var fantastisk. Vi skulle et godt stykke ind i junglen for at nå ind til et af abernes opholdsteder. Vi har nok alle taget et hav af billeder af grøn jungle. J

At komme ind til aberne var helt vildt. Vores guide have taget en klase bananer med og spurgte om vi ville prøve at fodre dem. Øøøøh ja da!! Vi skulle holde på midten af bananen og så stikke armen op mod grenene. Så kastede aberne selv deres lille overkrop ud fra grenene og tog fat om bananen. De skrællede bananen og tog enten bider af bananen imens den stadig var i ens hånd eller brækkede et lille stykke banan af som de kravlede op i træet med. Det var en rigtig sjov fornemmelse at være så tæt på sådan en lille sød abe. Jeg var så heldig, at få muligheden for at få en abe på armen. Det var en helt fantastisk og sjov følelse!

Efterfølgende blev vi kørt til vores hotel, hvor der desværre ikke var noget vand (hvilket er ret frustrerende, når man kommer fra sit ghanesiske hjem, hvor der heller ikke er vand, og det eneste man faktisk har lyst til er et bad!)

Dagen efter kørte vi til Wli Waterfalls, som vidst nok er Ghana’s højeste vandfald. Der er ingen som rigtig ved, hvor højt vandfaldet er, men ghaneserne mener selv, at det er mellem 20 meter og 2km (men så er man da også sikker på, at man er helgarderet). Igen skulle vi gå et godt stykke tid inde i junglen, før vi kom ind til vandfaldet. Jeg havde desværre ikke mit badetøj med, men det skulle i hvert fald ikke holde mig tilbage. Så af med kjolen og ud under vandfaldet. Skøøønt!!

Tredje og sidste stop på vores tur, var ved bjerget Afadjato, som er 885meter højt og dermed Vest Afrikas højeste bjerg (ikke sammenlignet med højeste punkt, da det her bjerg er enkeltstående og ikke støtter sig op af andre bjerge).

Jeg tror ikke, at nogle af os havde nogen anelse om, hvor hårdt den tur skulle blive. Jeg kan starte med at sige, at jeg ikke i lang tid (sikkert aldrig) har svedt så meget!! Stien op var fyldt med sten og rødder og det var meget meget stejlt. Nogle steder skulle man næsten kravle på alle fire for at komme frem og der blev holdt en del pauser.

Følelsen da vi nåede toppen, var næsten det bedste ved hele bjergstigningen. Man havde det i hvert fald godt med sig selv!

Turen ned var nærmest lige så hård som turen op. Lårene syrede i hvert fald lidt til og det har da nok været derfor, jeg endte med en forstuvet fod, da jeg mistede fodfæstet på et tidspunkt. 

Det var en rigtig rigtig fed tur og virkelig godt at se noget andet af Ghana. Endelig så vi det Ghana man kan forelske sig i. Det grønne paradis.. 

- Trine

Independence day

6. marts 1957 løsrev Guldkysten sig fra Storbritanniens jerngreb.. Guldkysten blev herefter anerkendt som det selvstændige land Ghana.
Hvert år bliver denne dato fejret med maner, da ghaneserne er utrolig stolte over deres uafhængighed. Dagen er en helligdag og folk har som regel også fri dagen efter. 
I Accra ligger den store plads Independence Square, hvor et uhørt stort antal mennesker kan være samlet. Anthony tog os med hen for at se den store parade, som skulle holdes i forbindelse med dagen. Hver dag, når vi har kørt på arbejde, er vi kørt forbi pladsen, og der har været et hav af øvelser, så vores forventninger til underholdningen var høje...
Er man til militærmarcher, blev ens forventninger da i den grad indfriet - er det ikke lige ens store interesse, blev man slemt skuffet. Det skal ikke forstås, som at det da ikke var en spændende oplevelse, men militæropvisning i to timer?? Hmm tjae, så er det da også set..


Opvisningen startede med indmarch med kolonner af mennesker i forskellige uniformer. Derefter fulgte der en indmarch med børn i forskellige skoleuniformer. Når man tænker på, at landet lever højt på demokrati og rettigheder, så var der altså lige lovligt meget militær. Hvor var al den afrikanske dans? Hvor var al musikken? Hvor var festen?? Ingen steder åbenbart (hvilket er meget mærkeligt, eftersom de normalt ikke laver andet!)..

