fredag den 27. april 2012

Bare kald mig håndværker


I øjeblikket er jeg konstant indhyllet i savsmuld og plettet af maling.
Rie, Trine og jeg er gået i gang med at lave rammer til vores personale/børnevæg. Vi har taget billeder af al personale og af alle børnene på CAS. Billederne skal sammen med deres navne, hænge i rammerne. Som jeg tidligere har fortalt, laver Rie og jeg et tegneforløb om identitet, hvor vi vil gøre børnene bevidste om, hvem de er. Rammerne er et led i dette forløb. Personalet skal have deres billede i rammerne, så man nemmere, som ny, ved hvem folk er og hvilken funktion på CAS de har. Børnene skal have deres billede der, så de også føler, at de er en del af CAS – at de også har et sted, de hører til og som er deres. Derudover skal der være billeder af de studerende, som er på CAS.
Da der sommetider kommer nye børn på CAS, skal der kunne indsættes eller skiftes billeder i rammerne.
Rammerne er lavet på store plader af træ, som der efterfølgende er blevet sat ramme-lister rundt om. Derefter har vi slebet kanter og flader med sandpapir, for at give rammerne et mere ”blødt” udseende.
Rammerne er blevet malet i sort og hvid. Vi har malet baggrunden sort eller hvid. Listerne er blevet malet i tern skiftevis sort/hvid. Det ser rigtig godt ud og alle på CAS synes, det er helt fantastisk, det vi har gang i.
Endelig lidt anerkendelse for vores arbejde!

Jeg har dog tænkt meget over vores arbejdsmetode. I Danmark ville du normalt have inddraget børnene i dit projekt. Du ville havet guidet børnene i arbejdet og måske selv have stået for en af rammerne, mens resten blev lavet af børnene.
Men det er slet ikke sådan, vi har grebet det an i forhold til projektet. Vi er så lykkelige for endelig at få godkendt et projekt og faktisk endelig at komme i gang med det, at der er gået egoisme i det. Vi vil selv lave rammerne, vi vil selv male dem og vi vil selv tage billederne af personale og børn. Behovet for selv at lave tingene er simpelthen opstået, fordi vi ikke føler vi har opnået noget i forhold til vores arbejde på CAS indtil videre. Det har her, vi burde se tingene i et lidt større perspektiv, men alligevel bliver stædige og egoistiske, for vi vil for alt i verden bevise, at det nu engang er os, der har lavet de rammer!
(Det skal lige siges, at det for engang skyld har været rart at være beskæftiget hele dagen i forhold til normalt, hvor meget af tiden går med at vente.. Lige nu står den på overlevelses-mode!) 

- Trine

onsdag den 18. april 2012

To uger gået – Mange oplevelser rigere!!


Vores tur op igennem Ghana har været fuld af nye indtryk og ny viden.. For mit vedkommende var udsigterne til turen ellers ikke de bedste. Torsdag aften (afrejse fredag morgen) blev jeg ramt af bræksyge og var derfor meget i tvivl, om jeg kunne blive klar til turen. Med en kæreste, som også håbede på at opleve en masse de to uger han var og besøge mig, var mit humør ikke i top. Heldigvis blev jeg klar (dog lidt afkræftet) til afrejse om morgenen.
Jeg glædede mig til ”at vise” Ghana til Jeppe og turen starter da også helt ”perfekt” med en to timers tur på en helt absurd hullet vej.. Velkommen til Ghana! ;)

Første stop på vejen var ved et Monkey sanctuary. Her gik vi en kort tur igennem skoven og se aberne hoppe rundt mellem træerne. Denne gang fik vi ikke lov til at fodre aberne (som ved abe-stedet i Hohoe) og vi gik videre til en landsby hvor aberne nærmest lever side om side med indbyggerne. Her sad aberne i træerne i udkanten af landsbyen, på hustagene og steder, hvor der ellers lige var lidt ro og fred til dem..
(Det er for resten sjovt, hvor mange abe-jokes man kan lave om hinanden!) ;)




Aberne, som lever i og omkring landsbyen..

