Ugen, hvor vi tog sagen i egen hånd

Den foregående uge har på CAS stået i de studerendes tegn.

Vi skulle overtage ugens undervisning og sådan gik det også.. Næsten! Mandag morgen møder vi op på CAS klar til at overtage og bare i det hele taget været 100 % på. Lærerne havde fuldstændig glemt, at de om torsdagen havde godkendt vores detaljerede (som i dato med klokkeslæt og beskrivelse af hver undervisningstime) plan for ugen. Så der stod vi rimelig modløse og godt gale i skralden, for endnu en gang var vi blevet ”glemt”.. Det er (som jeg har skrevet tidligere) ufatteligt demotiverende at rende panden mod muren hver gang man viser initiativ.

Vi fik presset lidt på, og vi kunne starte vores projekt op i drama-timen i stedet for. Første del af vores tema om børnenes liv på gaden skulle starte med en brainstorming. Vi ville rigtig gerne samle en masse viden og ord ind fra børnene, som senere skulle bruges til et digt. Det startede ret kaotisk men med hjælp fra madam Pat (lærerinde) fik vi en masse ting af vide fra børnene. De er utrolig åbne om deres liv på gaden og fik bl.a. en spændende ”diskussion” op og køre, om hvorvidt det er drengene eller pigerne, som har det hårdest på gaden. Her kom bl.a. den her kommentar: ”Drengene har det hårdest, for det er sværest for dem at få job. Pigerne kan bare blive prostitueret..” Bom!!

Tirsdag skrev vi en masse nøgleord op på tavlen, nøgleord fra brainstormingen. Vi delte børnene op i tre grupper og bad dem om at samarbejde om at skrive sætninger med ordene. Børnene tog fuldstændig røven på os. De var så dygtige til at samarbejde og vi har ikke set dem så stille og koncentreret.. Ja nogensinde!! De sad fuldstændigt opslugt af arbejdet i godt tre kvarter.. Vi fik en masse rigtig gode sætninger ud af det, og et godt indblik i hvordan det er at være gadebarn.

Onsdag legede vi en masse lege med dem. Her var Trine M tovholder da hun har UMD (udtryk, musik og drama) som linjefag.. Legene skulle bruges som opvarmningslege inden vi ville have børnene til at udfører små improviserede teaterstykke for hinanden. Børnene var dog så opslugt af de nye lege, så vi udskød de små improviserede teaterstykker. Vi nåede dog at præsentere dem for noget lignende. En gruppe skulle vise en situation for de andre. De måtte ikke bevæge sig eller tale. De andre skulle så gætte situationen ud fra den positur gruppen havde valgt. Det var de overraskende dygtige til. Vi havde dog også valgt situationer, de selv havde skrevet om tirsdagen.

Torsdag havde de været på stranden hele formiddagen for at øve til olympiske lege (aktivitetsdag de skal have i juli eller august). Så da det blev vores tid til at have dem om eftermiddagen, var de meget trætte og svære at få til at holde koncentrationen. Men det lykkedes da at ”underholde” dem i en time..

Fredag havde vi valgt temaet for tegnetimen, som fredagen altid starter med.. Her fik vi en masse fine tegninger med hjem til samlingen. Rie og jeg vil bruge dem som ”bevis” til VNT-eksamen, som venter på os, når vi kommer hjem.

Alt i alt har det været en virkelig vellykket temauge. Vi har (efter vi kom over den første forhindring) fået støtte af personalet. Madam Pat har synes det har været virkelig godt og har kunne se meningen med galskaben. Det betyder alt for os, at vi har fået muligheden (og at vi har presset voldsomt på for at få den.) Men det gør det, det mere mærkeligt, at man som studerende bliver ”modarbejdet” når man viser initiativ, når de jo faktisk synes det er godt, det man kommer med..

Vi har to arbejdsuger tilbage (plus minus helligdage og institutionsbesøg) så tiden er ved at rinde ud. Vi går dog og sysler med tanken om en fodboldturnering for børnene. Vi håber det kan lade sig gøre, for det kunne være en god måde at afslutte på. Men som sagt er tiden kort og de er ikke kendt for at være hurtige hernede. Så lad os se, hvad der sker..

Det bliver dog mærkeligt at skulle slutte på CAS. Arbejdet med børnene har på godt og ondt krøbet under huden på en og det bliver svært at skulle ”efterlade” dem. Vi har dog fået lov til at få alle babyerne med hjem.. J

Det hårdeste er at vide, at man selv bare kan rejse hjem til et rigtig godt liv mens de søde søde børn skal så grueligt meget igennem.. F.eks. blev en af pigerne voldtaget fredag formiddag i den bydel, hun sover. Hun kom hen på CAS bagefter, men det blev bare ikke taget hånd om hende. Hun kom kort ind til sygeplejersken men ingen kærlig omsorg. Jeg sad derfor med hende i over en time. Hun sov med hoved i mit skød mens jeg nussede hende på ryggen. Det er forfærdeligt at tænke på, hun bare skulle tilbage til gaden, tilbage hvor sandsynligheden for, at hun render ind i voldtægtsmanden er stor. Det må være så svært psykisk. Ingen hjælp, ingen omsorg, ingen kære mor, der fortæller dig alting nok skal blive godt igen, intet system som pågriber voldtægtsmanden. Hvad er det for et liv, vi lader disse børn leve?! For de er ikke kun pigerne det går ud over, for også drengene er udsatte. Tæsk og voldtægt skal bare ikke være en del af børns liv, om man så bor trygt hos sin familie eller alene på gaden!