På trods af den meget militæropvisning skete der faktisk også andre ting.. Ikke alle tingene var dog lige sjove. En del af børnene og også nogle af de voksne, kunne ikke tåle at stå så lang tid i solen. Vi så desværre folk besvime og som efterfølgende måtte bæres ud. Der var heldigvis en masse læger til steder, så der blev taget godt hånd om dem, men det er aldrig rart at overvære andre mennesker dratte omkuld.
Noget af det, som morede ghaneserne noget så kongeligt, var når hestene lagde en ordentlig omgang hestepærer og en mand (specielt udvalgt til opgaven??) måtte løbe ind og samle det op (kun med hans hænder ligenede det!!)..

Det der dog morede Asger og jeg mest, var de børn, som sad ved siden af os. Asger viste dem, de billeder han tog af dem og det syntes de var enormt sjovt. Det er dejligt, at der ikke skal mere til at more dem (eller os)..  :) 

Ghanas nationalsang:

God bless our homeland Ghana,

and make our nation great and strong. 

Bold to defend forever the cause

of freedom and og right.

Fill our heart with true humility.

Make us cherish, fearless honesty.

And help us to resist oppressors'

rule with all our will

and might evermore.

Ghanas national løfte:

I promise on my honour to be faithful

and loyal to Ghana my mother land.

I plegde my self to the service

of Ghana with all my strenght

and with all my heart.

I promise to hold in high esteem

our heritage won for us

through true blood and toil

of out fathers

and I pledge my self 

in all things to uphold and defend

the good home of Ghana. 

So help God.

- Trine

Confessions of a street girl

Til dem af jer, som skulle være interesserede i den pædagogiske del af mit ophold i Ghana, så har jeg nu lagt institutionsbeskrivelse og foreløbige læringsmål op. 

Vi har i denne uge været på opsøgende gade-arbejde med Irene, som er social worker. Irene tog os med til Kaneshie, som er et område i nærheden af CAS. Her "bor" mange af de børn, som vi til hverdag har det sjovt med på CAS. Kaneshie har et stort marked og ved markedet ligger en stor Tro Tro station. Her slås børnene om små-jobs, hvor de får lov til at bære folks bagage. Det kan de måske tjene 3 cedi (10,14kr.) på. 

De få hårdt tjente cedi bruger de på lidt mad og ellers på at spille spil på nogle af Kaneshies spillesteder. Det er bl.a. nogle af de steder social workerne ved, de kan finde børnene. 

Jeg undrede mig meget over, hvorfor vi kun så forholdsvis store gadebørn og spurgte derfor Irene om dette. Hun svarede, at de mindste gadebørn simpelthen bliver nødt til at holde sammen i et område for sig selv, ellers bliver de tyraniseret af de større gadebørn. De bliver banket og får ikke lov til at komme i nærheden af de steder jobbene er. 

Mange af pigerne bliver gravide i en meget tidlig alder og det er dermed svært for dem at komme væk fra gaden. For hvem skal passe barnet, hvis hun skal gå i skole? Drengene tager sjældent ansvar og pigerne er derfor efterladt alene med et lille barn. 

Det var en meget voldsom oplevelse for os alle sammen, da vi indtil nu har kunne fortrænge, at vores skønne unger ikke tager hjem til trygge rammer og forældre som venter på dem efter en dag på CAS, men i stedet  skal ud på den brutale gade, for at se om de kan tjene et par cedi, så de kan få noget mad (måske det eneste måltid på en hel dag). Men efter vi nu har set deres "hjem", kan vi pludselig sætte tingene i perspektiv i forhold til børnenes situationer. Det giver en helt anden form for respekt for børnene, for de er hver dag så utrolig glade og har en livsglæde uden lige på trods af deres triste skæbner. Mange af dem har selvfølgelig ikke prøvet så meget andet, men ens hjerte bløder alligevel for dem. 

Vi formåede faktisk at overbevise et af børnene, vi mødte, til at komme på CAS. Han kom senere på eftermiddagen og det føltes som en stor succes for os. Det er derfor også så utrolig ærgeligt. at Field Work er nedlagt pga. af manglende donationer. Jeg ser det som et af de vigtigste dele af hele det arbejde CAS gør. For hvis ikke børnene konstant bliver mindet om mulighederne på CAS, kommer de ikke på centeret. Det betyder kun, at det er meget få børn, som faktisk bliver hjulpet eller i det mindste får muligheden for det. Det er derfor for mig et fuldstændigt forkert sted at vælge og spare!!

CAS prøver at presse regeringen til at overtage det opsøgende arbejde, men det er yderst urealistisk at det vil ske, da det voksende problem med børn på gaden faktisk slet ikke er accepteret som et problem. En utrolig sørgelig realitet, som desværre er den barske sandhed!

- Trine