Vi overnattede på et guest house ved abe-stedet. Stedet var dejligt billigt og faktisk fint til prisen (selvom jeg nu ikke tror Trine M og Nina er helt enige med mig, da der åbenbart var rigtig mange STORE edderkopper!).. Vi betalte 10 cedi for et værelse for to personer, hvilket svarer til 38,50 kr. Der var så heller ikke andet på værelset end senge og myggenet – men hvad andet skal man bruge?
Om morgenen løb aberne rundt tæt på vores morgenbord og man bliver hver gang lige begejstret for hver ny abe, man ser!

Andet stop på turen var et vandfald. Denne gang skulle vi ikke gå synderligt langt for at komme til vandfaldet, til gengæld skulle vi gå på en hulens masse trapper. (Mindre sjovt for Nina, som stadig ikke kan gå så godt på hendes fod – hun har desværre revet ledbåndene over)


Jeg havde (med tanke på sidste vandfalds-tur) taget bikini inden under tøjet, men da vi kom ned til vandfaldet er der en stor gruppe ekstremt overstadige ghanesere, som tog en masse af pladsen. Så snart de så alle os hvide mennesker skulle de have taget billeder med os. Der blev takket pænt men rimelig bestemt nej fra min side. Det blev til badning med tøj på for mit vedkommende men under vandfaldet kom jeg.. :) Jeppe, som ikke var vant til ghanesernes lydt til at få taget billeder med hvide, fik taget sin del af billede-kvoten..



Næste destination for vores tur var Mole National Park, som er Ghanas største dyrereservat med flest forskellige dyr. Men inden vi ankom til parken stod den på mekaniker-arbejde for Ben vores chauffør. Da Ghanas veje ikke altid er de bedste (en underdrivelse!) gav bilen lidt mærkelige lyde fra sig. Vi måtte derfor holde ind i en lillebitte landsby, for at Ben lige kunne se efter. Her hjalp Rie og Jeppe gevaldigt til, med lige at sparke til lidt dæk og ellers proklamere at det hele ellers så godt ud.. ;)
Da vi ankommer til hotellet, er det første vi bliver mødt af to vortesvin, som vandre rundt uden for vores dør. Velkommen! Den eftermiddag havde vi bare fri og de hotellet ligger på bakke med udsigt over hele reservatet (og desuden har en pool) gjorde det os ikke noget at have eftermiddagen fri. Dagen efter skulle vi først på hiking (safari til fods) om eftermiddagen. Da vi om morgenen ser en stor flok elefanter bade i en sø neden for bakken steg vores forventninger flere grader i vejret.



De små grå prikker er faktisk elefanter! 


Et billed siger mere end tusind ord.. ;)

Eftermiddags-safarien stod ikke på elefanter, da de pga. varmen søger ind i skoven kølige skygge, men vi så en masse andre dyr i stedet. Vi så forskellige typer antilopper, krokodiller, aber og forskellige racer fugle. Vi så bavianer og vortesvin, som boede side om side med beboerne i en landsby. Bavianer er store og har større tænder end man lige skal tro, og når en stor bavian-han går hen imod dig, så er man ikke meget værd! Tro mig! Been there, done that!


Bavian og vortesvin er fuldstændigt ligeglad med, 
at de lever side om side med menneskerne.. 
Det er til gengæld bare rart at kunne æde alt skraldet


Det var en stor oplevelse at gå rundt imellem dyrene i deres normale omgivelser og vores forventninger til vores store safari tur til Kenya og Tanzania blev også skruet op.
Dagen efter stod den på morgen-safari og vi håbede meget på at se elefanter, da det typisk er om morgenen de kommer frem for at køle sig ned i vandet. Men da der om aftenen og natten havde været et gevaldigt regnskyl, var luften stadig kølig og chancen for at elefanterne kom til vandhullet var meget lille. Vi vandrede derfor rundt i to timer på jagt efter elefanterne. Dog uden held.. indtil guiden bliver ringet op og får af vide, at elefanterne hele tiden havde opholdt sig oppe ved informationshytten (det sted vi var startet vores safari).. Lidt uheldig har man da lov til at være..
Vi begiver os derfor den vej og pludselig kommer en elefant gående! Det er en enlig han-elefant på over 40 år, som leder efter flokken. Vi følger lidt efter den og kommer hurtigt ret tæt på den. Guiden fortæller at vi står i den rute og vi derfor skal flyttes os lidt. Vi får åbenbart flyttes os mere ind i dens rute for den føler sig truet af os og begynder derfor at gå hen imod os for at skræmme os – hvilket virker! Da guiden siger, vi skal løbe, behøver han ikke sige det to gange! Vi løber derfor lidt væk og det virker til at være langt nok for elefanten.. Vi står derfor stadig og kigger på elefanten, som er gået længere ud på sletten. Men pludselig ombestemmer den og begynder at lunte hen imod os igen. Vores guide råber vi skal løbe. Så vi må løbe igen. Det er åbenbart ikke nok for der bliver råbt: ”RUUUN!! RUUUUN FASTER!!” imens guiden lidt hiver geværet ned fra skulderen.. Da vi har fået af vide at en elefant kan løbe omkring 53 km/t så prøver man altså bare at få et forspring! Det var en vild oplevelse og jeg indrømmer da gerne, at man måske lige blev en anelse bange, da der bliver råbt, at man skal løbe hurtigere. At blive trampet ned af en sur han-elefant er måske ikke lige den måde, man har lyst til at ende sit liv på.. ;) Vi er dog alle sammen enige om at det var en fandens sjov oplevelse!