Jeg håber meget pigen kommer på CAS i morgen mandag. Jeg håber, at få lov til at vise hende, at vi ikke er ligeglade.. At der findes mennesker, som vil hende det godt..  

Snart snip snap snude.. Men ikke helt endnu!

Med så kort tid tilbage i Ghana (ca. 3 uger) går der længere tid imellem de fortælle-værdige historier.. Det meste af vores tid går efterhånden med opgaveskrivning, arbejde og at nyde det efterhånden lidt køligere vejr (regntiden er for alvor ved at sætte ind..)

Der er dog sket lidt forskellige siden sidste blog indlæg som jo alligevel er en hel måned siden (ser man tilbage går tiden overraskende hurtig på trods af at den føles meget langsom).

For to uger siden sagde vi farvel til de tre norske studerende på CAS. De havde været her i tre måneder. De tog hjem en lørdag, var helt hjemme søndag og tog så i skole mandag. Bom, det er vidst hvad man kalder et hurtigt skift i kontraster.. Jeg er rigtig glad for vi trods alt har to uger, når vi kommer hjem inden skolen så småt begynder. Men så stor den ellers også på ekstrem eksamens skrivning de næste 6 måneder..

Aafke, den hollandske studerende havde også sidste dag samme dag som de norske studerende.. Vi er nu heeeelt alene på CAS og det var da lidt mærkeligt de første par dage.

Vi har færdiggjort vores projekt med rammerne og det er rent ud sagt blevet skide godt! Vi har fået rigtig god feedback fra alle ansatte på CAS og det betyder virkelig meget for os, da vi jo så kan håbe på, at det betyder at de faktisk husker os som nogle, der lavede noget..

Anden del af vores overordnede projekt med børnenes identitet bliver sat i gang i næste uge. Her overtager Rie, Trine M og jeg undervisningen. Vi vil rigtig gerne lære om børnenes liv på gaden. Vi starter på mandag med en brainstorming sammen med børnene. Her skal børnene bare komme med alle de ord, de forbinder med deres liv på gaden. Derefter vil vi forsøge at få skrevet et digt sammen med børnene – et digt som skal være helt deres eget og som fortæller deres historie.

Tirsdag fortsætter vi med digtningen eftersom vi ikke tror, vi bliver færdig mandag (vi har trods alt kun halv anden time). Onsdag og torsdag vil vi sammen med børnene spille små teaterstykker for hinanden. Teaterstykkerne skal omhandle situationer fra børnene liv på gaden og efter hvert stykke snakker vi alle sammen om situationen – om der er nogen som også har oplevet en lignende situation osv. Vi starter timerne med forskellige opvarmningslege. Ikke opvarmningslege som til sport men lege som putter en i godt humør.

Fredag udnytter vi tegnetimen til at få børnene til at tegne noget fra ugens løb. Noget de synes, de har tænkt ekstra over osv.

Vi håber meget på at det lykkedes for os. Vores største frygt er børnenes ligegyldighed overfor ting man sætter i gang. Vi har før prøvet at hele deres attitude udstråler: Fuck jer.. Det kan hurtigt tage modet fra en, men vi krydser fingre og håber på det bedste.. Vi har heldigvis støtte fra lærerne, som synes det er et super initiativ og de vil gerne stå som assistenter gennem ugen..

I dag har vi været på institutionsbesøg hos Sunny International School. Det er en privat skole med børn fra 0-18 år. Her bliver selv de helt små undervist som i almindelig skole. Der er ingen legeplads og megen plads til leg i det hele taget. Bevidstheden om legs vigtighed hos børn er der ellers hos nogle af lærerne, men forstanderinden nægter det blankt..

Børnene bruger meget tid på at vente, da der kun er en lærer til hver klasse. Og når der kun er en lærer til over 20 børn, så er det dømt til at gå bare lidt galt.. De fleste af lærerne slår heldigvis ikke børnene (særlig tit) og det er så det, man kan holde sig oppe på, når nu der ikke er plads til leg. Skolen er bygget i beton og i hestesko-formation og akustikken i gården er absurd dårlig. Man skal stå og råbe til hinanden, når man står i gården. Alle klasseværelser vender ud mod gården og I kan sikkert forestille jer den larm, der er i klasselokalerne fra gården. Ikke særlig gode arbejdsforhold, hverken for elever eller lærer.

EM er jo skudt i gang og tv-signalet rækker sørme også helt til Ghana. Første kamp der blev spillet mod Holland så vi var selvfølgelig på hollandsk bar. Så er sejren lige pludselig ekstra sød. Vi sad omkring 30 danskere samlet mod ca. 10 hollændere. Hollænderne tog det nu pænt.

Anden kamp mod Portugal blev set på den irske stambar. Her gik det jo, som I sikkert ved, ikke synderligt godt. Så er det godt Anders og Asger (to medstuderende) bruger den irske som deres andet hjem. De havde skaffet lidt gode aftaler med ejerne, så sorgerne kunne blive druknet til en forholdsvis billige pris.

Det er som om man bliver utrolig patriotisk, når man er så langt fra lille Danmark og jeg har da både heppet og fået farvet Dannebrogs flag i hovedet.. (Dem af jer som kender mig, ved at fodbold landskampe ikke normalt er det jeg bruget mit krudt på..)

 Nu er tiden hvor jeg sætter mig på et fly med næsen mod Danmark også ved at nærme sig med hastige skridt. Det bliver alt for skønt at komme hjem til sin kæreste og sin familie igen. Men det jeg glæder mig næsten mere til at den danske mad! Planen er også foreløbig, at vi alle sammen skal forbi pølseboden i Københavnslufthavn mens vi venter på vores bagage..

Længe leve ristede hotdogs og kolde Cocio’er!!

-Trine