Øjeblikket inden vi får af vide, at vi skal løbe og at vi skal løbe hurtigt!


Efter vores morgen safari, stod den på kano tur. Men eftersom vi er i slutningen af en tør-periode, var der begrænset med vand i floden og det blev kun til en lille tur. Vi så lidt forskellige fugle og snakkede en masse om det meget meget grønne vand, som man åbenbart godt kunne drikke (ellers tak!) Højdepunkterne ved kanoturen var da dem, der havde lyst fik lov ti at padle og så Ries store glæde ved endelig at prøve at sejle i kano!! ;)


Det grønne vand man åbenbart kan drikke.. Hmm..


Inden vi vendte sydpå og mod Kumasi, så vi den ældste moske i Vestafrika. Den er slet ikke så stor, som den ser ud på billeder, men ganske flot alligevel. Moskeen har fire døre, som er meget meget små. Det er de, for at man skal bukke sig for at komme ind. I det man bukker sig for at komme ind af døren, bukker man også for Allah og viser dermed sin ydmyghed og loyalitet.


Den ældste moske i Vestafrika


Trine M foran en af de meget små døre..


På vej hen til moskeen blev vi ført gennem den lokale landsby. Vores guide, som selv bor i landsbyen, viste os rundt. Vi var helt inde i folks huse og han fortalte om, hvordan folk boede. Han sagde vi skulle føle os hjemme og bare tage så mange billeder, som vi havde lyst til. Men det havde jeg slet ikke lyst til. Jeg følte mig meget malplaceret og bevidst om, at jeg som hvid og fra Danmark har ufattelig mange flere midler end dem. Hele deres livsform blev eksponeret på en måde, jeg ikke brød mig om. Når vi stod der med vores vandflasker og dyre kameraer (noget de på ingen måde har råd til, ikke engang vandflasken), blev jeg flov over, at man som turist åbenbart har behov for at se deres simple livsform. At man har behov for at skulle se nogen, som rent økonomisk er så dårligere stillet end en selv. Men behovet er der åbenbart, for ellers havde det vel ikke været en del af den guidede tur?

Kumasi er en stor by, som på mange måde minder om Accra, men som alligevel adskiller sig så voldsomt fra den alligevel. Byen er bygget i et meget bakket terræn, så byen er bygget meget i niveauer. Derudover er byen rigere end Accra og der er derfor mange flottere og større bygninger. Alle sammen bygget færdige.. i forhold til i Accra. I Kumasi fik vi en masse viden om Ashanti-stammen, som er en af de største stammer i Ghana. I tidligere tider (inden kolonitiden) regerede Ashanti-stammen over et område næsten på størrelse med Ghana. Vi besøgt forskellige museums og det var tiltrængt med lidt historie. Vi besøgte bl.a. deres militær-museum, som ligger i et gammelt fort, hvor der har været udkæmpet et utal af krige om. En sjov historie (som faktisk siger meget om ghaneserne) er, at da englænderne forlod fortet, da Ghana blev selvstændigt, efterlod de en dør låst hvor der stod DANGER på. Døren forblev låst helt frem til 1987, altså omkring 30år, hvor man brød døren op og fandt en masse Ashanti guld gemt i rummet bag døren. Guldet blev brugt (man ved ikke rigtig længere på hvad) men historien bliver stadig fortalt.. Men at man lader sig skræmme af et skilt med ordet DANGER på og lader døren stå urørt i 30 år.. Hmm..

Vores tur sluttede med en tur på restaurant i Kumasi. God mad og hyggelige omgivelser.. indtil en fuldfed rotte stille og rolig hoppede ned af en trappe og løb ind i køkkenet. Jep, vi er stadig i Afrika, hvis nu vi skulle have glemt det!! ;)

- Trine

tirsdag den 3. april 2012

Cirkus CAS


Tiden den går og går. Nu har vi været i Ghana i over to måneder og inden vi ser os om har vi sidste dag i praktikken og Kenya, Tanzania og Zanzibar kalder.
Det er lige før vi går hen og får stress med alle de ting, vi skal nå, inden vi tager herfra. Med to store opgaver fra vores danske uddannelsessted, et pres fra praktikstedet om, at vi laver noget, når nu vi ikke ville på Hopeland, vores egne forventninger til de ting, vi gerne vil lave i praktikken holdt op i mod, hvad vi faktisk har mulighed for.

For at starte der, hvor alle bekymringerne har grobund. På CAS har vi fået vores helt eget skema, så de kan følge med i, hvilke aktiviteter vi laver på hvilket tidspunkt. Så langt så godt. I torsdag forrige uge havde vi planlagt en undervisningstime, som skulle handle om Danmark. Så børnene (og de ansatte) kan se, hvor stor forskel der er på Danmark og Ghana. Vi havde fået lov til at låne projekter og computer fra Awerness gruppen (gruppe, som tager ud på skoler og fortæller om gadebørn og om CAS). Hvad der bare ikke lige blev fortalt os, var at gruppen skulle ud den dag og derfor selv skulle bruge udstyret. Okay, så aftalte vi, at vi skulle lave timen i tirsdags i stedet. Det bliver tirsdag og vi fortæller Steve (vores anden supervisor, vi er blevet tilknyttet) at vi skal bruge udstyret. Det lyder fint siger han, og der er ingen problemer ved det. Vi skal holde timen om eftermiddagen og vi skynder os derfor hurtigt tilbage efter pause. Hvad der ikke er blevet fortalt os er, at man den resterende uge, skal øve replikker til en film, som skal filmes ugen efter. Meget meget frustrerende når man har lavet et stykke arbejde, man meget gerne vil dele med børnene. Men det, som går os mest på er, at vi ingen information får og at tingene foregår over hovedet på os. Vi får lov til en masse ting, men når det kommer til stykket, kan det ikke lade sig gøre alligevel. Det er konstant et skridt frem og fire tilbage!
Fredag sørgede vi for at være på CAS i god tid, så vi kunne sikre os styringen i formiddagens tegnetime. Vi havde hjemmefra aftalt, at emnet for timen skulle være deres historie om, hvorfor børnene er endt på gaden. Til at starte får vi af vide, at det kan sagtens lade sig gøre. Da det kommer til stykket, kan det alligevel ikke lade sig gøre, for børnene kan ikke relatere til emnet, hvis de ikke har haft undervisning om det. Det er noget fis at få af vide. Børnene ville godt kunne forstå opgaven uden problemer. Vi har en gang haft et time, hvor de skulle tegne situationer fra deres liv på gaden og her var ingen problemer! Jeg tror hovedsageligt, at problemet ligger hos de ansatte. De er fastbesluttet på, at det er begrænset, hvad børnene kan og holder sig derfor kun til det de kender.
Det er svært at føle sig hørt, når man gang på gang bliver trumfet ned i forhold til beslutninger. Og det er ikke sådan, at vi har mulighed for at protestere, for beslutningerne bliver taget overhoved på os samtidigt med at det foregår på tvi.

Vi har dog fået lov til at stå for en stor ting. Fredag d. 13 april bliver der afhold stor aktivitetsdag, da det er international dag for gadebørn d. 12 april. Børnene skal spille et spil, hvor der skal udføres en masse aktiviteter. Vi har fået til opgave at udforme de forskellige aktiviteter og dermed også bestemme, hvor mange point de skal give. Det er dejligt endelig at få ansvaret for noget der er lidt større. Det har vi brugt en masse timer på og jeg tror det bliver en rigtig god dag.

I fredags kunne jeg hente min kæreste i lufthavnen.. Det er skønt at have ham hernede i lidt over to uger. To måneder har føltes som meget lang tid.
Det er dejligt, at han får mulighed for at opleve min hverdag hernede. Så er der i det mindste en der hjemme som ved, hvad jeg har oplevet hernede.

Her til aften har vi fejret Jeanets fødselsdag med en tur i italiensk cirkus. Det var noget af en oplevelse (på godt og ondt!).. Cirkus er nu engang cirkus for mit vedkommende og det er ikke så tit jeg bliver overrasket eller imponeret. Men når klovnene får Trine M til at klukke og næsten græde af grin eller når linedanseren får dem til at blive bange, så kan man vel ikke lade være med ikke at trække på smilebåndet. :)




 På fredag står programmet på en 6-7 dages tur til Nordghana, hvor vi bl.a. skal se den ældste moske i Vestafrika, vandfald, nationalpark (forhåbentligt med en masse eksotiske dyr!), en masse landsbyer og Kumasi (som er den næst største by i Ghana).. Det bliver dejligt at komme lidt væk fra arbejde og Accra igen.

Når vi kommer hjem har vi KUN 2½ måned tilbage af praktikken.. Tiden må siges at gå hurtigt.. Tænk at man har været her så længe! 

- Trine



En af gadepigernes skønne skønne dreng på ½ år, som vi alle er godt og grundigt forelskede i!! :)



søndag den 25. marts 2012

Fornuften (og sommetider også medmenneskeligheden) er forsvundet!!


Efter en uge på langs (ja, jeg kunne jo åbenbart ikke klare de fysiske strabadser ved at bestige et bjerg, så forrige uge stod på forstuvet fod og maveproblemer, så jeg intet mad kunne spise i tre dage - man bliver meget afkræftet, kan jeg fortælle!) så er jeg klar til start igen..

Forrige uge, imens jeg var syg, startede Rie og Trine vores forskellige aktiviteter op. Vi holder ”Girls group-counselling” hver mandag. Tirsdag og torsdag står vi for forskellige lege og sports-aktiviteter. Onsdag har vi vores famøse fridag (hvilket virkelig bliver nydt!). Fredag laver vi et narrativ tegneforløb - børnene tegner om deres liv på gaden og vi forsøger at skabe samtaler med børnene omkring deres tegninger. Vi vil bl.a. have dem til senere at tegne selvportrætter og portrætter af hinanden, så vi kan prøve at få skabt en bevidsthed hos børnene, om hvem de er.
Hver anden fredag vil vi ydermere forsøge at få lavet et legeforløb gennem metoden Joyful Play. Metoden kommer fra USA og bliver brugt i arbejdet med traumatiserede børn. Hjemme i Danmark bruges metoden på de forskellige asylcentre. Jeg har skrevet to opgaver omkring metoden sammen med Karen, og håber nu på også at få lov til at udføre den. Dem af jer, der kender mig fra semi ved, at jeg er rigtig positiv overfor metoden.. :)

Sprogbarrieren hernede begynder at vise sine dårlige sider i forhold til det pædagogiske arbejde. Forsøgene på at samle børnene og forklare dem forskellige regler i aktiviteterne bliver besværliggjort af, at mange af børnene (og de ansatte) ikke kan tale engelsk særlig godt (eller i det hele taget).. Meget af kommunikationen på CAS foregår på twi på trods af, at der er en regel om, at sprogfordelingen skal hedde 80-20% i engelsk favør. Det gør det svært at tage styringen i aktiviteterne, når man skal bruge en ansat som tolk. Det gør, at man føler stor frustration og sommetider tvivler på, at man kan få udført noget imens man er i praktik. Ens tanker om og forventninger til sig selv som pædagog bliver i den grad sat på en prøve og det kan være yderst demotiverende i det hele taget at føle sig så hjælpeløs (og til overs) det meste af tiden. Heldigvis er vi gode til at tale ud om vores tanker og følelser indbyrdes og vi støtter hinanden det bedste, vi har lært.

Nu skal det ikke lyde som om, at det hele er en stor frustration at være på CAS, for det er det bestemt ikke. Børnene er stadig det bedste ved arbejdet (og det er jo heldigvis sådan det skal være)..
Når jeg kommer hjem til DK igen, er jeg mester i bordtennis. En af de skønne skønne drenge ”underviser” mig i bordtennis-sportens fantastiske muligheder. Jeg spillede i en times tid med ham og fik skabt en rigtig god relation igennem spillet. Nu gælder det så om at fastholde og arbejde på relationen igennem andet end bordtennis – men et sted skal man starte! :)

Vi havde et møde med vores superviser  på CAS (Bridget) i fredags. Vi fik snakket om den ghanesiske undervisningskultur og om CAS’ kultur og institutionspolitik.
Vi har undret os meget over, at man på CAS har en regel om, at man ikke må slå børnene, men at denne regel desværre ikke altid overholdes. I Ghana har man åbenbart en lov i deres skole-lov (hvad der kan sammenlignes lidt med vores folkeskolelov) som siger, at man gerne må true børnene med tæv men at man ikke må tæve børnene. Kender i begrebet ”alt er relativt”? Det kender ghaneserne i hvert fald for det er åbenbart meget relativt, hvad tæv er. For at vende tilbage til CAS og regel om ikke at må slå børnene. Hjemmefra er vi vant til, at arbejder du et sted, så har du gennem din ansættelse accepteret institutionens politik, om du så er enig eller ej. Det er IKKE det samme i Ghana (eller i hvert fald ikke på CAS). Her kører man stort set sit eget løb i forhold til pædagogisk tankegang. Og dermed også i forhold til spørgsmålet om man må slå børn!
Hvorfor der ikke bliver gjort noget ved det fra ledelsens side, spørger i?? Ja, det spurgte vi også om. Svaret (vi fik) er simpelthen, at ledelsen er svag. Bom! Og jeg er helt enig. (For lige at lave en grov generalisering) Ghaneserne er et konfliktsky folk og det gør det unægtelig svært at få startet en diskussion og højst sandsynligt en af årsagerne til der intet bliver gjort.
Derudover ligger det åbenbart i den ghanesiske undervisningskultur, at man truer børnene med en bambuspind til disciplin. Men hvor meget respekterer et barn en underviser, som konstant truer med tæv?? Og hvor længe kan man ”nøjes” med at true, indtil man bliver nødt til slå?? Og hvor meget respekt til barnet har en underviser, når man føler behov for at true?? Det er helt skævt, især når de faktisk har nedskrevet børns rettigheder, som minder meget om vores. Fx at barnet har ret til at blive behandlet med respekt.
Netop dette dilemma fortalte Bridget også om. Balancen mellem på den ene side at være underviser, som skal behandle barnet med respekt, i forhold til skoleloven, mens man på den anden side stadig hænger fast i en ældgammel undervisningsform med tæv, som faktisk ikke er direkte ulovlig, men som kan gradbøjes, så den passer til den enkelte undervisers behov!

Desværre virker det ikke som om tingene er i umiddelbar forandring, på trods af, at mænd og kvinder som Anthony, taler stærkt for ikke at slå børn.. 


- Trine

fredag den 16. marts 2012

Ny profession: Abehvisker og bjergbestiger


Sidste weekend bød på første arrangerede tur fra Anthonys side. Vi skulle se abe-landsby, vandfald og bestige et bjerg.
Vi blev hentet kl. 6.30 om morgenen af Afrikas udgave af Stig! (Som i Stig fra Top Gear)..
Af sted i en fyldt bil mod Hohoe (by i, tæt på grænsen til Togo). Første stop på turen var abe-landsbyen, som ligger i en lille bitte flække inde midt i junglen. Aberne lever inde i junglen og er altså vilde aber, men da det er en meget fredelig aberace, så lever aberne og menneskerne fredeligt sammen i al fordragelighed (som vores guide fortalte det)..
Vi skulle betale 8cedi (27kr) for at komme ind til aberne. For de penge har landsbyen fået elektricitet, rindende vand og en skole. Det må ellers kaldes at få fuld valuta for pengene?? ;)





At komme fra Accras larmende trafik og røde halv-golde sletter til dette grønne paradis, var fantastisk. Vi skulle et godt stykke ind i junglen for at nå ind til et af abernes opholdsteder. Vi har nok alle taget et hav af billeder af grøn jungle. J
At komme ind til aberne var helt vildt. Vores guide have taget en klase bananer med og spurgte om vi ville prøve at fodre dem. Øøøøh ja da!! Vi skulle holde på midten af bananen og så stikke armen op mod grenene. Så kastede aberne selv deres lille overkrop ud fra grenene og tog fat om bananen. De skrællede bananen og tog enten bider af bananen imens den stadig var i ens hånd eller brækkede et lille stykke banan af som de kravlede op i træet med. Det var en rigtig sjov fornemmelse at være så tæt på sådan en lille sød abe. Jeg var så heldig, at få muligheden for at få en abe på armen. Det var en helt fantastisk og sjov følelse!




Efterfølgende blev vi kørt til vores hotel, hvor der desværre ikke var noget vand (hvilket er ret frustrerende, når man kommer fra sit ghanesiske hjem, hvor der heller ikke er vand, og det eneste man faktisk har lyst til er et bad!)

Dagen efter kørte vi til Wli Waterfalls, som vidst nok er Ghana’s højeste vandfald. Der er ingen som rigtig ved, hvor højt vandfaldet er, men ghaneserne mener selv, at det er mellem 20 meter og 2km (men så er man da også sikker på, at man er helgarderet). Igen skulle vi gå et godt stykke tid inde i junglen, før vi kom ind til vandfaldet. Jeg havde desværre ikke mit badetøj med, men det skulle i hvert fald ikke holde mig tilbage. Så af med kjolen og ud under vandfaldet. Skøøønt!!



Tredje og sidste stop på vores tur, var ved bjerget Afadjato, som er 885meter højt og dermed Vest Afrikas højeste bjerg (ikke sammenlignet med højeste punkt, da det her bjerg er enkeltstående og ikke støtter sig op af andre bjerge).
Jeg tror ikke, at nogle af os havde nogen anelse om, hvor hårdt den tur skulle blive. Jeg kan starte med at sige, at jeg ikke i lang tid (sikkert aldrig) har svedt så meget!! Stien op var fyldt med sten og rødder og det var meget meget stejlt. Nogle steder skulle man næsten kravle på alle fire for at komme frem og der blev holdt en del pauser.
Følelsen da vi nåede toppen, var næsten det bedste ved hele bjergstigningen. Man havde det i hvert fald godt med sig selv!
Turen ned var nærmest lige så hård som turen op. Lårene syrede i hvert fald lidt til og det har da nok været derfor, jeg endte med en forstuvet fod, da jeg mistede fodfæstet på et tidspunkt. 



Det var en rigtig rigtig fed tur og virkelig godt at se noget andet af Ghana. Endelig så vi det Ghana man kan forelske sig i. Det grønne paradis.. 

- Trine

onsdag den 7. marts 2012

Independence day

6. marts 1957 løsrev Guldkysten sig fra Storbritanniens jerngreb.. Guldkysten blev herefter anerkendt som det selvstændige land Ghana.
Hvert år bliver denne dato fejret med maner, da ghaneserne er utrolig stolte over deres uafhængighed. Dagen er en helligdag og folk har som regel også fri dagen efter. 
I Accra ligger den store plads Independence Square, hvor et uhørt stort antal mennesker kan være samlet. Anthony tog os med hen for at se den store parade, som skulle holdes i forbindelse med dagen. Hver dag, når vi har kørt på arbejde, er vi kørt forbi pladsen, og der har været et hav af øvelser, så vores forventninger til underholdningen var høje...
Er man til militærmarcher, blev ens forventninger da i den grad indfriet - er det ikke lige ens store interesse, blev man slemt skuffet. Det skal ikke forstås, som at det da ikke var en spændende oplevelse, men militæropvisning i to timer?? Hmm tjae, så er det da også set..


Opvisningen startede med indmarch med kolonner af mennesker i forskellige uniformer. Derefter fulgte der en indmarch med børn i forskellige skoleuniformer. Når man tænker på, at landet lever højt på demokrati og rettigheder, så var der altså lige lovligt meget militær. Hvor var al den afrikanske dans? Hvor var al musikken? Hvor var festen?? Ingen steder åbenbart (hvilket er meget mærkeligt, eftersom de normalt ikke laver andet!)..




På trods af den meget militæropvisning skete der faktisk også andre ting.. Ikke alle tingene var dog lige sjove. En del af børnene og også nogle af de voksne, kunne ikke tåle at stå så lang tid i solen. Vi så desværre folk besvime og som efterfølgende måtte bæres ud. Der var heldigvis en masse læger til steder, så der blev taget godt hånd om dem, men det er aldrig rart at overvære andre mennesker dratte omkuld.
Noget af det, som morede ghaneserne noget så kongeligt, var når hestene lagde en ordentlig omgang hestepærer og en mand (specielt udvalgt til opgaven??) måtte løbe ind og samle det op (kun med hans hænder ligenede det!!)..


Det der dog morede Asger og jeg mest, var de børn, som sad ved siden af os. Asger viste dem, de billeder han tog af dem og det syntes de var enormt sjovt. Det er dejligt, at der ikke skal mere til at more dem (eller os)..  :) 



Ghanas nationalsang:
God bless our homeland Ghana,
and make our nation great and strong. 
Bold to defend forever the cause
of freedom and og right.
Fill our heart with true humility.
Make us cherish, fearless honesty.
And help us to resist oppressors'
rule with all our will
and might evermore.

Ghanas national løfte:
I promise on my honour to be faithful
and loyal to Ghana my mother land.
I plegde my self to the service
of Ghana with all my strenght
and with all my heart.
I promise to hold in high esteem
our heritage won for us
through true blood and toil
of out fathers
and I pledge my self 
in all things to uphold and defend
the good home of Ghana. 
So help God.


- Trine




søndag den 4. marts 2012

Confessions of a street girl

Til dem af jer, som skulle være interesserede i den pædagogiske del af mit ophold i Ghana, så har jeg nu lagt institutionsbeskrivelse og foreløbige læringsmål op. 

Vi har i denne uge været på opsøgende gade-arbejde med Irene, som er social worker. Irene tog os med til Kaneshie, som er et område i nærheden af CAS. Her "bor" mange af de børn, som vi til hverdag har det sjovt med på CAS. Kaneshie har et stort marked og ved markedet ligger en stor Tro Tro station. Her slås børnene om små-jobs, hvor de får lov til at bære folks bagage. Det kan de måske tjene 3 cedi (10,14kr.) på. 
De få hårdt tjente cedi bruger de på lidt mad og ellers på at spille spil på nogle af Kaneshies spillesteder. Det er bl.a. nogle af de steder social workerne ved, de kan finde børnene. 
Jeg undrede mig meget over, hvorfor vi kun så forholdsvis store gadebørn og spurgte derfor Irene om dette. Hun svarede, at de mindste gadebørn simpelthen bliver nødt til at holde sammen i et område for sig selv, ellers bliver de tyraniseret af de større gadebørn. De bliver banket og får ikke lov til at komme i nærheden af de steder jobbene er. 
Mange af pigerne bliver gravide i en meget tidlig alder og det er dermed svært for dem at komme væk fra gaden. For hvem skal passe barnet, hvis hun skal gå i skole? Drengene tager sjældent ansvar og pigerne er derfor efterladt alene med et lille barn. 
Det var en meget voldsom oplevelse for os alle sammen, da vi indtil nu har kunne fortrænge, at vores skønne unger ikke tager hjem til trygge rammer og forældre som venter på dem efter en dag på CAS, men i stedet  skal ud på den brutale gade, for at se om de kan tjene et par cedi, så de kan få noget mad (måske det eneste måltid på en hel dag). Men efter vi nu har set deres "hjem", kan vi pludselig sætte tingene i perspektiv i forhold til børnenes situationer. Det giver en helt anden form for respekt for børnene, for de er hver dag så utrolig glade og har en livsglæde uden lige på trods af deres triste skæbner. Mange af dem har selvfølgelig ikke prøvet så meget andet, men ens hjerte bløder alligevel for dem. 

Vi formåede faktisk at overbevise et af børnene, vi mødte, til at komme på CAS. Han kom senere på eftermiddagen og det føltes som en stor succes for os. Det er derfor også så utrolig ærgeligt. at Field Work er nedlagt pga. af manglende donationer. Jeg ser det som et af de vigtigste dele af hele det arbejde CAS gør. For hvis ikke børnene konstant bliver mindet om mulighederne på CAS, kommer de ikke på centeret. Det betyder kun, at det er meget få børn, som faktisk bliver hjulpet eller i det mindste får muligheden for det. Det er derfor for mig et fuldstændigt forkert sted at vælge og spare!!
CAS prøver at presse regeringen til at overtage det opsøgende arbejde, men det er yderst urealistisk at det vil ske, da det voksende problem med børn på gaden faktisk slet ikke er accepteret som et problem. En utrolig sørgelig realitet, som desværre er den barske sandhed!

- Trine